Vester Nebel: - Vi er lidt i tvivl, om vi vil anke den til landsretten, for vi synes ikke, vi har gjort noget forkert. Men indtil videre tager vi det her til efterretning.
Ordene kommer fra den 55-årige søster i sagen. Hun ønsker ikke at stå frem ved navn, men vil gerne udtale sig til Jydske Vestkysten.
Avisen talte med kvinden kort tid efter, at hun fik besked om dommen fra sin 59-årige storebror. Den lyder, at de nu er fundet skyldige i at have overtrådt planloven og skal betale en bøde på 2500 kroner - hver.
Søskendeparret blev trukket i retten, fordi de ikke har efterkommet Kolding Kommunes påbud om at have fjernet en række genstande - herunder vogne, anhængere, containere og landbrugsmaskiner - der står placeret udenfor på grunden ved en landejendom på Koldingvej tæt ved Vester Nebel, der hører under postnummer 6040 Egtved, inden 1. marts 2017.
Oveni bødestraffen kommer også sagsomkostninger og et krav om at få tingene fjernet inden 1. september 2022. Hvis ikke det sker, skal søskendeparret betale tvangsbøder på 1000 kroner om ugen, indtil tingene er væk.
Have eller gårdsplads?
Selvom søsteren har overskud til et par grin under interviewet, så erkender hun, at hun er en smule irriteret over sagen. For ligesom det kom frem under retssagen, så forklarede hun, at de har bare gjort, som deres familie altid har gjort i de omkring 90 år, familien har haft ejendommen, mener hun.
- Vi har altid brugt det som en oplagringsplads. Vi har altid boet i byen tæt ved, og vi syntes, vores ting stod pænere bag maskinhuset, så ingen kunne se det ude fra offentlig vej, siger søsteren.
Netop begrebet "maskinhus" er vigtigt i forklaringen hos søsteren og hendes bror. De mener nemlig, at græsområdet, der er fyldt med ting, som i naboernes optik tenderer rod og ophug, er en gårdsplads.
De mener altså ikke, det er en have, som Kolding Kommune - ifølge søsteren - mener. Og derfor mener de, der bør være plads til nogle andre ting - eksempelvis gamle maskiner og byggematerialer.
Siden retsmødet har JydskeVestkysten talt med to naboer, som føler sig generet af de mange maskiner og byggematerialer, der står udenfor på adressen. Begge håbede de, at der nu vil blive ryddet op.
Savner retningslinjer
Og faktum er da også, at søskendeparret atter står med et påbud om at få fjernet de genstande, som Kolding Kommune mener er ulovlige. Men hvilke ting må blive stående, og hvor mange må blive stående, spørger søsteren.
- Jeg synes, vi mangler at få at vide, hvad vi egentlig må have stående. For vi har ryddet op, som vi syntes, det skulle være, men det var så ikke tilfredsstillende, og så er det jo altså ikke nemt længere, siger søsteren og fortsætter:
- Må vi have brænde stående? Og må man have landbrugsmaskiner stående på en landejendom? Sådan nogle ting vil vi gerne have konkrete svar på, for indtil nu har vi skullet gætte os til, hvad vi må have stående. Og jeg tror da, at en masse andre også kan komme i klemme med de ting, de har stående, siger hun.
Jeg synes, vi mangler at få at vide, hvad vi egentlig må have stående. For vi har ryddet op, som vi syntes, det skulle være, men det var så ikke tilfredsstillende, og så er det jo altså ikke nemt længere.