Ødsted: Ødsted kan nogle gange være et lidt overset område. Det mener Svend Erik Andersen, der selv bor i byen og er medlem af bestyrelsen i den lokale erhvervsforening AktivErhverv.
I hvert fald når det gælder Vejle Kommunes initiativ til at udvikle erhvervs- og boligområder i byen.
- Vi har gennem mange år haft et stort ønske om både nye erhvervsområder og boligområder her ved Ødsted og kunne se, hvordan kommunen har udstykket i en række andre byer rundt om i kommunen. Men nu ser der ud til at ske noget, og det er rigtig dejligt, siger Svend Erik Andersen.
Han har senest fået oplyst af Vejle Kommune, at man planlægger at sætte gang i lokalplanarbejdet for det nye område i løbet af dette forår.
Udvikling var gået i stå
Det drejer sig om et område ved Elmegårdsvej ud for Ødsted. Et område, som Vejle Kommune for fem år siden har udpeget som erhvervsområde.
- Men siden stod det helt stille. I stedet blev virksomheder, der kontaktede kommunen for at høre, hvor der var ledig erhvervsjord, henvist til andre steder i kommunen end Ødsted, fortæller Svend Erik Andersen.
Derfor besluttede AktivErhverv i samarbejde med Ødsted Jerlev Venstre Vælgerforening at forsøge at skubbe gang i udviklingen. Blandt andet ved at forsøge at komme i kontakt med nogle af de håndværkere eller virksomheder, der kunne være interesseret i at bygge ved Elmegårdsvej.
- Vi har kontakt til en, der er meget interesseret. Vi håber og tror, at flere vil melde sig, når det bliver offentlig kendt, at kommunen begynder at lokalplanlægge det nye erhvervsområde, fortæller han.
Nyt boligområde på vej
Udover et nyt erhvervsområde arbejder Vejle Kommune også på at udstykke et nyt boligområde ved Mølkærvej.
- I Ødsted har vi længe haft et ønske om kommunale byggegrunde, og nu ser det også ud til, at det snart lykkes. Der skulle også her være planer om at sætte gang i en lokalplan for området i løbet af foråret, fortæller Svend Erik Andersen.
I lokalområdet har der gennem årene været forskellige forslag til, hvor man kunne udstykke et boligområde, men forskellige benspænd har gjort, at Vejle Kommune nu altså arbejder på et kommende boligområde ved Mølkærvej.
- Det er bare dejligt, at der nu sker noget her i Ødsted. Det har vi ønsket længe, så det skal vi huske lige at slå lidt på tromme for, siger han.
Svend Erik AndersenDet er bare dejligt, at der nu sker noget her i Ødsted. Det har vi ønsket længe, så det skal vi huske lige at slå lidt på tromme for.
Nye muligheder for udvikling
For med både erhvervsgrunde og nye byggegrunde på vej giver det nye muligheder for udvikling i byen, der ifølge Svend Erik Andersen har alt, hvad man skal bruge.
- Vi har en god skole, hvor der plads til flere elever, vi har en god børnehave, vi har indkøbsmulighed, vi har en god idrætsforening, vi er omgivet af Danmarks smukkeste natur. Vi har alt, hvad man har brug for, siger han.
Svend Erik Andersen glæder sig nu til, at lokalplaner det nye erhvervsområde og det nye boligområde bliver udarbejdet, så der kan trækkes flere nye familier og erhvervsdrivende til byen.