Annonce
Elbobladet

Axeltorv-butikker ærgrer sig over stenørken: Nystartet netcafé overvejer at flytte

Axeltorv er kendt for de ugentlige torvedage, som foregår onsdage og lørdage. Når ikke handlen foregår på torvet, er det dog som oftest meget tomt. Det oplever både Peter Lund, der er stenhuggermester hos Fredericia Stenhuggeri og Eltaf Abbasi, der er indehaver af Trio. I denne uge sætter ElboBladet fokus på fremtiden for byens største torv. Fotos og collage: Gustav Roesbjerg Mygind
Axeltorv er blevet glemt og forsømt, mener to af torvets erhvervsdrivende. En af dem overvejer hver eneste dag, om han skal give op og forlade torvet.

Fredericia: - Jeg er ikke nået til punktet, hvor jeg stopper. Men jeg føler, vi kæmper mod en byudvikling, hvor der fokuseres mere på torvene dér.

Eltaf Abbasi peger i vestlig retning mod Rådhuspladsen og resten af byens gågadeområde. Siden juni har Trio holdt til ved Axeltorv. Tre etager med computere, playstation, simracing samt en restaurant i størstedelen af stueetagen er, hvad man kan opleve i Jyllandsgade 59.

Om det også forbliver sådan mange år frem, er uvist. Sikkert er det dog, at starten ikke har været så opløftende, som Eltaf Abbasi havde håbet på. I forvejen ejer han en netcafé blandt mange på Frederiksberg. Så han ved godt, at der kan være udfordringer forbundet med at starte nyt, og at det tager tid at etablere sig.

Annonce

Alligevel havde han troet, at beliggenheden ved Axeltorv ville generere mere aktivitet, end det umiddelbart har været tilfældet.

- Torvedagene skaber ikke meget omsætning i caféen. Når der ellers sker noget på torvet, generer det en smule travlhed, men det er jo langt fra hver dag, forklarer Eltaf Abbasi.

Selv ser han gerne, at der etableres noget midt på torvet, der skaber liv og tiltrækker folk.

- Jeg har set, hvordan bænkene på Rådhuspladsen har været med til at tiltrække en masse liv. Man skal få lyst til at komme på Axeltorv, uden at der nødvendigvis behøver at være et arrangement, siger Eltaf Abbasi.

Savner springvandet

Samme holdning deler stenhuggermester Peter Lund fra Fredericia Stenhuggeri, der holder til ved siden af caféen, i Jyllandsgade 63.

- Der har været snak om at flytte pølsevognen ind i midten for at skabe lidt liv med udeservering midt på torvet. Jeg synes, der mangler noget i midten af torvet. Selve torvet er jo tomt, og det er kun en sjælden gang, at man kan opleve børn, der spiller eller cykler på det, siger Peter Lund.

Det familieejede stenhuggeri har ligget mange årtier ved Axeltorv, og Peter Lunds far, Flemming Lund, var i sin tid en af initiativtagerne til Torvelauget, der i dag kendes som Axeltorvs Venner.

Det er jo som en stenørken, og godt nok er jeg stenhugger, men det er lidt kedeligt at kigge på. Sådan et stort torv fortjener jo at blive brugt.

Peter Lund, stenhuggermester hos Fredericia Stenhuggeri

Og selvom stenhuggeriet ikke på samme måde er afhængige af kunder fra gaden, ærgrer det Peter Lund, at aktiviteten ikke er den samme som i fordums tid.

- Os der bor her, er lidt kede af, at torvet er så tomt, stort og bart. Det er jo som en stenørken, og godt nok er jeg stenhugger, men det er lidt kedeligt at kigge på. Sådan et stort torv fortjener jo at blive brugt, siger han.

Mange fredericianere husker Axeltorv for det store springvand (som her ses på et foto fra 1999). Springvandet blev indviet i 1932 og pillet ned i 2007 grundet alder og slid. I dag er det deponeret. Efterfølgende blev der opsat en række mindre fontæner, der var placeret ud mod Jyllandsgade. I 2019 besluttede byrådet imidlertid at slukke for disse. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Peter Lund peger selv på, at fjernelsen af springvandet var medvirkende til, at aktiviteten på torvet faldt.

Selv så han gerne, at den sprøjtende vandkunst kom tilbage. Mest af alt lyder opfordringen, at der skal tænkes ud af boksen for at skabe aktivitet.

- Det skal være noget, der trækker folk til af sig selv, uden at det skal arrangeres af nogen, mener han.

Annonce

Overvejer fremtid

Tilbage på Trio har Eltaf Abbasi selv taget initiativ til at flere fredericianere får øjnene op for netcaféen. Med tiltaget "Skyd chefen" håber han at kunne skabe interesse for netcaféen og omsætning i restaurantdelen.

- Vi er ved at invitere virksomheder i hele trekantområdet på en gang gratis gaming som teambuilding, siger han om arrangementerne, hvor man spiller Counter-Strike.

- I København har det været en stor succes, og så håber vi, at det er med til, at folk får lyst til at komme igen, pointerer han.

Større arrangementer ude på selve torvet er der dog ingen umiddelbar udsigt til.

- Arrangementer koster penge, så det er en udfordring i sig selv. Selvfølgelig har vi lysten til at lave noget på torvet, men først når pengene er til det, har vi muligheden for at gøre det, siger Eltaf Abbasi.

I dag er Axeltorv mest kendt for torvehandlen, der finder sted to gange ugentligt. Når ikke den er i gang, er det dog begrænset, hvor meget torvet bliver taget i brug. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Selv håber han på at kunne gøre noget større ud af VM i fodbold for herrer til næste år.

- Spørgsmålet er bare, om vi er her til den tid, siger han.

Er du allerede nået det punkt, hvor du overvejer at flytte væk fra Axeltorv?

- Ja, det tænker jeg hver dag. Tingene skal give mening, før jeg bliver ved. Heldigvis er vi i den situation, at al inventar er købt, så derfor kan vi fra én dag til den anden beslutte os for at opsige lejekontrakten for første- og andensalen og flytte et andet sted hen, siger Eltaf Abbasi med henvisning på de to etager, der rummer computere.

Selv håber han dog ikke, at det når så langt. Ønsket har hele tiden været at etablere sig i Fredericia, så i første omgang er han gået i dialog med sin udlejer om huslejen, oplyser Eltaf Abbasi.

Om der også er en kombineret restaurant og netcafé om flere år på Axeltorv, må tiden vise. Står det til indehaveren af Trio, skal der dog gøres mere for at gøre torvet attraktivt.

- Det går i den rigtige retning, selvom det går langsomt, men jeg fortryder nok lidt, at vi i sin tid placerede os her, siger han.

Midtbystrategi

Da byrådet i oktober sidste år vedtog budgettet for 2021, blev de enige om at lave en midtbystrategi, der indeholder følgende:

  • En strategisk plan for byens pladser.
  • En strategisk plan for gågadestruktur herunder Vendersgade
  • Projektering af den fremtidige udformning af Gothersgade mellem Sjællandsgade og Oldenborggade
  • Plan for klimasikring i forbindelse med J.B. Nielsens Plads
  • Udarbejdelse af anlægsoverslag til forbedringer
  • I arbejdet med udarbejdelse af midtbystrategien skal parkeringssituationen i Fredericia gennemgås nøje med henblik på fremtidig planlægning af parkering i bymidten.
  • Et strategisk greb på trafikafvikling – også for bløde trafikanter.

Planen laves sammen med de mange aktører i midtbyen, Business Fredericia, Shopping og grundejerforeningen af 1884. Der blev afsat en million kroner til arbejdet.

Annonce
Annonce
Elbobladet

Husker du målhundene Jonas og Soffi? Ib fra Snoghøj underholdt til byfester og på landets fodboldstadioner

Annonce
Annonce
Elbobladet

Rejsecafé om en globetrotterfamilie

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Vendersgades fremtid ligger også i fortiden: Butiksejer efterlyser fredericianernes historier om gågaden

Elbobladet

VW er den største importør

Elbobladet

Livestreaming om pandemier i de sidste 200 år

Elbobladet

Her er ikke plads til ukvemsord og truende adfærd: 3000 mødtes til stor gaming-event

Elbobladet

Præstens klumme: Et hjem til alle

Elbobladet

Droner boomer i popularitet: Disse regler skal du huske

Elbobladet

Ugens hund: Jeg skal være jagthund, og jeg kan slet ikke vente

Elbobladet

Nu kan du let kæmpe for den lokale biodiversitet: Få en gratis pose med Fredericia-frø

Elbobladet

Ina og Louise sælger genbrugt kvalitetstøj: De vil inspirere folk til at tænke bæredygtighed ind i hverdagen

Elbobladet

Martin vil skabe et unikt fællesskab blandt surfboards og god kaffe: Surfshop lukker op til nye og større lokaler

Elbobladet

På den 2. side: Tågehorn!

Elbobladet

Kendt cykelbutik flytter adresse: Får bedre plads og måske nye kollegaer

Elbobladet

Hvem skal have årets handicappris?

Elbobladet

Fredericia på landkortet: Byrådet satser millioner og går til filmen

Elbobladet

Kageworkshop på biblioteket

Elbobladet

Mæglere har hænderne fulde af skilte: Men færre og færre boliger at købe i Fredericia

Elbobladet

Hyundai topper privat salgshitliste

Elbobladet

Sådan skal du lufte ud i vinterhalvåret

Elbobladet

Musikalsk foredrag med Bodil Jørgensen

Elbobladet

VVS-firma ser stort potentiale i Fredericia: - Ingen opgaver er for små

Elbobladet

Gode idéer efterlyses: Hvad skal der ske med Axeltorv?

Annonce