Fredericia: Livet handler ikke altid om, hvad man kan gøre for sig selv. Man kan også spørge, hvad man kan gøre for andre.
Det gjorde Henny Jensen, da hun fandt på idéen til at lave en malebog for børn, der skulle danne grundlag for en indsamling til Danske Hospitalsklovne. Tegningerne stod hun selv for, mens den lokale virksomhed PR Offset støttede op om projektet ved at trykke 500 eksemplarer.
Da vi skrev om indsamlingen i juni, var den på 13.950 kroner. I dag - godt et halvt år efter - er målet om de 25.000 kroner rykket nærmere. Beløbet er nu på 17.450 kroner.
- Efter artiklen blev bragt, steg salget med flere tusinde kroner. Desværre er indsamlingen gået lidt i stå i de sidste par måneder, forklarer Henny Jensen, da ElboBladet ringer for at følge op på indsamlingen.
Gør noget godt i livet
I artiklen fortalte Henny Jensen også om livets op- og nedture, hvor hun har oplevet, hvordan hospitalsklovnene har været med til at gøre en forskel.
- Der var en del, der blev rørt over min ærlige fortælling. Livet er ikke altid et glansbillede, og det overraskede mig lidt, at nogle folk holder kortene så tæt på kroppen, imens de føler sig ensomme med deres problemer, siger Henny Jensen.
Henny JensenJeg oplever, at det giver en god energi, når man gør noget godt for andre, og at den kommer tilbage til én selv.
Hun har haft personlige snakke med venner og bekendte om betydningen af at gøre noget godt for andre.
- Jeg oplever, at det giver en god energi, når man gør noget godt for andre, og at den kommer tilbage til én selv, siger hun.
I øjeblikket barsler hun med et nyt projekt, som hedder "Den kreative oase".
- Det er et projekt, jeg håber på at kunne lave i samarbejde med kommunen, hvis den er interesseret. Det er tiltænkt eksempelvis stress-sygemeldte eller unge mennesker, der har det svært i uddannelsessystemet og ønsker en mere kreativ tilgang til livet, oplyser Henny Jensen.
Du kan læse mere om indsamlingen på Danske Hospitalsklovnes hjemmeside, hvor du også kan se, hvordan du støtter den.