Annonce
Elbobladet

Brev fra en hel årgang: Sådan er ungdomslivet under pandemien

Et klassefoto af 2.j. - taget under en undervisningstime. I begyndelsen af nedlukningen, var eleverne villige til at tænde for kameraet - men senere nægtede de. Timerne foran kameraet blev for lange og for mange. Men læreren syntes, at det var træls med slukkede kameraer. Privatfoto
Der er meget skidt - men faktisk også noget godt - at sige om livet under corona. Det sætter en gymnasieklasse ord på. De har skrevet et brev til deres egne børn.

Fredericia: Det er sjældent, at man erkender historiens tyngde, mens man står midt i den. Blandt andet derfor giver det mening at skrive dagbog.

Det har 2.J på Fredericia Gymnasium gjort. Foranlediget af historielærer Morten Mikkelsen, har de sat ord på, hvordan hverdagen under corona ser ud.

Morten Mikkelsen har så udformet en sammenfatning af de 21 besvarelser, så den fremstår som ét brev om livet under pandemien.

- Hvis beretningerne skal være nogenlunde sandfærdige, kan det være en god ide at nedskrive eller indspille de tanker og oplevelser, man har om pandemien nu, mens det er i frisk erindring, siger Morten Mikkelsen.

Og det har eleverne i 2.J gjort. Mens de sad tre måneder inde i deres anden hjemsendelse - og henvist til undervisning ved skærmen.

Opgaven var: Forestil dig, at du i en fjern fremtid er forælder til en teenager, som i gymnasiet har fået en opgave om sygdom og pandemier gennem historien og skal interviewe sine forældre om deres erindringer om corona-pandemien i 2020-2021? Hvad vil du fortælle om din dagligdag?

Det blev til dette brev:

Annonce

Nedlukning

Det var en meget underlig og surrealistisk tid. Jeg kan huske, at jeg var meget optimistisk, da de første gang lukkede landet ned, og vi så skulle undervises virtuelt. Jeg hyggede mig faktisk rigtigt meget, men som månederne gik, så mistede jeg stille og roligt modet. Det var svært at stå op og tage sig sammen. Man skulle hele tiden presse sig selv til at være positiv, og til sidst var det nærmest umuligt. Det var som om, at pandemien aldrig nogensinde ville stoppe.

Det begyndte at blive vinter, og alt blev hårdt, det blev deprimerende at sidde derhjemme og kigge ud på det dårlige vejr. Det føltes lidt som om, at alle fik en vinterdepression. Alt lukkede ned op til jul og nytår, det gjorde det hele lidt vanskeligere. Alle de traditioner, man plejer at have op til jul, ting som julefrokoster osv., blev aflyst.


Jeg havde altid fået at vide, at gymnasiet ville blive de fedeste år i mit liv. I stedet endte det med at blive mine mest kedelige og mest ensomme år.


Det næste år var en test på tålmodigheden. Ingen fester, meget lidt socialt samvær og kedsomhed, man sad bare hjemme på værelset dag ud og dag ind.

Vi skulle hele tiden passe på, for tænk nu hvis vi tog virussen med hjem. Håndsprit og masker blev en del af vores nye hverdag, og vi ventede alle på, at det hele bare skulle stoppe. Nogle dage var hårdere end andre, og det var svært at forestille sig et normalt liv igen.

Det var også svært ikke at måtte se sine bedsteforældre.

Noget andet, der var ramte os, var frygten for, at vores tætteste kunne dø af corona, da de måske havde en sygdom, og derfor ikke ville kunne overleve at blive smittet.

Jeg fyldte 18 i januar 2021, og jeg havde haft rigtigt mange planer om, hvordan min fødselsdag skulle foregå. Jeg havde også allerede planlagt, at jeg skulle have en tatovering og tage ud at rejse. Alle mine drømme blev taget fra mig på grund af pandemien, og jeg var helt knust. Det føltes så uretfærdigt, og jeg kan huske, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg blev så vred, at jeg næsten havde lyst til at være ligeglad med restriktionerne, men det ville heller ikke nytte noget.

Annonce

Skolegang og ungdomsliv

Det var frustrerende at have undervisning virtuelt. Det var udmattende, da man endte med at tilbringe nærmest en hel dag foran en computerskærm. Nogle dage sad man fra 8 til 16-17 stykker. Man hungrede efter en normal hverdag.

Skoledagene var under dynen med en skærm helt oppe i ansigtet, så mine øjne blev røde og hævede.

Skolemæssigt er det utrolig demotiverende at sidde hjemme helt alene. Det fællesskab, man får af at blandes på kryds og tværs på gymnasiet, er helt væk. Derudover er der stor forskel på det, man lærer, når man sidder i samme rum som sin klasse eller skal prøve at følge med bag en skærm.

Der var ikke rigtig andet at gøre end at bide i det sure æble. Dagene blev bare længere og længere, og tiden gik og gik med virtuel undervisning, som var den værste undervisningsform, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg havde alle år op til min start i gymnasiet fået at vide, at det ville blive de fedeste år i mit liv, det endte i stedet for med at blive mine mest kedelige og mest ensomme år.


Nu var man helt alene, med alle sine tanker. Det kunne nemt føre til den ene overtænkning efter den anden.


Min tid som teenager under corona-pandemien var ganske enkelt forfærdelig. Jeg følte, at jeg havde fået frataget min ungdom, og der var ikke rigtig noget positivt. Det, man glæder sig mest til som ung, er at komme i byen, møde nye mennesker og bare have en god og mindeværdig gymnasietid, men sådan blev det ikke. Aldrig havde man været så taknemmelig for sit liv før corona.

Det var som om alle havde stuearrest og skulle sidde hjemme, så det meste af tiden gik faktisk bare med at spille computer, og det blev jeg da også god til. At være teenager under covid-19 pandemien var for mange ensomt, kedeligt, asocialt og frustrerende.

Morten Mikkelsen er lærer for 2.J på Fredericia Gymnasium. Og han har sat dem til at skrive et brev til deres fremtidige børn om livet lige nu, under corona. Privatfoto

Nu var man helt alene, med alle sine tanker. Det kunne nemt føre til den ene overtænkning efter den anden. De nye rammer for den virtuelle undervisning var også en stor udfordring. Det var meget ensomt og ekstremt demotiverende.

På den ene side var dagene utroligt lange, og tiden føltes langsom. På den anden side blinkede man en enkelt gang, og så var halvdelen af ens gymnasietid gået.

Dog tror jeg ikke, at det var sværere for teenagere end for andre befolkningsgrupper. Alle led. Hver på sin måde. Men der hersker ingen tvivl om, at det var hårdt. Det var på mange måder en uoverskuelig og stresset tid, hvor det var svært at holde humøret, motivationen og modet oppe.

Annonce

Ikke alt ved pandemien er dårligt

Jeg tror, at de fleste var langt mere asociale, men for mit vedkommende ramte det mig faktisk ikke så slemt. Jeg havde mere tid med min familie, hvor vi fik et stærkere forhold som familie.

Da man ikke måtte forsamle sig i store mængder på daværende tidspunkt, inviterede jeg omkring fem mennesker. Det blev ikke den 18-årige fødselsdag, jeg havde drømt om, men det var nu hyggeligt nok alligevel.


Jeg havde mere tid med min familie, hvor vi fik et stærkere forhold som familie.


Jeg kan huske, at jeg også var lidt ærgerlig over ikke at sidde derhjemme mere, fordi min far også var der i de første to måneder af nedlukningen. Vi havde det virkelig hyggeligt, og det fungerede så godt.

Jeg kan sige med sikkerhed, jeg savner ikke den tid, hvor man ikke kunne tage i biografen med vennerne og skulle bære mundbind overalt. Så at være teenager under ”Den store pandemi” var bestemt ikke let, men man havde også sine gode stunder.

Annonce

Nye erkendelser

Man følte, at man havde taget sin frihed for givet, og man indså, hvor taknemmelig man burde være for selv de mindste ting her i livet.

Det var nogle af de hårdeste år i mit liv, men på samme tid lærte man at sætte utrolig stor pris på glæderne i livet, og det satte på en måde tingene i perspektiv.

Men at være teenager under den store pandemi, gjorde mig til et mere selvstændigt og ansvarligt menneske, for der skal meget til for at kunne holde ud, at ens teenageår går og går lige foran øjnene på en.


På den ene side var dagene utroligt lange, og tiden føltes langsom. På den anden side blinkede man en enkelt gang, og så var halvdelen af ens gymnasietid gået.


Men på den anden side lærer man så meget om sig selv, når man har så meget tid med sig selv, hvor man ikke aner, hvad man skal lave.

Jeg blev på en helt andet måde bevidst om, hvor afhængig vi er af hinanden. Både i de helt nære relationer og i forhold til samfundet. Det havde betydning for mig, hvad andre mennesker gjorde, at de huskede at holde afstand og bruge håndsprit. Jeg fandt ud af, hvad det betød for mig, at jeg lever i et samfund med en velfærdstat, hvor man kan finde ud af at organisere hjælpepakker, vaccinationer og fællessang.

Så derfor:

Jeg vidste godt, at denne pandemi var alvorlig, derfor var det også vigtigt for mig at huske på det gode. Huske på, at de ensartede dage nok skulle forsvinde på et tidspunkt. Huske på, at vi alle skulle stå sammen om det. Huske på, at alt en dag ville blive normalt igen.

Det var sådan, at jeg kom igennem de hårde dage med savn, ensomhed og vrede.

Gymnasielærer Morten Mikkelsen savner sine elever - og også han er træt af undervisning via skærmen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Elbobladet

Børn synger salmer i det fri

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Præstens klumme: Aprilsvejr!

Elbobladet

Se video: Sort sol angribes af høg

Elbobladet

Toyota har medvind

Annonce