Egtved: Mandag 2. maj om eftermiddagen brændte det igen i naturen på Egtvedegnen. Denne gang var det ved Skansevej i nærheden af Bølling.
Anmeldelsen kom klokken 13.57, og da lød meldingen på, at der var brand i et areal på omkring 10 kvadratmeter, men da Vejle Brandvæsen nåede frem, var arealet femdoblet.
- Det er bekymrende, at det sker så ofte, og vi er nødt til at have en hypotese om, at måske er der nogen, der sætter ild på. Derfor har vi også brandteknikere til at undersøge stederne nu, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross tirsdag formiddag.
Politiet strammer indsatsen
Dét arbejde er samlet i efterforskningscentret, hvor leder Jens Lyng Michelsen, der er leder af efterforskningscenter Midt i Vejle, siger:
- Det har vores opmærksomhed, fordi det er sket så mange gange. Vi kigger på alle hændelser i år efter vinteren. Vi har forskellige brandefterforskere og brandhunde ude for at finde spor af flygtige brandvæsker. Der er en risiko for, at de kan være påsatte, altså det vi kalder "forsætslig brand". Men det kan jo også være "uheld", for eksempel hvis nogen smider et cigaretskod ud af bilvinduet. Der er meget tørt ude i naturen nu efter en længere periode uden regn.
Jens Lyng Michelsen, fungerende vicepolitiiinspektør fra Efterforskningscenter Midt i VejleDer er en risiko for, at de kan være påsatte, altså det vi kalder "forsætslig brand". Men det kan jo også være "uheld", for eksempel hvis nogen smider et cigaretskod ud af bilvinduet. Der er meget tørt ude i naturen nu efter en længere periode uden regn.
Efterforskningschefen tør ikke sætte antal på, hvor mange brande der har været, fordi der tidligere var nogle brande, hvor politi og brandvæsen aftalte, at det kun var brandvæsenet, der kørte ud. Der er derfor et mørketal.
- Men det er mange, ellers ville vi jo ikke tale om det, konstaterer Jens Lyng Michelsen.
Tæt på 20 brande på to måneder
Vejle Amts Folkeblad kunne 31. marts fortælle, at der havde været 15 brande i Egtvedområdet. Allerede dagen efter skrev avisen om brand nummer 16. Onsdag den 20. april var der brand ved Vorkvej, og fredag den 22. april brændte et større område på 100 gange 50 meter, altså omkring 5000 kvadratmeter ved Tørskindvej. I fredags sagde vagtchef Mads Flansmose:
– Vi ser med stor alvor på det. Vi søger vidner og vil gerne vide det, hvis nogen har set noget i forbindelse med branden.
Jens Lyng Michelsen tilføjer:
- Heldigvis har brandene endnu ikke været i nærheden af boliger eller mennesker.