Annonce
Egtved Posten

Hvem har ansvaret?

Annonce

Ågård: I et forår, hvor alting har været anderledes, er vi ved at komme tilbage på sporet. Og alligevel ikke. Et af de emner, som er oppe i tiden er sommerferie. Med de midlertidige rejseregler må mange af os se vores ferieplaner gå op i røg. Er ferien så ødelagt? Ja, vil nogle sige. Nej, kommer det fra andre. Ingen af os (eller meget få) får den ferie, som vi har drømt om hele vinteren. Men hvem har ansvaret for, at det bliver godt til sidst? Det er kun os selv, der kan løfte den opgave.

Her i huset er vi normalt i god tid med at planlægge og booke et sommerophold. Med jobskifte til både herren og fruen er vi på tynd is i år. Hannes ferie kom på plads i april måned, mens min er uvis. Jeg er i jobsøgning, og vil ikke binde mig, hvis nu drømmejobbet dukker op. Så vi er indtil videre aldeles planløse. Og vi har selv ansvaret for, at det bliver en minderig og god ferie, når vi kommer dertil.

De kære unge studenter har længe hylet i kor over deres afslutning på 3 års skolegang. Nu er der givet grønt lys for studenterkørsel, og mon ikke det lykkes at få gode minder fra de ture. Selvom de store fester nok ikke bliver til noget, er det stadig muligt at være sammen. OG skabe liv og stemning med sin egen klasse. Jeg ser frem til, at vi har udklækket et kuld af ansvarlige og initiativrige unge mennesker, der tager ansvaret for en god afslutning på sig.

Vi har fået sendt et par unge mennesker på efterskole. Med en blanding af glæde og ærgrelse. Glæde over at komme tilbage til det ungdomsfællesskab, de så brat blev revet ud af. Ærgrelse over, at det bliver i nye rammer. Det har givet gode snakke inden de rejste afsted. Om at se muligheder i stedet for begrænsninger. Nok lettere sagt end gjort. Og vi har gjort dem helt klart, at de selv har ansvar for at de seks uger, der er tilbage, bliver maks gode. Og for at de overholder de retningslinjer som gør, at efterskolen har lov til at have elever. Et ØV – ja. Men de har selv opgaven med at gøre det sjovt.

Som jeg skrev længere oppe, er jeg i gang med jobsøgning. Ramt af en sparerunde, så nu går dagene med at få afpudset ønsker og drømme. For at koge det sammen med de kvalifikationer, jeg gennem et langt liv har samlet. Og så jagte de mulige jobs, der hele tiden dukker op. Ansvaret for at komme videre er mit. Jeg får en god støtte fra et jobbureau, som er en god sparringspartner. Men jeg skal selv løfte det praktiske arbejde. Søge, skrive, ringe, sende ansøgninger og holde fanen højt. Svært, når der kommer et afslag. Så er det godt at have nogen at dele ØV´et med.

Ansvar er i det hele taget noget mærkeligt noget. Det hænger uløseligt sammen med muligheder. Her i huset er den store knægt netop fyldt 18 år. Han har købt en lille bil, som skal bruges til at komme på arbejde, når læretiden starter om nogle uger. Han oplever, at ansvaret for at bilen er køreklar er hans. Er der benzin på tanken? Er forsikringen i orden? Hvor kan jeg billigst få den repareret? Mange spørgsmål, som han finder svar på. Da han lånte mors, var det lettere. Til gengæld har han fået friheden til at bruge bilen, som HAN lyster. Og har økonomi til.

I nogle kulturer er det at have ansvar, rettigheder og pligter kun en lille gruppe forundt. Her elsker jeg vores frie og liberale samfund. Med en netop overstået Grundlovsdag må vi alle sende en tanke til de forfædre, som har kæmpet for, at vi i dag kan leve, som vi gerne selv vil. Når vi hver især tager ansvar.

Jeg har taget ansvaret for, at DU har en klumme at fordybe dig i. Eller forkaste og springe over. Valget er dit.

God tirsdag til jer alle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Corona-aflysninger på stribe

Annonce