Annonce
Egtved Posten

Klumme: Bøgernes verden

Jan Lundsgaard. Klummeskribent på Egtved Posten. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard

Ågård: Jeg har altid været en læsehest. Som barn brugte jeg det lokale bibliotek i stor stil. Bibliotekaren var en gammel skolelærer, som med streng mine holdt orden i det lille hus. Det var et skatkammer for en ung mand, der elskede at blive suget ind i det skriftlige univers.

Det har holdt ved hele livet. Jeg har altid har let ved at tilegne mig viden fra bøger og elsker den fiktion, som de fleste bøger indeholder. Det har jeg formået at give videre til mine børn. Der blev læst i rå mængder, mens de var små. Godnathistorier og senere eventyr og andet godt. Da de selv fik knækket læsekoden, kastede de sig alle fire over blandt andet Harry Potter. Mystikken og fantasien trak dem ind i den utrolige verden af troldmænd, de gode og onde, og de overnaturlige kræfter, som konstant var i spil.

Med den moderne elektroniske teknik er de trykte bøger under pres. En del mennesker er begyndt at høre podcast, E-bøger vinder frem og så er det bare let at finde film overalt. Men de trykte bøger kan noget, som teknikken ikke mestrer. Formen, lugten og det at kunne bladre frem og tilbage mellem siderne, gør dem til noget unikt. For mig har det været et stort savn, ikke at kunne komme på biblioteket hele vinteren. Det udgør noget magisk for mig. Jeg kan læse aviser, kigge i et magasin og lade mig friste af forfatternes nyeste kreationer.

Sådan er det langt fra for alle. Fruen i huset er aldrig blevet grebet af historiernes magi. Hun er sportspige, og det er smittet af på husets unge mennesker. Så gennem årene har arbejdet med skolebøger ikke været et hit, tværtimod. Det oplever jeg gælder for mange andre unge. Så hvordan kan vi – på en konstruktiv og pædagogisk måde – få åbnet de unges øjne for litteraturens forunderlige verden?

Sker det, er det med til at holde liv i både vores skrevne og talte sprog. For gennem øjnene sanser og oplever vi, og det bruger vi efterfølgende, når vi taler. Alternativet er, at vi mister mere og mere af vores sproglige kultur. Det går også ud over vores tilgang til nyheder. Da jeg var dreng i 1960´erne, var der to dagblade i Kolding. Jyske Tidende og Kolding Folkeblad; med hver sin store læserskare. Gennem årene svandt gruppen af abonnenter ind, aviserne fusionerede og oplagstallet faldt. Med det blev der også færre, der holdt fast i kunsten at læse.

Jeg kan tydeligt se trenden i dag. Mange henter viden fra eksempelvis Youtube, når de skal reparere cykel, lave et projekt i haven eller finde inspiration til en rejse. Det at finde viden i en bog, dør langsomt, men sikkert ud. På nogle punkter er det fint. Det er let at redigere og opdatere viden, når den eksisterer elektronisk. Men der er nu noget specielt over et leksikon i femogtyve bind. Et spørgsmål som skiller vandene, blev dengang til et stort arbejde med at bladre i op til flere bøger. Og så være heldig, hvis svaret blev fundet. I dag googler vi alt, og kvæler enhver god debat, inden den kommer i gang.

En af verdens mest læste bøger er det nye testamente. Jeg har set utallige eksemplarer på hotelværelser, når jeg har været på rejse med jobbet. Sjældent har jeg læst i dem, men alligevel bemærket de var i natbordsskuffen.

Og så kan bøger noget som en iPad ikke kan. Skal man presse blomster, er tyngden af fire til fem bøger et must til at få planterne gjort flade. Skal PC-skærmen hæves lidt, gjorde en telefonbog underværker. Og så løber bogen aldrig tør for strøm eller kræver netværk til rådighed.

Alt har sin tid siges det. Jeg tror – måske naivt, vil nogen påstå – at, om hundrede år vil vi stadig have bøger. Mens de tekniske apparater har ændret sig markant. Længe leve bogen og det trykte budskab.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Søger unge frivillige

Egtved Posten

Havde alt for mange på venteliste

Egtved Posten

Klumme: Bøgernes verden

Egtved Posten

Teenager i coronatid

Annonce