Annonce
Egtved Posten

Her rider man ikke på hesten: Katharina og Morten driver anderledes rideskole og hestepension

Katharina og Morten Kristensen driver hestepension og rideskole sammen ved Bredsten. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Ægteparret Katharina og Morten Kristensen er ved at etablere hestepension og rideskole ved deres gård udenfor Ravning. Her er det kærligheden til hestene, der er omdrejningspunktet.

Småkær: - Katharina har selv en god måde at udtrykke det på. Hun siger ikke, at hun går ud og rider en hest. Hun siger, at hun går ud og rider med en hest, siger Morten Kristensen.

Hans hustru, Katharina Kristensen supplerer:

- En hest er ikke en brugsgenstand, som den af nogle nærmest kan blive betragtet som. Når man rider, er det et tæt samarbejde mellem en rytter og en hest. Det er noget, man er sammen om, forklarer hun.

Annonce

En hest er ikke en brugsgenstand, som den af nogle nærmest kan blive betragtet som. Når man rider, er det et tæt samarbejde mellem en rytter og en hest. Det er noget, man er sammen om.

Katharina Kristensen

Sammen driver parret Enemærke Hestepension og en lille rideskole, som begge stadig er i sine spæde begyndelser.

Respekt for hesten

Både Morten og Katharina Kristensen har altid været glade for heste.

Katharina Kristensen voksede op ved siden af rideskolen i Brande og begyndte tidligt at gå til ridning på rideskolen.

- Men det fungerede ikke ret godt for mig på rideskolen. Dengang var det meget med, at man skulle holde tøjlerne meget stramt, bruge pisken eller give hesten et spark i siden, når man red. Det havde jeg det rigtig skidt med, og det kunne give mig helt ondt i maven, fortæller hun.

I stedet begyndte hun at researche på internettet og blev hurtigt fanget af begrebet "horsemanship", som lidt kort fortalt handler om at lytte til og respektere hesten, og på den måde samarbejde med den.

Med den tilgang til dyrene, begyndte hun som 14-årig at arbejde med og træne heste. Det forstærkede blot hendes lyst til at beskæftige sig professionelt med heste.

Efter tre år på dyrlægestudiet droppede hun ud og rejste i stedet til Tyskland, hvor hun gennemførte en bachelor i hestevidenskab med speciale i fodring.

Annonce

Faldt for omgivelserne

Morten Kristensen har også altid været glad for ridning og red meget på konkurrenceplan, da han var yngre. Selvom tiden til sporten blev mere begrænset, da han startede på ingeniørstudiet i Aarhus, har kærligheden til dyrene holdt ved.

Derfor besluttede han sig også for, at han ville have et landbrug med plads til islænderheste. Det skulle være et sted med masser af jord, og gerne ret kuperet jord, som er det, islandske heste især trives på.

Katharina og Morten Kristensen driver hestepension og rideskole sammen ved Bredsten. Foto: Vibeke Frost Oxholm

- Da jeg så omgivelserne her med den fantastiske natur og det flotte, kuperede terræn, faldt jeg fuldstændig for det. Selve gården var i ret dårlig stand, så den er vi i gang med at sætte i stand, men omgivelserne passede perfekt til mine heste, fortæller Morten Kristensen, der arbejder som ingeniør og driver gården ved siden af.

Gården købte han i 2019 sammen med sine forældre, som også havde heste. Skæbnen ville, at Morten og Katharina Kristensen mødte hinanden to uger inden, den endelige købsaftale blev underskrevet.

I starten havde han gården sammen med sine forældre, men sidste år købte parret dem ud.

Annonce

Stor interesse for hestepension

Nu er de to så i gang med at realisere en drøm om at skabe Enemærke Hestepension og Ådalens Rideskole, hvor man kan få opstaldet sin hest.

- Der har vist sig at være en kæmpe stor efterspørgsel på et sted som det her. Vi har lige nu fire heste foruden vores egne. Men vi har flere på venteliste allerede, fortæller Katharina Kristensen.

Faktisk er interessen så stor, at parret allerede har gjort klar til at bygge til, så der bliver plads til flere heste.

- Det er bare lidt svært at få håndværkere lige i øjeblikket. Men vi håber meget, at den kan stå klar til sommer engang, siger de.

På sigt drømmer parret om at have plads til omkring 20 heste, inklusiv deres egne.

For parret er hestepensionen et hjertebarn.

- Vi driver det her sted på den måde, som vi synes, hestene fortjener. Hvis man virkelig vil hestene, som vi vil, så er der ikke noget, der hedder, at man lige går ind og spiser aftensmad, og så går ud og får hestene ind til natten. Nej, man får hestene ind først, og så kan man bagefter gå ind og spise. Det er sådan, vi har valgt, at vi gerne vil gøre det, forklarer de.

Det kan de, fordi det at holde heste for dem ikke er en hobby. Det er en livsstil.

- At få børn ligger ikke i kortene for os. Da vi begyndte at tale om at drive det her sted sammen, så vi hinanden dybt i øjnene og blev enige om, at det er hestene og den her livsstil, vi gerne vil, fortæller Katharina Kristensen.

Annonce

Privat rideskole

På sigt havde parret talt om også at etablere en lille privat rideskole i tilknytning til deres hestepension. Men det er der faktisk allerede skubbet lidt gang i.

- Jeg har tidligere arbejdet på en rideskole, og der var nogle af dem, jeg trænede dengang, der spurgte, om de ikke kunne fortsætte hos mig her. Og de har så fortalt om det til andre, og sådan har det stille og roligt udviklet sig, forklarer hun.

For Katharina Kristensen handler det om at give børn og voksne, der går til ridning hos hende, et stærkt fundament for at ride.

- Jeg har meget fokus på, at man først skal lære at have en god balance og sidde rigtigt på hesten. Her rider man uden stigbøjler og kun på en lammeskindssadel, fordi man på den måde får meget mere føling med hestens bevægelser, forklarer hun.

Samtidig er det vigtigt for Katharina og Morten Kristensen, at rytterne også lærer at mærke hestene.

- Der kan godt være en dag, hvor jeg kan mærke på hesten, at den bare er træt. Så rider vi ikke så længe den dag, og så må vi ride lidt længere end anden dag, hvor hesten er mere oplagt, i stedet for bare at presse hesten alligevel, fortæller hun.

Annonce

Et frirum

For det handler om at have respekt for dyrene.

- Det er vigtigt for os, at man lærer at omgås hestene med respekt og at behandle dem som ligeværdige. Vi starter altid i stalden, hvor vi sammen gør hesten klar og sadler op, og vi slutter i stalden igen, siger hun.

Det er vigtigt for os, at man lærer at omgås hestene med respekt og at behandle dem som ligeværdige.

Katharina Kristensen

Hvor der i en traditionel rideskole ofte er seks-otte ryttere på et hold, vil parret højst have tre ryttere ad gangen.

Katharina og Morten Kristensen driver hestepension og rideskole sammen ved Bredsten. Foto: Vibeke Frost Oxholm

- Det sikrer, at der er overskud til at have et godt øje for den enkelte rytter, så jeg hele tiden kan guide dem, hvis der er noget, de skal ændre eller fokusere på, forklarer hun.

Det ligger parret meget på sinde, at det hos dem skal føles som et rart frirum for både børn og voksne at være.

- Vi har flere børn, som har det svært, som har stor glæde af at komme her. De trives ikke så godt i en traditionel rideskole, hvor der ofte er flere ad gangen, og dermed er der mere uro og støj, som de har det svært i. Her kan de få den ro, de har brug for, siger Katharina Kristensen.

Annonce

På hobbyplan

Men det hele er stadig meget nyt. Katharina Kristensen afsluttede først på året en uddannelse som markedsføringsøkonom, hvilket har krævet meget energi. Nu leder hun efter et job.

- Drømmen er at finde noget, hvor jeg kan kombinere min uddannelse og viden om heste med min uddannelse som markedsføringsøkonom, forklarer hun.

Hestepensionen og rideskolen er tænkt til at fungere på hobbyplan.

- Foreløbig er det ikke noget, vi tjener penge på. Det er blot med til at dække lidt af vores udgifter. Så må vi se, hvad det på sigt bliver til. For os handler det om, at det er noget, vi brænder for, siger de.

Annonce
Egtved Posten

Mindeord om Kristian Hjorth Møller Jensen

Annonce
Egtved Posten

Forelskede Ditte og Jesper har vundet et meget utraditionelt bryllup: - Jeg meldte os til konkurrencen, uden at han vidste det, siger den kommende brud

Annonce
Egtved Posten

Cykelklub har fået tag over hovedet

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Engang var det en gammel kro: Nu åbner i stedet et moderne tech-hotel med 18 værelser

Egtved Posten

Sine overrakte anti-brok-wienerbrød til glade entreprenører: 'Jeg blev så træt af andres brok og besluttede at samle ind som en tak for indsatsen'

Egtved Posten

'Vi skal bare slå os løs i de dage': Arrangører afslører dobbelt-op på næsten spritnyt festivalkoncept

Egtved Posten

'Naboens lille Lene' skriver mindeord om sin reservebedste: 21. marts blev himlen beriget med denne fantastiske, livsglade og livskloge Anna Lise Henriksen

Egtved Posten

Running Dinner griber om sig. Hele 200 er allerede tilmeldte, men der er plads til flere, siger arrangørerne

Egtved Posten

Bankede modstanderne til sidst: Stolte piger lod sig udfordre, prioriterede fællesskabet og vandt guld til trods

Annonce