Annonce
Egtved Posten

Klumme: Optimisme

Jan Lundsgaard. Klummeskribent på Egtved Posten. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Annonce

Ågård: Torsdag eftermiddag og regnen er lige begyndt. Efter adskillige uger med sommeragtigt vejr og enkelte småbyger, er det ikke let at tænke på efterår, kulde og mørke. Dagene er også blevet kortere, og naturens gang minder os om det forgængelige.

Jeg selv kæmper indimellem med at bevare det lyse syn. Som jobsøgende er det øv, hver gang der dumper et afslag på en ansøgning ind i mailboksen. Med hjernen ved jeg godt, at der er mange om buddet, og arbejdsgiveren selvfølgelig skal have den bedste til pladsen. Og der er mange, som byder sig til. Flere jobs har over hundrede ansøgere. Det højeste antal jeg er blevet mødt med, er 355 til ét job!

Men jeg hænger i. Vil have det skal lykkes, og forsøger at bevare optimismen. Den er vigtig, for uden et skær af håb og mulighed, er vi som mennesker tilbøjelige til at ”falde ned i dybet”. Jeg glæder mig over, at jeg – stort set – er sund og rask. Har en masse mennesker i mit netværk, som jeg være noget for. Og et hav af interesser udover et eventuelt job.


Men jeg hænger i. Vil have det skal lykkes, og forsøger at bevare optimismen. Den er vigtig, for uden et skær af håb og mulighed, er vi som mennesker tilbøjelige til at ”falde ned i dybet


Optimisme er der masser af her i Ågård og omegn. Jeg har lige været til fitness i Øsvn. Udendørs i disse tider, og fint så længe vejret er med os. Hallen står over for en ombygning, så hvad gør vi? Jo, den aktive bestyrelse i Fitness-afdelingen har lånt nogle lokaler i Gravens, som vi kan benytte. Er de optimale? Sikkert ikke, men tænk, hvilke nye muligheder vi får. Lad os se, hvad vi kan lave, og så glæde os til, at Hallen bliver færdig med ombygningen. Fitness-afdelingen har allerede efterlyst instruktører til det nye ”maskinrum”, som bliver et af de gode tilbud, som ombygningen fører med sig. Vi får muligheden for at dyrke maskintræning lige her hvor vi bor – fedt når man er til det.

Optimisme ser vi også i naturen. Uanset hvor meget asfalt og fliser vi lægger, kan selv små planter finde vej op i lyset. De lader sig ikke standse, men finder nye veje, så de kan fuldføre deres mission. Utroligt hvad et græsstrå kan præstere, når det bryder igennem et tykt lag asfalt. Jeg er lidt imponeret, selvom det kræver en ekstra indsats at holde fliserne pæne.

Det lyse syn er også dukket op i erhvervslivet. Vores alles ECM (her i Øster Starup sogn), søger arbejdskraft. I en tid hvor andre piber, vokser og udvikler vores lokale fyrtårn sig. Uddanner dygtige håndværkere og skaber grobund for en tro på fremtiden. Det samme har et byggefirma fra Bredsten. De har købt Møllegrunden i Ågård. Med tanke på at bygge boliger, har de valgt netop vores lokalområde. Og det vil helt sikkert lykkes for dem. For vi er optimister og vi bidrager gerne til, at vores lille del af Vejle kommune får fremdrift.

Det er der allerede i byens dagligvarebutik – Brugsen. Uddeler Mark har fejret et-års jubilæum, og han har formået at få flere kunder til at svinge Dankortet lidt mere. Vigtigt, at vi holder fast i, at det er første skridt til at få en endnu bedre Brugs, med renoverede lokaler og spændende varer på hylden. Nye tiltag som udendørs café, små lune retter og kaffe til er noget jeg kan se bliver benyttet.

Når nu mørket sænker sig henover efteråret, skal vi tænke på hvad vi kan bruge det til. Indendørs sysler som at læse en god bog, høre musik eller måske lave en ugentlig spilleaften i familien; ja alt er tænkeligt.

Jeg hænger i med mine gøremål og holder den positive pære tændt – trods bøvl og besvær. God tirsdag til jer alle.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Egtved Posten

En aften med dansk musik

Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Corona-aflysninger på stribe

Egtved Posten

Klumme: Feministisk heksejagt

Annonce