Annonce
Elbobladet

Boligejer? Det skal du ordne på huset i denne måned

Uanset om det er muren, soklen eller træfacaden, der skal have en kærlig hånd, er forarbejdet afgørende og næsten det halve arbejde. Så afsæt en dag alene til at skrubbe, fjerne flager eller alger, rense ned og gøre klar. Herefter kan du bruge en dag på at male eller pudse op igen, råder bygningsingeniør og tømrer. (Genrefoto)
Udvendigt murer- og malerarbejde kræver særlige fugtigheds- og temperaturforhold. Derfor hører den slags reparationsarbejder til i denne periode.

Bolig: Frosten har efterhånden sluppet helt, og det er lunt - men ikke for varmt.

Derfor er forsommeren den optimale årstid for mange typer udendørs boligvedligehold, fortæller Morten K. Mathiasen, der er tømrer og rådgivende bygningsingeniør i virksomheden Morten K. Mathiasen ApS.

- Hvis vi tager maling som eksempel, så skal det være tørt nok til, at det får ordentligt fat - men solen må ikke blive så varm, at det tørrer for hurtigt, forklarer han.

Annonce

Henrik Bisp, der er tømrer, byggesagkyndig og fagekspert hos Videncentret Bolius, bakker op.

- Hvis solen banker direkte på, fordamper fugten i produktet hurtigere end tilsigtet. Risikoen ved det er, at materialet tørrer for hurtigt og derfor ikke får hæftet optimalt, siger han.

Så smøg ærmerne op, og få ordnet de skavanker, huset måtte have fået hen over vinteren.

Få fat i en indstiksfugtighedsmåler

Eksempelvis vil det være den oplagte årstid til at få malet alt, hvad der trænger af træfacader, udhængsbrædder, gavle og vindskeder af træ, nævner Morten K. Mathiasen

Han anbefaler, at du smider et par hundrede kroner efter en indstiksfugtighedsmåler, som har to metalben, du stikker ind i træværket. De kan fås til rimelige penge i byggemarkedet.

- De penge er rigtig godt givet ud. For hvis træværket er for fugtigt, risikerer du, at der dannes blærer under malingen, som ikke får ordentligt fat og vil skalle af, forklarer Morten K. Mathiasen.

Vejr og vejledning

Det danske vejr er en omskiftelig størrelse. Derfor bør du altid tjekke vejrudsigten, inden du går i gang. Du bør sikre dig, at der ikke er risiko for store mængder nedbør de næste par døgn.

Læs desuden, hvad fabrikanten skriver på produktet. Den anbefalede arbejds- og tørretemperatur kan være meget forskellig afhængig af producent.

Tænk over, hvornår solen vil stå på den flade, du arbejder på. Undlad at arbejde i de timer, hvor solen banker direkte på. Hvis det eksempelvis er træfacader på et hus, så begynd i stedet på den side af huset, som er i moderat skygge.

Hvis soklen, muren eller udendørs fuger trænger til en kærlig hånd, vil det også være en fin årstid nu.

Luftfugtighed og temperatur spiller nemlig også en rolle, når man arbejder med mørtel, forklarer Henrik Bisp.

- Og det er vigtigt, at man får renset i bund, før man går i gang. Der må ikke sidde løse stykker eller afskallet puds, mørtel eller maling. For hvis man reparerer oven på noget løst, så hæfter det ikke ordentligt, siger han.

Så giv det en tur med et renseprodukt eller en kost, hvis det er nødvendigt.

Et trick kan være, at du banker på fladen:

- Hvis der er en hul lyd, betyder det, at mørtlen har løsnet sig fra soklen inde bagved. Så skal det fjernes, før man pudser op på ny, råder Henrik Bisp.

Annonce

Mørtel er ikke bare mørtel

Det er også en god idé at læse varedeklarationen, inden du går i krig.

For mørtel er ikke bare mørtel, understreger Morten K. Mathiasen.

- Det kan være lidt af en jungle, og det er vigtigt at vælge den rigtige slags. Hvis man skal pudse soklen, skal det eksempelvis være en sokkelpuds, som typisk er mere cementholdig, siger han.


Det kan være lidt af en jungle, og det er vigtigt at vælge den rigtige slags. Hvis man skal pudse soklen, skal det eksempelvis være en sokkelpuds, som typisk er mere cementholdig.

Morten K. Mathiasen, tømrer og rådgivende bygningsingeniør i virksomheden Morten K. Mathiasen ApS.


Som tommelfingerregel er tørt vejr omkring 15 grader optimalt til mørtelarbejde, lyder det.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Elbobladet

Ugens hund: Bobby elsker bare sutter

Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Rift om vilde frø og planter

Elbobladet

Opvaavni tilbage i Fredericia

Annonce