Charlotte Midtgaard, ejer af Vasegårdens Klinikker, Fredericia, har skrevet mindeord om kollegaen Sussi Nielsen, Fredericia, der blev 55 år.
Det er med den største sorg, at vi har modtaget den triste besked, at statsautoriseret fodterapeut Sussi Nielsen pludselig er gået bort.
Sussi var "helt sin egen", en højt værdsat kollega, en omsorgsfuld og loyal ven, en fagligt dygtig, respekteret og afholdt terapeut. Hun var et helt særligt, varmt og unikt menneske, som havde en smittende humor, der var guld værd for alle os omkring hende.
Hun havde en "sjette sans", der i vid udstrækning blev brugt til omsorg for andre - og mindre for Sussi selv.
Sussi arbejdede tæt sammen med mig gennem 27 år, hvilket skabte en helt særlig relation mellem os og har gjort tabet særligt stort.
Sussi vil for altid være i vores hjerter, og vi er taknemmelige over at have haft hendes i vores liv.
Vores varmeste tanker og dybeste medfølelse går til Sussis familie og Rhodian - Sussis anker, hendes ven i livet.