Nørup: Skulle trætheden melde sig ud på de små timer, kan gæsterne i Nørup Sognegård nu gå direkte fra festen og op på førstesalen, hvor der venter en blød opredt seng.
Endda en seng, som ellers normalt hører luksushoteller til.
I en pressemeddelelse har bestyrelsen bag Nørup Sognegård bebudet, at den sidste brik i en omfattende renovering af sognegården nu er faldet på plads, hvilket betyder, at en helt ny værelsesafdeling med plads til ni overnattende gæster, fordelt på fem værelser, kan tages i brug.
- Det har været muligt på grund af en meget stor pengegave fra en lokal virksomhedsejer, skriver bestyrelsen.
Tak til Leo og serviceteamet
Bestyrelsen forklarer videre, at ejeren af slagterivirksomheden DanePork i St. Lihme, Leo Grønvall, har doneret en stor sum, ligesom pengegaver fra de to seneste receptioner hos DanePork er blevet sendt videre til Nørup Sognegård. Sammenlagt har Leo Grønvall bidraget med omkring 500.000 kroner til Nørup Sognegård.
- Det er ganske enkelt fantastisk. Uden dette meget generøse bidrag var vi aldrig kommet i mål med projektet, lyder det fra formanden for Nørup Sognegård, Peter Bruun Hansen i pressemeddelelsen, og han fortsætter:
- Det er en drøm, der går i opfyldelse for os i bestyrelsen, at vi kan tilbyde en fantastisk ekstra service til vores gæster – nemlig en hel værelsesafdeling med toiletter, bad og tekøkken.
Peter Bruun Hansen, bestyrelsesformand, Nørup SognegårdDet er ganske enkelt fantastisk. Uden dette meget generøse bidrag var vi aldrig kommet i mål med projektet
Han sender samtidig en stor tak til sognegårdens såkaldte "serviceteam" - et hold bestående af frivillige med en håndværkermæssig baggrund. Serviceteamet har stået for en stor del af byggeprojektet.
Vigtigt at kunne bidrage
Også Leo Grønvall glæder sig over, at den flunkende nye værelsesafdeling på sognegårdens førstesal nu kan tages brug.
- Det er vigtigt for mig at bidrage til trivslen og sammenholdet i lokalsamfundet. Det er en gave, jeg har givet med hjertet. Jeg er jo født og opvokset herude. Jeg har gået i skole og drevet virksomhed her, og jeg har så mange gode minder herfra. Jeg vil gerne give lidt tilbage til lokalområdet, siger Leo Grønvall.
For mange beboere i området står sognegården som det lokale samlingspunkt – også for Leo Grønvall.
- Jeg husker jo rejsebiografen, skolefesterne og alle de andre festlige begivenheder, jeg har været med til i sognegården. Jeg glemmer aldrig mine forældres kobberbryllup. Under festen tog jeg turen op til førstesalen og ned igen med mad-elevatoren. Den tur kostede mig ganske vist lidt ryk i ørerne, fortæller Leo Grønvall.
Selvejende institution
Nørup Sognegård blev i 2020 overtaget fra Vejle Kommune og er nu omdannet til en selvejende institution. Siden er den blevet totalrenoveret - med blandt andet helt nyt køkken, nyrenoveret foyer, festsal og toiletter. Efter en hård tid med Coronanedlukning, går det igen fremad med udlejningen. Den nye værelsesafdeling er et ekstra tilbud, og der har allerede været stor interesse for overnatningsmuligheden.
- Udlejningen af de nye værelser er først og fremmest et tilbud til vores gæster, der lejer sognegården til festlige begivenheder. Mange står ofte i den situation, at de har inviteret gæster, der kommer langvejs fra, og dem kan vi nu tilbyde overnatning til en rimelig pris. Lokalerne lå tidligere mere eller mindre ubenyttede hen, og derfor er vi glade for, at vi nu kan bruge dem til gavn form vores gæster, konstaterer Peter Bruun Hansen, der i det private er sengeforhandler og derfor har haft mulighed for at sørge for, at sengene i sognegården hører til de ekstra gode af slagsen. Nemlig senge af mærket Hästens.
Nørup Sognegård
- Sognegården har i årtier været drevet af frivillige med først Egtved Kommune, senere Vejle Kommune som udlejer.
- Gennem mange år har sognegården dannet rammen om dåb, fødselsdage, bryllupper, sølvbryllupper, guldbryllupper, begravelser, fastelavnsfester, juletræsfester, skolefester, danseundervisning, teater og meget andet.
- I foråret 2020 blev Nørup Sognegård en selvejende institution efter at have været en del af Vejle Kommune gennem mange år.
- Udlejning til selskaber, møder, messer og lignende er indtægtsgrundlaget.
- Der er plads til op til 200 personer og stedet er i brug cirka 200 dage om året.
- Siden 2020 er der blevet etableret et helt nyt produktionskøkken. Der er nyrenoverede toiletter, ombygget foyer og istandsat festsal, ny værelsesafdeling med fire dobbeltværelser og et enkeltværelse.
- Klimaskærm renoveret – dvs. vinduer, døre, isolering med videre.
- I alt er Nørup Sognegård blevet renoveret for 2 millioner kroner, hvoraf de 350.000 kroner er gået til værelsesafdelingen - primært til materialeudgifter da arbejdskraften har været ved frivillig hjælp.