Annonce
Egtved Posten

Klumme: Når klokken ringer ind, rykker jeg ud

Annonce

Ågård: Du kan kende mig på kaffekoppen. Det hvide stykke A4 i hånden. Papiret er lunt fra printeren endnu. For når jeg rykker ud, er det ofte akut, skal jeg sige dig. Sygdom, kursus og omsorgsdage er sød musik i mine ører. For så må jeg komme på banen. Har du gættet, hvem jeg er? Nemlig. Jeg er vikar. I folkeskolen, nu på 13. år. Hvis jeg havde været en labrador, kunne jeg have været det sjette medlem af Paw Patrol. Med en nypumpet Centurion som mit køretøj og en lynpakket Fjällræv med røde æbler og whiteboard-tusser som mine vigtigste værktøjer på redningsmissioner. Og et slogan i retningen af "Når klokken ringer ind, rykker Vikar-Vovse ud!". Blev det for skørt? Undskyld. Men det er faktisk helt ok at være lidt skør, når man er vikar i skolen. Nu skal jeg nok komme til sagen.

"Nu har de (klassen) haft vikar igen, det kan simpelthen ikke være rigtigt!", hørte jeg en mor sige i telefonen, da jeg stod ved køledisken i Netto forleden. Hendes tonefald afslørede, at hun var alt andet end tilfreds med det. Hun har selvfølgelig sine gode grunde til at have det sådan. For selvfølgelig er det mest optimalt at en klasse har sin faste lærer. Det er der slet ingen tvivl om. Men det hun sagde, gjorde alligevel et eller andet ved mig. For det er ikke første gang, jeg hører det blive sagt på den måde. Og det vil helt sikkert heller ikke blive sidste.

For fravær et uundgåeligt fænomen. I alle brancher. Sygdom kan ramme os alle, selv vikaren. For ikke at tale om sjette ferieuge. Begravelser. Tandlægetider. You name it. It will happen. Fraværsprocenten for lønmodtagere i Danmark var i gennemsnit 3,6 procent i 2017. Det svarer til cirka 8,5 dage. Den offentlige sektor ligger over, mens den private ligger under. Uden at gå yderligere ind i det, kan vi hurtigt konkludere at vikarerne er kommet for at blive.

Kunsten må være at få tingene til at gå så gnidningsfrit og gelinde, som det er muligt, når nu det er sådan. Og jeg kan love jer én ting: i "maskinrummet" - for mit vedkommende er det så på lærerværelset - her arbejdes der hårdt på at få koordineret, så alle ender mødes på den mest optimale måde. Vikaren må være agil og omstillingsparat, og i stand til hurtigt at kunne spore sig ind på dagsformen i hver klasse og hvert fag. Sommetider afløses én lektion af den næste uden pause imellem. Måske er klassen placeret i den modsatte ende af skolen, end der, hvor vikaren lige har været. Så skal der altså fut under kondiskoene (du kan næsten altid kende vikarerne på det praktiske fodtøj). På vejen mod destinationen mødes vikaren tit af elever fra andre klasser, der, fulde af smil og forhåbning, spørger: "Hvor skal du hen nu? Skal du ind til os?". Jeg har endnu ikke oplevet at komme ind i en klasse, der blev kede af at skulle have vikar. Tværtimod. Og det er altså yderst sjældent, at vi rent faktisk spiller dødbold.

Jeg forestiller mig, måske lidt naivt, at det også er sådan i mange andre brancher. At vi vikarer hver dag motiveres af at få enderne til at mødes, selvom det kneb fra morgenstunden. Jeg sender en luft-highfive til mine vikar-kolleger derude, og ønsker alle en dejlig tirsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Krænkelser

Egtved Posten

Biblioteket åbner for selvbetjening

Egtved Posten

Fuld sommerferiefart i gokart

Annonce