Fredericia: - Jeg tror, at de fleste havde set det komme, at restriktionerne blev forlænget. Det kom i hvert fald ikke bag på mig, siger Ole Mortensen, der er formand for butikkernes forening, Fredericia Shopping.
Hovedparten af foreningens medlemmer er omfattet af de restriktioner, statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften forlængede. De skal derfor holde lukket til og med søndag 17. januar.
- Med hensyn til smittespredning var det måske lidt vel optimistisk at regne med at kunne åbne lige efter jul og nytår, siger Ole Mortensen.
Ole MortensenHvis vi alle gør det, der skal til, kan det her måske være sidste gang.
Han ærgrer sig over, at butikkerne skal låse døren.
- Men når det nu skal være, er januar og februar ikke de værste måneder at skulle lukke i. Det er i forvejen ikke de største handelsmåneder. Men det er da altid ærgerligt at skulle lukke, siger han.
Forlængelsen betyder, at mange vil være nødt til at vente med at bytte julegaver. Måske endda at vente længere, end byttemærket giver mulighed for.
- Men jeg forestiller mig, at alle butikker bare forlænger deres bytteperiode. Det er ikke noget, vi har talt om, men det tror jeg, siger Ole Mortensen, der ejer tøjbutikken Miami på Rådhuspladsen.
Forventer du, at restriktionerne og tvangslukningen forlænges yderligere?
- Det er svært at spå om. Men hvis vi alle gør det, der skal til, kan det her måske være sidste gang, siger Ole Mortensen.