Egtved: Ak, ja… Vi ved det jo alle. Coronakrisen hænger stadig over os, og det må vi jo nok acceptere i en rum tid endnu.
Fra det seneste pressemøde i Statsministeriet 13. januar, er vi blevet informeret om, at blandt andet alle udvalgsvarebutikker fortsat skal holdes lukkede, ligesom indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer. Det gælder også for liberale serviceerhverv, som for eksempel frisører, massører, tatovører og køreskoler. Nedlukningerne gælder frem til 7. februar.
Restauranter må fortsat sælge takeaway, og butikker, der udleverer pakker, må fortsat gerne udlevere forudbestilte og forudbetalte pakker ved e-handel. Der vil i hele perioden fortsat være åbent i dagligvarebutikker/supermarkeder, apoteker og butikker med medicinsk udstyr.
Og hvad der så sker efter 7. februar, ja, det vil kun tiden vise. Men i mellemtiden handler det om at navigere sig så godt igennem, som overhovedet muligt.
Avisen har sat sig for at finde ud af, hvilke strategier for overlevelse Egtveds butikker har lagt i denne nye virkelighed. Hvad foretager de sig bag de lukkede døre, og hvordan er stemningen - både hos de der kan bevare handlen og hos de, som ikke kan.
På en telefonisk rundtur kunne de berette følgende:
Atelier Egtved (Egtved Skiltedesign)
Hos Atelier Egtved er butikken lukket. Der er dog stadig mulighed, via digital kommunikation at kunne bestille fremkaldelse af fotos, eller bestille fotos trykt i stort format. Herefter kan de hentes i et skur ved butikken eller blive lagt i bilen efter aftale. Man kan altid kontakte indehaver Henning Jæger via e-mail eller telefon, hvis man skulle have behov for det.
Henning Jæger er dog ved godt mod, for ud over butikken, driver han Egtved Skiltedesign, og her har han haft travlt, som nærmest aldrig før.
- Jeg har monstertravlt for tiden, især med reklamer til for eksempel håndværkerbiler. Så jeg klarer mig faktisk rigtigt godt, lyder det fra foto- og skilteeksperten, der dog i samme åndedrag tilføjer:
- Men jeg er ked af det på de små butikkers vegne. Det er forfærdeligt det her, især hvis man ikke har andre kanaler at sælge fra end butikken.
Sportigan Egtved og Din SKo Butik
Butikken er lukket, men inde bag dørene summer det af liv det meste af dagen, hvor der især bliver pakket og gjort varer klar til levering eller udlevering til både privatkunderne og til erhvervskunder.
På hjemmesiden sportiganegtved.dk og på bybiltrup.dk, kan kunderne bestille varer fra butikken og fra deres lager.
- Vi oplever, at rigtigt mange lokale støtter op om vores butik og bestiller deres varer hos os, og det er vi virkelig glade for. Og samtidig vil vi også gerne være der for kunderne, selvom det så må være på en anden måde, siger indehaver Brit Biltrup. Hun fortæller samtidig, at mange kunder kontakter dem via Facebook eller via egtved@sportigan.dk, og at det fungerer rigtigt godt.
Ud af butikkens blå bagdør er der hver dag åben for afhentning af bestilte varer mellem klokken 9.30 og 13, hvorefter man betaler via MobilePay eller via butikkens hjemmeside.
Egtved Møbler
Her holder de helt lukket ned, og har ingen salg via hjemmeside eller lignende. Dog leverer de møbler kunderne, hvis de er blevet bestilt tidligere.
Røde Kors Butik
Butikken er lukket, men man kan alligevel godt købe hos dem, enten ved at ringe eller skrive til dem om varer, som man ser i butiksvinduerne eller på Facebook. Betaling via MobilePay eller kontant.'
Uden for butikken står en reol med bøger og spil, som man kan købe fra. Her kan betales via MobilePay. Det er ligeledes muligt at stille varer i skuret, hvis der er noget man gerne vil give til butikken.
- Vi har simpelthen så travlt lige nu med at stille varer frem i vores vinduer. Det er blevet enormt populært at kigge der og så bestille dem, så det går egentligt ret godt for os lige nu, også selvom vi må holde butikken lukket, forklarer Gitte Meng, der er er leder i butikken.
Senge-Universet
Hos Senge-Universet er der både lukket for butikken og der er lukket for alle former for salg. Men der arbejdes i kulisserne med at klargøre til, når det hele kan åbnes op igen.
- Vi holder modet oppe, og har bestemt os for, at det ikke nytter noget at hænge med hovedet. I stedet ser vi fremad, og faktisk er vi ved at have bygget et ret stort lager op med nye senge, som vi er meget klar til at sælge, når vi igen må det, siger Jan Johansen, der er medindehaver af Senge-Universet.
Boutique Dorthe
Butikken er lukket, men man kan hente bestilte varer i døren, også kaldet Click & Collect, hvor man kan bestille via telefon, e-mail, hjemmeside eller Facebook og Instagram. Butikken bruger masser af krudt på at give kunderne et stort udvalg af tilbud og inspiration.
Onsdag aften vil der for første gang være live-salg via Facebook. Betaling for varerne sker via MobilePay eller hjemmesiden.
Butik-112
Butikken er lukket, men man kan bestille varer via hjemmesiden.
Carina & Conrad
Butikken er lukket, men udsalgsvarer er sat i vinduerne og så kan man bestille dem via mobil eller Messenger. De vil være i butikken hver dag klokken 11-14, eller efter aftale, hvor der blandt andet kan udleveres varer ud af døren. Carina & Conrad er også aktiv med blandt andet videoer og en online take-away-shopping torsdag aften. Bestillinger kan ske via MobilePay eller bankoverførsel.
Butik Baggården
Butikken er lukket. Indehaver Brian Larsen bruger tiden på at sortere og rydde op i sagerne. Skulle man have behov - måske have set nogle varer i vinduerne, så er man velkommen til at ringe. Herefter vil varerne efter aftale kunne afhentes ved butikken og man betaler via MobilePay.
Følgende holder derudover åbent, som vanligt:
ABC-Lavpris, SuperBrugsen, Egtved Apotek, Nyt Syn, Stines Bolsjer, Røgeriet, Egtved Slagtehus, Egtved Blomster, Egtved Bageri og Circle K.
Hos byens spisesteder kan man ikke komme ind og spise, men der er mulighed for take-away.
For øvrigt beretter de hos Egtved Slagtehus, at det går forrygende, og det samme er tilfældet hos apoteket, hvor de oplever stor loyalitet fra kunderne på Egtved-egnen. Hos Røgeriet Egtved har de endda udvidet åbningstiderne, og holder nu åbent alle hverdage og lørdag. De savner dog hyggesnakkene med kunderne, som i denne tid, af hensyn til corona-regler, er hurtigt inde og ude af butikken. De, ligesom mange andre, glæder sig til tiden engang tillader det igen.