Annonce
Egtved Posten

Kom og bo hos os: Vandel åbnede byen og folk kom fra nær og fjern

Med glade balloner og masser af mennesker i gaden, kunne Vandelborgere i søndags vise byen frem i fællesskabets og nærhedens ånd, og måske det kunne friste nye børnefamilier til at flytte til Vandel en skønne dag. Foto: Christina M. Mosegaard
Godt og vel 300 mennesker begav sig på gader og stræder i Vandel i søndags til åben landsby-arrangement. Vandel-borgernes håb var, at nye børnefamilier ville opdage byens mange kvaliteter og kunne få lyst til at flytte dertil. Og måske der var bid.

Vandel: Balloner, flag og borgere med åbne arme kunne søndag byde alle interesserede velkommen til en solbeskinnet dag i Vandel.

Under titlen “Åben landsby i Vandel” havde borgerforening og udviklingsråd i samarbejde med en række foreninger, institutioner, skole og borgere vidt og bredt indbudt især nye børnefamilier til at kigge forbi og opleve byens mange herligheder. Håbet både var - og er, at kunne friste disse familier til at flytte til Vandel.

Dagen startede ud med taler. Blandt andet af Randi Hauge Larsen fra Vandel Borgerforening og Henning Nørbygaard fra Vandel Udviklingsråd. Begge talte blandt andet om byens mange værdier for alle der ønsker at bo her. Foto: Christina M. Mosegaard

Derfor var stort set alt åbent i byen. Man kunne kigge indenfor hos Vandel Skole, SFO’en og børnehaven, hvor man kunne møde både voksne og børn. Her kunne man også få sig en snak med byens tre dagplejemødre gennem mange år. Der var også mulighed for at hoppe på shuttlebusser i form af charmerende veteranbiler og på den måde danne sig et indtryk af, hvad Vandel er for en størrelse.

Annonce
"Vandel, jeg tror på jer. I har virkelig vist, at I vil udvikling, og I gør noget ved det. Og Vandel i udvikling, betyder også Firehøjeland i udvikling, og ja - hele Vejle Kommune i udvikling, lød det blandt andet fra Thyge Havgaard Bjerring (V), formand for Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati. Foto: Christina M. Mosegaard

Ved Vandel Efterskole var der gang i det rene ungdomsliv med beachvolley, og ved museet kunne man snuse historien til sig både ude og inde. Begav man sig på en lille vandretur fra idrætshallen ad den grønne aktivitetssti til brugsen, kunne man opdage en oase af grønne oplevelser der lagde op til både bevægelse og familiehygge. Ved brugs og frisørsalon var der gang i festligheder og gode sager til mave og gane. Her var mulighed for at hilse på og få sig en god snak med dem man mødte.

Velkommen i vores kvarter

I en af byens boligkvarterer, Mølleparken, var der i et grønt fællesområde disket op med hygge, spejderliv og information. Her kunne man blandt andet tage en snak med medlemmer af udviklingsrådet, der informerede om både Vandel by og om mulighederne for at erhverve sig en af de otte ledige byggegrunde i kvarteret - og meget mere til.

Glade balloner, flag, mennesker i gaden og dejligt solskin. Hvad kunne man næsten mere ønske sig i Vandel? Jo, lidt flere børnefamilier, måske. Men det gøres der også en stor indsats for. Foto: Christina M. Mosegaard

- Vi vil gerne lade alle vide, at vi i Vandel kan tilbyde et helt fantastisk sammenhold, tryghed og åbenhed, men faktisk også en rigtig god beliggenhed - tæt på naturen og med en halv million arbejdspladser inden for en times kørsel, lød det fra Henning Nørbygaard fra udviklingsrådet, der kort forinden havde talt med en indisk familie fra Vejle, som havde fået øjnene op for de gode muligheder i Vandel, og som absolut virkede interesserede. Ikke mindst på grund af de attraktive priser på byggegrunde og byens beliggenhed, men også virkede positivt overraskede over, hvor international og åben Vandel og Firehøjeområdet faktisk er.

Solskin og festlig stemning ved Frederikke's Frisør. Foto: Christina M. Mosegaard

Og han tilføjer:

- Og faktisk har vi i løbet af dagen erfaret, at der en otte til 10 internationale familier, som har vist interesse for Vandel, og det er jo da ret flot.

Ligeledes var der god interesse for Firehøjeskolen. Til skolen i Vandel fik de på dagen fire mundtlige tilkendegivelser om kommende nye elever og to til skolen i Nørup.

Annonce

Internationale kaffeborde

Art Vandel også er en international by, kunne man få sig en god fornemmelse af - ved tre forskellige kaffeborde rundt om i byen.

Her kunne man møde borgere fra både Tyskland, Island, England, Filippinerne, Thailand, Færøerne og Armenien, og der var kager fra endnu flere lande.

Her ses kvinder fra tre lande, nemlig England, Armenien og Færøerne. Tre steder i byen kunne man møde nogle af Vandels mange internationale borgere ved deres særlige kageborde med specialiteter fra forskellige lande. Foto: Christina M. Mosegaard

- Jeg holder rigtigt meget af at bo i Vandel. Her er enormt trygt og folk kommer hinanden ved, fortalte Petzy Innistovu, der oprindeligt er fra Færøerne. Hun har boet i Vandel siden 2016.

Efter snakke med flere medlemmer af udviklingsrådet, viser det sig, at Vandel og det såkaldte “Firehøjeland” rummer intet mindre end 43 forskellige nationaliteter. Og det forlyder, at det er noget, som mange borgere ser som en mangfoldig fordel.

Annonce

En god dag

Randi Hauge Larsen er en del af Vandel Borgerforening og hun er blandt primus motorerne bag Åben Landsby i Vandel. For hende var dagen både en succes og startskuddet til endnu flere Åben Landsby-dage i fremtiden.

- Det her var en rigtig god dag for byen. Hold da op, hvor har vi hygget os, for det har også været en dag, hvor vi alle i Vandel kunne komme ud af vores coronaskjul og møde hinanden. Det er helt klart noget der skal gentages til næste år, og næste år igen, fortæller Randi Hauge Larsen.

En Friesentorte fra Nordslesvig havde også fundet vej til Vandel. Foto: Christina M. Mosegaard

Hun glæder sig over, at dagen både kunne bruges til at tiltrække nye borgere og til at skabe sammenhold i byen, og samtidig værdsætter hun både de 70.000 kroner, som byen har modtaget i støtte fra Vejle Kommune til både at afholde Åben Landsby-dagen og til generelt at kunne arbejde for at øge bosætningen i Vandel.

Annonce

De kom fra vidt omkring

Ud af de godt og vel 300 mennesker, som i søndags begav sig på eventyr i Vandel, kom de besøgende fra byer som Egtved, Vorbasse, Vejle, Juelsminde, Bredsten, Billund, Grindsted, Gadbjerg, Hornsyld og Give.

Om denne Åben Landsby-dag giver pote i konkrete tilflytninger, vides endnu ikke. Men ifølge både borgerforening og udviklingsråd, tyder meget på, at interessen er blevet pirret hos mange. Og det er jo en god start.

Annonce
Annonce
Egtved Posten

Lokalpolitik som i vikingetiden

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Ellen har bageriet til salg

Egtved Posten

Klumme: Bagsiden af medaljen

Annonce