Annonce
Egtved Posten

Klumme: Ligestilling – hvor er vi på vej hen?

Jan Lundsgaard. Klummeskribent på Egtved Posten. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard

Ågård: I Danmark og de andre nordiske lande har vi demokrati og lighed. Det har taget flere hundrede år at komme fra et samfund med store klasseskel og kønsforskelle. Små skridt har gennem årtier medvirket til, at vi dag er kommet langt i bestræbelserne på at eliminere forskellene på rig og fattig; på mænd og kvinder.

Der er stadig røster, der højlydt beklager sig over uligheder. I mange lederstillinger i erhvervslivet er det mænd, som indtager de bonede gulve og tager de store og vidtfavnende beslutninger. Hvorfor? Er det genetisk eller opdragelsesmæssigt bestemt? Jeg er overbevist om, at mange, både mænd og kvinder, ikke ønsker at være en del af toppen i en virksomhed. Godt nok er der gode lønninger, der er mulighed for at træffe afgørende beslutninger, og du kan se dig selv i medierne. Både når det går godt og når der er øretæver i luften. Men vil du betale prisen? Store afsavn og altid jobbet først. Det er især de fleste kvinder ikke parate til.

De har i stedet magten og ledelsen i hjemmet. Hvorfor? Jeg har oplevet adskillige kvinder, der som en selvfølge ser sig selv bedst til børneopdragelse, boligindretning og påklædning af afkommet. Hvis det mandlige medlem af husstanden formaster sig til at have en holdning; endsige tage initiativ, falder hammeren. Hans slidte lænestol passer ikke ind, mens de pinkfarvede puder automatisk ender i sofaen.

Hvorfor tager vi hankønsvæsner ikke kampen? Jeg ser, at det er traditionsbestemt. Vi orker det ikke. Jeg havde i adskillige år et værksted, hvor min bedre halvdel gerne måtte komme, men hvor jeg holdt orden og bestemte ”hvor skabet skulle stå”. Det samme havde mine forældre og bedsteforældre. Der er også andre kampe, som trods års udsagn om ligeberettigelse, ikke er vundet.

Da mine første to børn blev født i 1989, ønskede jeg børnepengene ind på min lønkonto. Det var derfra alle udgifter blev betalt. Men nej; den gik ikke. En ”stramtandet dame” på socialforvaltningen i Kolding meddelte mig, at det var moderens penge. ”Vi har fælles forældremyndighed og vi er gift” prellede af på hende. For nylig undersøgte jeg reglerne, og det er stadig moderen, der automatisk modtager alle børnebidragene. Er det ligestilling?

Hvorfor er hunkønnet på den ene side sultne efter de mandlige privilegier, men samtidig ikke parate til at give slip på nogle af deres egne? Det må jo være en naturlig konsekvens, hvis vi skal have ægte ligeberettigelse. Eksemplerne er utallige, og forskellige i de mange parforhold rundt i landet. Da jeg mødte min ekskone, stod hun selv for vedligehold af sin bil. Og havde de faglige skills til det. Men efter kort tid endte opgaven hos mig. Til gengæld blev jeg dømt uegnet til at stryge og vaske tøj. På trods af, at jeg fik det både rent og glat hver gang. Hos mine voksne børn ser jeg samme mønster. Men heldigvis en smule anderledes. Og det er måske den vigtigste læring. At ændringer i vores adfærd og samspillet mellem de to køn tager tid. Ikke bare et par år, nej det tager generationer at ændre. I netop den henseende har mange ikke den fornødne tålmodighed. Jeg har selv kæmpet indædt for, at jeg fik mere spilletid på bane med ligestilling. Mine børns mor arbejde om aftenen hver anden uge. Så stod jeg for alt det praktiske. Og havde dermed både ansvaret og pligten til at få tingene til at glide.

Hvis vi skal ende med den ”ægte ligestilling”, skal begge parter spille efter de samme regler. Hvis vi kan få de offentlige regler og rammer skudt i den retning, så er vi godt på vej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Søger unge frivillige

Egtved Posten

Havde alt for mange på venteliste

Egtved Posten

Klumme: Bøgernes verden

Egtved Posten

Teenager i coronatid

Annonce