Annonce
Elbobladet

(Ikke længere) bag disken: Skomageren har sålet sin sidste sko

Irene Thomsen, som mange kender som Byens Skomager i Købmagergade, har fået uhelbredelig kræft og har måtte opgive sin butik efter 35 år. Men hun kaster ikke håndklædet i ringen. Foto: Peter Friis Autzen
Uhelbredelig lungekræft har tvunget Irene Thomsen til at opgive sit skomagerværksted i Købmagergade. Det - og et par andre dramatiske kampe for livet - fortæller hun om her.

Fredericia: I 35 år har Irene Thomsen repareret sko. I Købmagergade har hun passet sit værksted og sin butik, hvor kunderne har fået en god blanding af klar tale og færdigt arbejde.

Men for nylig måtte hun give op - noget, der ellers ikke ligger til den viljestærke 66-årige kvinde. Hun har fået uhelbredelig lungekræft og har ikke længere energi til at stå i butikken. Så den er solgt til kollegaerne hos W.M.P. Sko på Fabriksvej.

Nu er hun hjemme for at samle kræfter og kæmpe mod sygdommen, som hun forventer at danse med i lang tid.

- Jeg har ikke tid til at dø, siger hun med en stemme, der ikke har mistet styrken.

Irene har tabt sig, men ligner ellers sig selv.


Han var forbrændt over hele kroppen, så huden hang. Han stod blødende på en dørmåtte.

Irene Thomsen


- Da jeg fik diagnosen, lod jeg min datter klippe mit hår. Jeg ville ikke have, at det faldt af i totter, når først vi gik i gang med stråler og kemo, siger hun og læner sig tilbage i sofaen i stuen hjemme i Smidstrup.

Frisuren var ikke det eneste, der hurtigt blev gjort noget ved.

- John og jeg havde egentlig aftalt, at vi ikke skulle giftes - for vi har begge været gift to gange før. Men da vi fik diagnosen, fik vi hurtigt tilkaldt en viceborgmester, og så blev vi viet på sygehuset, siger Irene og smiler. Det er godt at høre sammen med John.

Annonce

Fars fodsåler

Kræften er ikke første gang, Irene må kæmpe for livet.

- Da jeg var omkring fem år, var der brand i vores hus, fortæller hun.

Hun havde hørt ildens buldren og vidste instinktivt, at hun var nødt til selv at tage affære.

Irene og en søster slap ud gennem et vindue og søgte tilflugt hos en nabo, hvor også hendes mor var. Først efter nogen tid dukkede hendes far op.

- Han var forbrændt over hele kroppen, så huden hang. Han stod blødende på en dørmåtte og forklarede, at en nabo om lidt ville køre ham på sygehuset, men at han lige skulle have en smøg først.

Irenes mor måtte tænde og holde cigaretten for den stærkt forbrændte mand. Da han kort efter vendte sig og gik, sad hans fodsåler fast i måtten. Da han løftede fødderne, blev huden siddende tilbage. Først derefter knækkede Irenes mor sammen. Og Irene måtte i årevis kæmpe for at slippe af med de værste minder fra den oplevelse.

Annonce

Kajak-ulykken

Så sent som i sommer var Irene ude i endnu en kamp for livet.

- Vi var på kajak-ferie og sejlede på Skjern å. Vi kom rundt om et hjørne, hvor åen er gravet ud som kanal med høje, stejle bredder. Pludselig ligger et væltet træ tværs over åen. Jeg når lige at råbe til John, at han skal holde til højre for at slippe udenom træet, siger hun.

Irene når ikke udenom. Strømmen er så stærk, at hendes kajak bliver presset hårdt op mod træet og nærmest suget ned under stammen.

Irene Thomsen og hendes mand bor i Smidstrup, hvor hun forsøger at komme til kræfter og få energi til at leve trods den uhelbredelige kræft. Foto: Peter Friis Autzen

I halvanden time og med trykkede ribben må hun kæmpe i det kolde vand for ikke at blive trukket ned og drukne. Til sidst lykkes det hende at kravle gennem trækronen og ud på den anden side, hvorefter John kan hjælpe hende i land. Udmattet og med masser af vand i lungerne.

Efterfølgende får hun en lungebetændelses-lignende tilstand. På sygehuset opdager lægerne, at der også er noget andet galt med Irenes lunger. Det ligner kræft.

Siden bliver hun drænet for "flere liter lort og snask", som hun siger.

- 11. november fik jeg dommen: Uhelbredelig kræft. Jeg bliver aldrig rask, siger Irene.

Annonce

Kampklar, men afklaret

Som 66-årig har Irene oplevet flere i sin omgangskreds få kræft.

- Og hver gang har jeg tænkt "så slap jeg også denne gang". Ja, jeg ved godt, at det ikke er pænt at tænke sådan, siger hun.

Irene har røget hele livet, indtil hun for nylig gik over til damp. Nu har hun foræret damp-remedierne til sin datter.

- Jeg har hele mit liv levet ud fra tanken om, at man skal have ryddet op i sine ting, for livet kan slutte, før man aner det, og så skal man ikke have en masse uafklarede ting liggende, siger Irene.


Egentlig ville vi ikke giftes. Men få dage efter diagnosen giftede vi os alligevel.

Irene Thomsen


Måske er den holdning et levn fra den voldsomme brand-oplevelse i barndommen.

- Jeg har bedt fadervor hele mit liv og tror på, at der en Gud et sted. Og jeg har nydt hele mit liv. Så jeg er ret afklaret omkring min situation, siger Irene.

Men dermed ikke sagt, at hun har tænkt sig at give op.

- Jeg regner med at skulle ud at cykle til foråret, siger Irene, som også stadig har sin kajak liggende på dens stativ i baghaven.

Nu har hun i et helt liv repareret ting, der ville få andre til at give op. Hvorfor stoppe nu?

- Livet har været godt, og jeg har ikke tid til at dø, siger Irene Thomsen. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Større batteri i A6 plug-in

Elbobladet

Kunderne var klar fra start: Julegavebyt, osetrang og støtte til butikshandlen fyldte på genåbningsdag

Elbobladet

100.000 kroner til ny kampagne: Tag trygt til Fredericia med dankortet

Annonce