Annonce
Egtved Posten

Hvem var hun egentlig? Hvordan så hun ud?

Egtvedpigen, som Marie Paugan forestiller sig, hun så ud. Illustration: Marie Paugan for VejleMuseerne
Der findes fakta og undersøgelser om Egtvedpigen. Og dem kan vi forholde os til. Men hvordan mon hun virkelig så ud. Var hun smuk? Og hvad mon hun tænkte? Var hun glad? Disse spørgsmål og flere til, har blandt andet illustrator Marie Paugan stillet sig selv.

Egtved: I bronzealderen havde man ikke fotografiapparater, og man var ej heller i nærheden af at skabe akkurate portrætmalerier eller tegninger. Så… hvordan Egtvedpigen virkelig så ud, findes der ikke nogen form for dokumentation for. Andet end, at hendes hår, da man fandt hende i kisten, var blond og kortskåret. Hun var omkring 160 centimeter høj og var meget spinkel af bygning.

Beklædningen, som hun var begravet i, kender vi også. Et kort snoreskørt, en kort bluse - begge dele i brunt uld. Om maven bar hun sit smukke bæltespænde, og hun bar bronzesmykker.

Alt dette er fakta. Det er håndgribeligt og beviseligt. Og ud fra det, har man gennem tiden forestillet sig, at hun for eksempel var en rituel danserinde i en tid, hvor især solens guddommelighed blev dyrket. Og det var en tid, hvor agerbruget dominerede og ganske sikkert derfor var det gode vejr med regnen og solens magt, var af kæmpe betydning for overlevelse.

Annonce

At forestille sig…

Men hvordan mon hun var, hende Egtvedpigen - sådan helt personligt? Var hun glad, intelligent, modig, selvbevidst? Hvad mon hun tænkte? Var hun jordnær? Overbærende? Intelligent? Og var hun mon smuk?

Videnskaben i dag fremkommer med flere data om, at hun måske var rejsende fra det sydlige Tyskland. Dette diskuteres dog stadig. Nogle mener nemlig, at hun også sagtens kunne være vokset op på Egtved-egnen eller måske endda kan komme fra Sverige eller Norge. Strontiumanalyser er en stor del af værktøjet hos de videnskabelige institutter, som altså ikke er nået til enighed.

Men spændende er det, og det kan åbne op for flere tanker om, hvordan Egtvedpigen var - også som person.



Allerede dengang skabte jeg tegninger af Egtvedpigen til plakater, så jeg er virkelig glad for, at jeg igen kan få lov til at tegne hende

Marie Paugan



Nu kan man gøre sig forestillinger om, hvorvidt hun måske var datter af de sydligere himmelstrøg, eller hun var datter af norden? Og hvem mon hendes forældre var? Var de velhavende eller fattige? Var familien fastboende eller generelt rejsende? Var det dem, som havde sendt hende ud på rejse? Var det venlige mennesker? Havde hun fået en god opdragelse og opvækst?

Egtvedpigens personlige historie vækker et eller andet i os, og vi kan gøre os mange forestillinger og lade fantasien få frit løb.

Annonce

Har sat et ansigt på

Og netop nogle af alle disse forestillinger om Egtvedpigen, har for eksempel digtere, forfattere og kunstnere gjort sig. Herunder illustrator Marie Paugan, som for nyligt for VejleMuseerne fik til opgave at skabe en tegning af, hvordan hun forestiller sig, at Egtvedpigen så ud.

Illustrationen er nu en del af udstillingen på Kulturmuseet i Spinderihallerne i Vejle, som 26. marts åbner jubilæumsudstillingen “Pigen fra Egtved”, og her vil denne version af Egtvedpigen byde alle besøgende velkommen indenfor.

- Faktisk er jeg selv vokset op på Egtved-egnen, ved Kærbølling, og siden jeg var helt ung, har Egtvedpigen betydet meget for mig. Blandt andet var jeg en del af Randbøldalmuseets “Egtvedpiges Fodspor”, som senere blev til en bronzealderfestival ved Egtvedpigens grav, som jeg også var en aktiv del af, fortæller den 37-årige Marie Paugan, og hun fortsætter:

- Allerede dengang skabte jeg tegninger af Egtvedpigen til plakater, så jeg er virkelig glad for, at jeg igen kan få lov til at tegne hende. Denne her gang jeg så virkelig prøvet at kombinere det, man ved fra fundet af hende, med mine egne tanker om hvordan jeg synes, hendes udtryk skal være.


Annonce

Ikke Mona Lisa, men alligevel

At tegne Egtvedpigen som en spinkel, meget ung pige, i overgangen til at blive en kvinde, fik Marie Paugan til at tænke på, hvordan det ikke er så langt fra, hvordan hun selv så ud, da hun var på den alder. Og hun har tænkt mange tanker om, hvordan mon denne pige og hendes liv var dengang - for mere end 3000 år siden.

- Det er sådan med Egtvedpigen og historiske fund i det hele taget, at når man skal forestille sig, hvordan det var, så kan man let komme til at lægge sine egne filtre ind over, og det er jo ret interessant, konstaterer Marie Paugan.

Og hun fortsætter:

- Men samtidig har jeg også ville illustrere Egtvedpigen så tro til fakta, som muligt, så det har været noget af en udfordring.

Hun nåede at lave et stort antal forskellige tegninger af Egtvedpigen, inden hun nåede frem til det helt rigtige udtryk.

- Tegningen af Egtvedpigen skal være helt i begyndelsen af udstillingen og byde velkommen og være imødekommende, men jeg synes heller ikke, at hun sådan skal være “wuuu-huuu-glad”. Hun levede jo i bronzealderen, der er en historisk periode, som man jo ikke ved nær så meget om, som nogle af de andre tider. Men samtidig efterlod de jo højene med grave og gaver, så vi kan få et indblik og en velkomst til at forsøge at forstå den tid. Så derfor har jeg prøvet at illustrere Egtvedpigen med en smule lukkethed og samtidig en åbenhed, fortsætter illustratoren, der derfor har ladet ansigtsudtrykket være en smule inspireret af portrættet af Leonardo da Vincis portræt af Mona Lisa, hvor smilet kan ænses - og så alligevel ikke.

Marie Paugan, der ud over at være illustrator, også er uddannet lærer, fagjournalist og indehaver af firmaet “Kejthåndet”, er i det hele taget meget begejstret for at lade sine værker være inspireret af historien, Norden og mystikken, så at få en opgave som denne af VejleMuseerne, har passet perfekt ind i det, hun står for.

Og om Egtvedpigen så sådan ud, som Marie Paugan har illustreret hende? Ja, det kan meget vel være.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Søger unge frivillige

Egtved Posten

Havde alt for mange på venteliste

Egtved Posten

Klumme: Bøgernes verden

Egtved Posten

Teenager i coronatid

Annonce