Almind, Vester Nebel, Ågård-Gravens, Viuf: Udsigten til, at gaspriserne vil komme til at stige voldsomt i den kommende tid, bragte torsdag aften folk af huse i et større landsbyområde omkring Almind, Vester Nebel, Ågård-Gravens og Viuf, hvor der på Ågård Efterskole var arrangeret informationsmøde om mulighederne for at etablere fjernvarme.
Oprindeligt havde omkring 500 deltagere meldt sig til mødet, men det vurderes, at der rent faktisk dukkede omkring 700 borgere op.
Arrangørerne var Trefor, Vejle Kommune og Kolding Kommune, og hensigten var blandt andet at gøre borgerne klogere på fordelene ved fjernvarme, men også at informere om fremtidsudsigterne. Det at etablere et fjernvarmenetværk er ikke noget, man bare gør fra den ene dag til den anden.
- Nu er det jo et ret stort område med fire byområder, der kan slå sig sammen om et projektområde, og der er sat ambitiøs tidshorisont fra Trefor, hvor de håber på at kunne begynde at grave i 2023 i den ene ende og så være færdige i løbet af 2024 med den sidste del af projektet. Og Trefor er jo en stor koncern, som har mange samarbejdspartenere, så det kan de helt sikkert løfte, siger Lars Schmidt (V), næstformand i klima-, natur- og miljøudvalget, Vejle Kommune.
Han deltog også ved gårsdagens informationsmøde, og han var imponeret over den store interesse for fjernvarme.
Lars Schmidt (V), næstformand i klima-, natur- og miljøudvalgetMen for overhovedet at kunne komme videre, skal cirka 50 procent afgive et bindende tilsagn om, at de gerne vil være med i projektet
Og han tilføjer:
- Men for overhovedet at kunne komme videre skal cirka 50 procent afgive et bindende tilsagn om, at de gerne vil være med i projektet, hvorefter de følgende processer skal sættes i gang. Og her har vi i byrådet aftalt, at korte den politiske beslutningsproces af med godkendelser af ansøgningerne, hvilket måske kan skære en tre til fire uger af sagsbehandlingstiden.
Passer perfekt
I det hele taget har det været planen fra Vejle Kommunes side at være målrettede omkring både miljøhensyn og fjernvarme. Allerede nu er der i hele kommunen sat gang i processerne omkring etablering af fjernvarme.
I en pressemeddelelse skriver de således:
- I Vejle Kommune er fjernvarme et højt prioriteret element i den klimaplan, som byrådet vedtog i december 2020. Derfor er Vejle Kommune sammen med fjernvarmeselskaberne i gang med at udarbejde en handleplan for udrulning af fjernvarme. Status på handleplanen blev præsenteret for Klima-, Miljø- og Naturudvalget på udvalgets seneste møde.
- Vi har sat nogle ambitiøse mål for klimaet i Vejle Kommune, og her spiller fjernvarme en væsentlig rolle for at nå den målsætning. Derfor har vi prioriteret tidligt at gå i tæt dialog med fjernvarmeselskaberne om at få lagt nogle realistiske planer for udrulning af fjernvarme. At der i den mellemliggende periode så også er udbrudt krig mellem Rusland og Ukraine med en energikrise til følge, skubber jo kun på borgernes interesse i og behov for at skifte deres nuværende naturgas eller oliefyr ud med fjernvarme. Så jeg glæder mig over, at vi allerede nu kan give de første borgere klar besked, siger Søren Peschardt, formand for klima-, natur- og miljøudvalget.