Annonce
Egtved Posten

Henrik Stensgård Eriksen: Ikke alle kender alle, men mange kender mange, og så har vi det hele

For Henrik Stensgård Eriksen er dét at være en del af udviklingsrådet også en mulighed for at få indflydelse og gøre en forskel for lokalsamfundet. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Annonce

37-årige Henrik Stensgård Eriksen er gift med Katrine Pedersen, og sammen har de Ronja på 3 år og Falke 0 år, der er født 11/11 klokken 22.22.

Henrik Stensgård Eriksen er selvstændig som partner i Murer- & Ingeniørfirmaet Bjarne Larsen.

- Det er en stor passion at kunne drifte og udvikle vores virksomhed, så kunder, ansatte og vi selv alle får arbejdsglæde, gode oplevelser og godt håndværk, siger Henrik Stensgård Eriksen, der samtidig fortæller at "den manglende fritid" bruges på arbejde, familie og gode venner.

Han holder lige nu en pause, men har været spejder i 31 år, hvoraf de sidste tyve år har været som leder for flere forskellige aldersgrupper. Henrik Stensgård Eriksen har tidligere gennem er periode på 10 år, også været guide ved Spejder-Rejser, hvor der planlægges og udføres rejser til udlandet for spejdere fra hele Danmark. Han har også deltaget i planlægning, afvikling og projektledelse på store lejre som Korpslejr og Spejdernes lejr.

- Så der er gået en del tid til det kære spejderarbejde, men det er fint. Fordi for mig er det utrolig livsbekræftende at give glade børn gode oplevelser, så de bliver endnu gladere og stolte af sig selv. Og man kan se de udvikler sig, det er fedt, forklarer Henrik Stensgård Eriksen, der også har været deltidsbrandmand i 15 år.

Henrik Stensgård Eriksen er også vild med skiferier og andre aktive ferier med for eksempel vandring, bjergbestigning, dykkerture, rafting, klatring, kultur og afslapning. En fredfyldt tur i kajakken, en tur i skoven med mountainbiken eller bilen er også noget han nyder at beskæftige sig med.

Hvad er din relation til at være en del af udviklingsrådet?

Jeg er folkevalgt og så er jeg med som repræsentant for Spejderne i Egtved.

Hvad er grunden til, at du er engageret i Egtved Udviklingsråd?

Det er spændende ting vi arbejder med, som har, og kan få, stor betydning for vores lokalsamfund.

Man får hverken en ny svømmehal, et nyt oplevelsescenter til Egtvedpigen eller i det hele taget nogen indflydelse på noget som helst, ved at side derhjemme og misunde sine venner på Facebook eller se ligegyldige serier på netflix! Nej det gør man ved at komme ud i den virkelige verden, hvor man kan få indflydelse, deltage i fællesskaber, møder og spændende arangementer og hvor man kan blive hørt.

Hvad tænker du er vigtigt er gøre en indsats for, når vi taler udviklingen af Egtved? Hvor drømmer du om at bringe Egtved hen?

Oplevelsescentret ved Egtvedpigens Grav er noget der kan blive godt for Egtved.

Men Egtved har også nået grænsen for hvad en ellers meget rummelig by kan rumme af socialt belastede mennesker.

Jeg kan rigtig godt lide Egtved som det er nu, men det kan altid blive bedre, og vi må aldrig lade hjulene gå helt i stå, for så begynder vi bare at rulle ned af bakken.

Jeg drømmer om, at endnu flere ville deltage i nye og eksisterende fællesskaber, så det ikke altid kun er Tordenskjolds soldater man møder til diverse møder, arrangementer og fællesskaber.

Hvad er fordelene ved Egtved som by?

Ikke alle kender alle, men mange kender mange, og så har vi det hele; butikker, institioner, foreninger, natur, luft og albuerum.

De fem skæve

Hvad er din livret?Spejdermad tilberedt over bål, tapas med god rødvin, pizza og cola, lassange, tacos, pandekager. Egentligt bare mad.

Har du en yndlingsfilm?

Nej, desværre jeg har rigtig mange, har bare ikke for god tid til at se nogle af dem.

Hvad har du altid i dit køleskab?

Mælk, brugsens hjemmelavede leverpostej og rugbrød i fast og flydende form.

Har du en yndlingsfugl?

Jeg kigger på fugle... Hvorfor det hvorfor det...

Hvad vil du helst bruge dine søndage på?

Hjemlig hygge med familie eller venner, praktiske gøremål i haven og hjemmet, lidt arbejde, en tur ud i det blå.

Egtved Udvikligsråd

Medlemmerne af Egtved Udviklingsråd bruger hvert år timevis på arbejdet med at udvikle og og styrke Egtved i samarbejde med byens borgere, foreninger og Vejle Kommune. Blandt andet har de stor andel i tilblivelsen af Sødalen, de afholder nytårskur for byens mange foreninger, hvor de hædrer dem for deres bidrag til at skabe liv i byen, de arbejder med at markedsføre Egtved, hvor der for nyligt er oprettet en ny hjemmeside, facebookside, nyt logo for byen og et nyt slogan. Blandt andre projekter de er involverede i, kan nævnes det i fremtiden nye oplevelsescenter ved Egtvedpigens Grav, de deltager i BID-projekter og møder, der ligeledes er med til at gøre Egtved til en endnu mere spændende by at bo i. Alt dette og meget mere til, er Egtved Udviklingsråd aktive omkring. Der arbejdes ganske simpelt for at udvikle Egtved, så den ikke blot vokser sig stærkere, men også både nu og i fremtiden vil være dét sted, hvor borgere i alle aldre føler, at her er godt at være.Medlemmerne af Egtved Udviklingsråd er valgt blandt byens borgere og foreninger på den årlige generalforsamling. Udviklingsrådet har også en samarbejdsaftale med Vejle Kommune, som giver lidt til møderne.I de følgende mange uger, vil avisen lade dig, kære læser, komme tættere på de mennesker, der frivilligt og med stor entusiasme arbejder for din by.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Fuld sommerferiefart i gokart

Egtved Posten

Klumme: Hvad drømmer du om?

Annonce