Annonce
Læserbrev

Midtjysk Motorvej er et forfejlet, aggressivt angreb på en bæredygtig fremtid

Annonce

Læserbrev: Efter at have overværet to offentlige høringer i Billund og Vingsted er det gået endnu mere op for mig, at Midtjysk Motorvej er en totalt kuldsejlet plan, der ikke kan opfylde sit oprindeligt tænkte formål: at aflaste E45.

VVM-redegørelsen undlader helt at undersøge og redegøre for det mest indlysende og mest oplagte alternativ (det skal VVM-redegørelser faktisk): nemlig at aflaste E45 på E45. Det er en meget alvorlig fejl, hvis samfundet skal bruge vores skattekroner mest hensigtsmæssigt.

Motorvejen kan heller ikke præstere en kneben positiv økonomi, selv om der anvendes kneb og snydetal for at sminke resultatet, og fordi de negative økonomiske konsekvenser langs hele linjen for de berørte beboere, naturområder, rekreative værdier og turisme ikke indregnes i VVM-redegørelsens økonomi. Penge ud af vinduet. Det er simpelt hen en halt hest, man forsøger at prakke samfundet på!

Midtjysk Motorvej ikke kan ikke få sin egen beregnede økonomi til næsten at gå i plus uden at vildlede, endsige bedrage befolkning (og politikere?). I rapportens ekstremt korte, men uhyre vigtige økonomibeskrivelse på VVM-rapportens sidste få sider fremgår det, at "det indvirker positivt på motorvejens økonomi", at flere trafikanter skal udlede endnu mere CO2, selv om landet som sådan vel ikke tjener en krone på, at de gør det.

Decideret snyd må det kaldes, at man putter ikkeeksisterende luftpenge ind i på plussiden i regnskabet, idet man tillægger det en milliardværdi, at flere hurtigere trafikanter sparer nogle få minutter på pendling og privatkørsel. Disse penge eksister kun i VVM-regnskabet, ikke i hverken statskasse eller i skatteborgerlommer.

Regnskabet udelader bekvemt helt at opgøre og indregne negative økonomiske effekter i form af milliontab for lodsejere på nærliggende ejendomme i og især uden for den ca. 80 km lange støjcigar fra Haderslev til Give og udelader negative effekter i form af samme lodsejeres årelange usikkerhed, bekymringer, stavnsbindinger, støjgener og landskabsforringelser.

Man indregner heller ikke den negative effekt for naboer og vilde dyr, at man får opført et 80, senere 180 kilometer langt hegn a la det 70 kilometer lange vildsvinehegn, "Svinevirke" langs den dansk-tyske grænse. Motorvejen adskiller med sin nye spærring værdifulde sammenhængende Natura 2000 naturområder. Motorvejslinjeføringerne støjbelaster Vejle og Billunds eneste udlagte stilleområde. Det værdisættes ikke.

Og det meget store folketingsflertals plan om at nedbringe Danmarks CO2-udledning med 70 procent inden 2030 er fuldstændig negligeret og modarbejdes direkte med planerne for en ny Midtjysk Motorvej.

Det er ikke småpenge, samfundet kan spare ved at skrotte alle parallelle linjeføringer vest for E45 og løse trængselsproblemerne på E45 E45. Linjen fra Haderslev til Give koster i anlæg mellem 6.7 og 7,8 milliarder. Det er en del mere end spidsen af en jetjager. Det kan Danmark købe mellem 7 og 10 nye F35 jagerfly for. For 7,5 milliarder kroner, 7.500.000.000 skattebetalte danske kr., kan vi ansætte en uddannet børnehavepædagog med en årsløn på 336.000 kr. i 22.321 år.

Det er fornuftigt at sikre fremkommelighed for erhvervslivet og transportmuligheder for alle i Danmark. Det gøres ikke bedst og billigst ved at bygge nye unødvendige motorvejslinjeføringer. Det gøres bedst og billigst og med færrest gener for befolkning på land og i by ved at løse trængselsproblemerne på E45 på E45, hvor daglig trængsel optræder hyppigst, f.eks. omkring Vejlefjordbroen og ved på belastede større veje at udbygge til 1+2 kørebaner som på motortrafikvejen mellem Bredsten og Vandel. Vejdirektoratet er i øvrigt i gang med at forberede udvidelser på E45, og det kommer vi skatteborgere nok under alle omstændigheder til at betale for. Men kun det, tak.

To tal til sidst til at tænke over:

Dagligt antal køretøjer på Vejlefjordbroen ifølge vejdirektoratets tal: 87.000 køretøjer

Aflastning af daglig trafik på Vejlefjordbroen ifølge VVM-redegørelsens prognose: Mellem 3.100 og 5.000 køretøjer.

Ingenting. En ny midtjysk Hærvejsmotorvej løser ikke problemer. Den skaber problemer. Skrot den. Glem den.

Peer Høgsberg, naturvejleder. Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Sig selv fra

Egtved Posten

Klumme: Det lokale sammenhold

Egtved Posten

Klumme: Optimisme

Egtved Posten

Høstfest med Kandis i Jordrup

Annonce