Annonce
Egtved Posten

Pippi Langstrømpe og Paw nyder livet på Hejlskov

Frække og kærlige - dét er de helt bestemt. Og så elsker de at få en blomme at gumle på. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Kække og kærlige shetlandsponyer har hen over sommeren bragt glæde og nærvær til Plejecenter Hejlskovs beboere.
Annonce

Egtved: På de grønne arealer, der er mellem husene ved Hejlskov Plejecenter, er der etableret tre indhegninger. Her huserer i denne tid de to frække og kærlige shetlandsponyer, Pippi Langstrømpe og Paw. Førstnævnte er en hoppe og den anden en vallak. Et umage par, der helt tydeligt viser stor interesse for alle de mennesker, de kan komme i nærheden af. Endnu tydeligere er det, at de især går lige i hjertet på de af beboerne på stedet, som lider af demens. Der skabes en forbindelse, som er svær at sætte ord på, men som kan mærkes. Hestene er hensynsfulde og kontaktskabende.

Hilde Garden (tv.) og Erna Kristensen nyder at hygge med shetlandsponyerne Pippi Langstrømpe (den sorte) og Paw. Det giver livet et ekstra krydderi. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Annonce

Et ekstra krydderi på dagen

De to søde ældre kvinder, Erna Kristensen og Hilde Garden, er beboere på Plejecenter Hejlskov. De har taget overtøjet på og er kommet udenfor. Udover alt det gode, der er ved en mundfuld frisk luft og bevæge sig lidt, er det et ekstra krydderi på dagen at kunne mærke hestenes bløde muler, lade fingrene glide over pelsen og ikke mindst fodre dem med en gulerod eller to.

Især Erna Kristensen viser stor glæde ved samværet med Pippi Langstrømpe og Paw. Der bliver krammet til den store guldmedalje, og der bliver sendt et hav af luftkys.

- Jamen, de er jo så søde, siger Erna Kristensen, der fortæller, at der var heste på gården, hvor hun engang boede.

Man kan se på hende, at hun virker til at være meget fortrolig med, hvordan man håndterer en hest ved den måde, hun holder grimen på, og ved den måde hun trækker Pippi Langstrømpe hen over græsset. Samtidig ser hun stolt ud over at udføre denne vigtige opgave og retter ryggen. Og så er der masser af glæde og glimt i hendes øjne.

Hilde Garden kommer oprindeligt fra Tyskland, men har boet i Danmark gennem mange, mange år. Også hun har haft et liv, hvor heste har været en del af hverdagen. Faktisk lyder det som om, de har fyldt meget. Hilde Garden har en mere stilfærdig tilgang til hestene. Men smilet er der, og der bliver rakt ud for at kærtegne.

Annonce

Et frisk initiativ

Det er forhenværende leder af Plejecenter Hejlskov Anna Marie Dahl, der står bag initiativet med hestene på plejecentret. Og hestene er nogle, som hun selv og hendes mand ejer. Henover sommeren har det ikke blot været Pippi Langstrømpe og Paw, der har været gæstelogerende, men flere par shetlandsponyer, også tilhørende Anne Marie Dahl, har på skift været der.

- Anna Marie Dahl er altid fyldt med gode idéer og initiativer, og hun kommer løbende med forslag til ting der kan gøres, fortæller Vivi Madsen, der gennem flere år har været plejehjemsassistent på Plejecenter Hejlskov og kender hende som både forhenværende leder og nu som frivillig ven af stedet.

Vivi Madsen lægger tydelig mærke til, at Anna Marie Dahls initiativ bringer glæde til de ældre.

- Der har også været en fast beboer, som havde ansvaret for fodringen, selvfølgelig med hjælp fra os. Men det er jo altid godt at kunne få lov til at have ansvar for nogle opgaver, konstaterer hun.

Annonce

Forkælede udbryderkonger

- Ponyerne bliver tit fodret med for eksempel gulerødder, blommer og æbler - dem er de helt vilde med. De nærmest smasker, når de spiser dem, og blommestenene er de eksperter i at spytte ud, forklarer plejecentrets pedel, Peter Rasmussen.

Han har lige måtte hjælpe med at indfange Pippi Langstrømpe og Paw, der var meget hurtige til at smutte ud af deres indhegning, efter at have haft en hyggelig stund med Erna Kristensen og Hilde Garden. Rundt om alle arealerne ved plejecentrets huse er der også hegnet af, så helt væk kan de to frække ponyer ikke løbe, hvilket de ganske sikkert heller ikke har interesse i, for de har det vist som blommen i et æg her hos de ældre og alle de mennesker, der omgiver dem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Krænkelser

Egtved Posten

Biblioteket åbner for selvbetjening

Egtved Posten

Fuld sommerferiefart i gokart

Annonce