Annonce
Egtved Posten

Klumme: Når uheldet er ude

Annonce

Ågård: Uha hvor jeg ærgrer mig i disse dage. Min superdejlige bil S-Max´en står på værksted. Den fik en "blodtud" sidste onsdag, da jeg var på vej hjem fra jobbet i Århus. En lang række biler på motorvej - en såkaldt "jernstang" - tog farten af. Og stoppede så pludseligt! Chaufføren i bilen foran mig var blændet af solen, og da han kunne se igen, blev der bremset. Og så nåede jeg det lige netop IKKE. Resultatet blev en krøllet motorhjelm, knust frontgitter og spoiler. Heldigvis ingen personer der kom til skade, så resten kan fikses på et par uger.

Det har givet lidt stof til eftertanke. For næsten hver dag er der uheld på motorvejen mellem Århus og Kolding. Hvorfor? Min pointe er, at der skal opmærksomhed til, når vi sætter os bag rattet. Ikke bare i halvdelen af tiden eller lidt mere. Nej, det er et full time job, at være bilist i den tætte trafik vi har på de store veje. Alt for mange har tankerne og/eller øjne og ører andre steder end på vejen. Det kan jeg se, når hastigheden stiger og falder i bilen foran, og jeg så overhaler den. En telefon der suger opmærksomhed fra trafikken er livsfarlig. Både for dens ejermand, men i lige så høj grad for vi andre i bilerne udenom.

Også de store lastvognstog er årsag til en del uheld. Jeg har lært at spotte, når den ene elefant vil udenom den foran. Ofte sker det på et par sekunder. Altså; der blinkes til venstre SAMTIDIG med at 48 tons på 18 meter bliver kastet ud foran personbilerne. Så kræver det sin mand at have øjne i nakken, for enten skal der bremses med risiko for et kys i bagenden. Eller også skal bilen ud i yderste bane (hvis der er tre spor), og igen med risiko for nærkontakt af højeste grad.

Jeg tror ikke, at de kære lastbilchauffører tænker på, at vi nede på jorden bevæger os 50 procent hurtigere end dem. Og derfor går det galt ind imellem. Og så bander vi andre, der slap uden skrammer, at vores planer nu ikke holder vand mere. Måske kan vi kravle forbi uheldsstedet, måske må vi vente til der er ryddet op. De bilister, der må tage turen derfra i en ambulance, vil med 100 procent sikkerhed gerne nøjes med en forsinkelse!

Nu er der indført, at mobilbrug under kørsel giver et klip i kørekortet. Jeg tror ikke på, at det flytter ret meget. Vi skal også holde fast i, at det er utilstedelig opførsel, at risikere andres liv eller førerlighed. I min ungdom i 1970´erne var spritkørsel et udbredt fænomen. Igennem 1990´erne blev det stille og roligt et fyord, bare at tænke på kørsel med alkohol i blodet. I dag tager mange en sodavand eller vælger at blive kørt hjem fra sammenkomster, hvor de har drukket alkohol. Kan vi gennem nogle års påvirkning få den samme trend på mobilbrugen, er vi kommet virkelig langt. Hvis vi udviklede en kultur, så brugerne blev flove og måske endda undskyldte, så er vi tæt på målet.

Så er det ikke uopmærksomhed med baggrund i mobilen, der giver buler i blikspanden. For det kommer vi ikke til livs. Så længe vi er mennesker der betjener maskiner, og hver især vurderer hvordan vi kan opføre os, vil der ske uheld. Men vi vil fjerne en stor del af risikoen.

God tirsdag og kom sikkert frem og hjem.

KLUMMESKRIBENTEN

Jan Lundsgaard, 59 år, bor i Ågård sammen med Hanne og hendes 3 teenagebørn. Lokalt er han engageret i Lokalrådet, Vandværket og grundejerforening.Motionsløber; ses ofte med pandelampe på veje og stier.Elsker at fortælle den gode historie fra hverdagen, eller sætte meninger til debat.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Krænkelser

Egtved Posten

Biblioteket åbner for selvbetjening

Egtved Posten

Fuld sommerferiefart i gokart

Annonce