Annonce
Egtved Posten

Udvalgsformand: Kommunen kan ikke undvære lokalråd

Thyge Havgaard Bjerring kunne ikke forestille sig en veldrevet storkommune uden lokalrådene som samarbejdspartnere. Foto: Mette Mørk
Thyge Havgaard Bjerring, formand for Vejle Byråds udvalg for lokalsamfund og nærdemokrati, er imponeret af det arbejde, som foregår i lokalområderne.
Annonce

Mejsling/Vejle: Der stod en bestemt post på ønskesedlen, da Thyge Havgaard Bjerring (V), Mejsling, trådte ind i Vejle Byråd 1. januar 2018. Det var at blive medlem af udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati.

Det blev han, og i juli afløste han Gerda Haastrup Jørgensen på formandsposten, da hun blev formand for teknisk udvalg.

- Vi skal som politisk udvalg støtte de gode ideer, uanset om de kommer fra Nørup, Gadbjerg eller Vejle. Geografien skal ikke afgøre det, siger han om det ni medlemmer store udvalgs opgave.

Lokalrådene er forskellige. Sådan skal det være. Der findes ikke en rigtigt eller forkert måde at gribe arbejdet an på.

Thyge Havgaard Bjerring (V), formand for Vejle Byråds udvalg for lokalsamfund og nærdemokrati

Annonce

Vigtigt bindeled

Udvalgsformanden kunne ikke forestille sig en veldrevet storkommune uden lokalrådene som samarbejdspartnere.

Rådene er bindeled mellem lokalsamfund og politikerne. Derfor skal de have en god betjening af forvaltning og politikere. Det gælder uanset, om de kommer med en professionel beskrivelse af et projekt, som der er ønske om i lokalområdet, eller om de præsenterer nogle tanker, som de skal have rådgivning til at få udviklet.

Udvalget og de to projektmedarbejdere, der er tilknyttet udvalget, kan støtte med vejledning og penge. Men initiativet skal komme fra borgerne.

- Når beboerne selv har stynet træer, som de for eksempel har gjort i Randbøldal, får de et andet forhold til det, end hvis kommunen har udført arbejdet, siger udvalgsformanden.

Annonce

Afstemme forventnnger

Han har erfaret, at det er vigtigt at få afstemt forventningerne. Som politiker er det nemt at blive begejstret, når man møder engagerede borgere med gode ideer.

- Vi skal blive bedre til at fortælle, at ting tager tid, og at der måske ikke er penge på det kommunale budget til store projekter lige med det samme, siger han med henvisning til, at der på det kommunale budget for 2020 ikke blev fundet penge til et besøgscenter ved Egtvedpigens Grav eller en Fischers Plads i Brejning.

Men lokalrådene og borgerne skal ikke give op. De skal arbejde videre med projekterne, opfordrer Thyge Havgaard Bjerring.

Thyge Havgaard Bjerring, formand

Thyge Havgaard Bjerring (V), 49 år, er formand for udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati.

Han afløste Gerda Haastrup Jørgensen (V) på posten 1. juli, da hun blev formand for teknisk udvalg.

Har siden 2005 boet med kone og børn i den gamle Mejsling Skole.

Første periode som medlem af Vejle Byråd.

Opvokset i Randbøldal.

Uddannelse: Vejle Handelsskole og derefter elevplads hos Jydsk Telefon i Vejle.

Arbejder med it-løsninger hos NetDesign, under TDC. Servicerer 20 kommuner og tre universiteter.

Foreningsmand - aktiv inden for fodbold, håndbold, Ødsted-Jerlev Venstrevælgerforening og senest medlem af Jerlev Lokalhistoriske Forening.

Andre poster: Formand for Rosborg Gymnasium & HF's bestyrelse. Formand for Vejle Kommunale Ungdomsskole.

Annonce

Den store idé

Udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati har et årligt budget på otte millioner kroner. De 33 lokalråd kan søge om at få del i halvdelen af pengene. 400.000 kroner er den maksimale bevilling til et enkeltstående projekt som medfinansiering.

Hvert andet år kårer udvalget "Den Store Idé", som lokalrådene kan byde ind med. Sidst blev Grundet Lokalråd belønnet med 500.000 kroner for ideen om at forvandle grønne plæner til spændende natur. Brejning fik en andenplads for sin idé om skulpturen Den Store Brille, mens Give Udviklingsråd fik et økonomisk skulderklap for forslaget om et ungdomshus.

Fokus på autocamperturisme

32 aktive lokalråd i Vejle Kommune + Nørup, som p.t. ligger stille.

Udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati har ansvar for samarbejdet med lokalrådene.

Alle lokalråd får tilskud til de faste udgifter ved for eksempel møder, dialog og formidling.

Lokalråd og aktive borgere kan søge udvalgets puljer om medfinansiering af lokale projekter. Projekter støttes med op til 400.000 kroner.

Der bliver holdt et årsmøde for lokalråd og politikere. Samt flere aftenmøder i løbet af året, hvor politikere mødes med en gruppe af lokalråd.

Der arbejdes lige nu med projekter, der fremmer turisme i lokalområderne med særlig fokus på autocamperturisme.

I udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati sidder: Formand Thyge Havgaard Bjerring (V), næstformand Svend Erik Nielsen (DF), Gerda Haastrup Jørgensen (V), Anja Daugaard (LA), Hans Hoffensetz (V), Johnny Beck (S), Søren Peschardt (S), Allan Pedersen (SF) og Arne Poulstrup (S).

Annonce

Lejeboliger på landet

Lokalrådene har åbnet politikernes øjne for, at der er behov for lejeboliger i landsbyerne. Udvalget vil gerne indgå samarbejde med almennyttige boligforeninger om boligbyggeri i Vonge, Thyregod, Givskud og Ødsted, hvor lokalrådene var længst fremme med tankerne.

- Det skal være seniorvenlige boliger, men de skal kunne bruges af alle, siger Thyge Havgaard Bjerring, som ser frem til i 2020 at afholde konferencen "Bosætning på landet".

Udvalgsformanden er i det hele taget imponeret af det store frivillige arbejde, som foregår i lokalområderne. Det gælder lige fra at holde grønne områder pæne til at få tilflyttere til at føle sig velkomne.

-

Gennem de seneste uger har vi her i ugeavisen fortalt om lokalrådenes arbejde her i området. 27. december udkommer Vejle Amts Folkeblad med et stort tillæg, hvor 32 lokalrådsformænd fra hele kommunen fortæller om deres arbejde og vsioner.

Annonce
Annonce
Egtved Posten

Er der nogen som kan hjælpe

Annonce
Annonce
Egtved Posten

Er der nogen som kan hjælpe

Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Blomster fra en glad dreng

Egtved Posten

Klumme: Krænkelser

Egtved Posten

Biblioteket åbner for selvbetjening

Annonce