Annonce
Elbobladet

De kridtede sko er klar i startblokken: Sådan forbereder de lokale butikker sig til at genåbne

I mange af byens butikker er der fuld gang i forberedelserne til den forventelige genåbning på mandag. Fotos: Søren Gylling og Peter Friis Autzen
Meget tyder på, at butikkerne snart får lov til igen at byde kunderne indenfor. Og det er de klar til. Meget klar, endda. Mange er optimistiske - men ikke alle.

Fredericia: Intet er endnu stensikkert. Men meget tyder på, at corona-restriktionerne justeres og lempes, således at de fleste butikker igen får lov at åbne sine døre for de kunder, der i to måneder har spejdet længselsfuldt ind gennem vinduerne.

Og de glæder sig, butiksindehaverne. I hvert fald dem, avisen tirsdag formiddag fangede i færd med at gøre udstillinger klar og børste støv af hylderne.

Kom med rundt i midtbyen.

1 Kop & Kande

Finn Engbjerg har benyttet nedlukningen til at nyindrette en del af Kop & Kande-butikken i Midtpunktet. Og rykke rundt på nogle varegrupper. Foto: Søren Gylling

Hos Kop & Kande i Midtpunktet er butikschef Finn Engbjerg i dén grad klar til at genåbne.

- Vi har det godt og glæder os til at se hinanden og kunderne igen. Jeg har brugt ventetiden på at bygge om og indrette butikken lidt anderledes, siger han.

Umiddelbart forventer Finn ikke at benytte genåbningen til køtilbud og slagvarer.

- Vi har mange avistilbud liggende klar. Og en fødselsdag snart. Men at åbne med store køtilbud ville næsten være at puste til ilden med hensyn til at forsamle for mange mennesker. Men jeg tror alligevel, at der vil komme mange mennesker - også for at bytte julegaver. Men folk kan bare tage det roligt: Vi bytter i lang tid - det haster ikke.

Kop & Kande har ikke haft klik og hent-handel under nedlukningen. Ingen ansatte er blevet fyret under nedlukningen, men alle pånær Finn selv har været hjemsendt på lønkompensation.

2 Bog & Idé

Carsten Bank Friis savner at se kunder i sin butik, Bog & Idé i Gothersgade. Foto: Peter Friis Autzen

Hos Bog & Idé i Gothersgade er indehaver Carsten Bank Friis utålmodig med at få åbnet. Han brænder for sin butik og kan godt mærke, at nedlukningen har gjort noget ved humøret og energien.

- Jeg har det som konkurrence-atleten, der har svært ved at mande sig op til at træne, når stævnet alligevel er aflyst. Jeg mangler den adrenalin og glæde, det giver at møde kunderne i butikken. Så jeg glæder mig, siger han.

Carsten har ikke planer om at lancere store slagtilbud i forbindelse med genåbningen.

- Det bør man ikke gøre, synes jeg. Desuden er vores varer ikke så årstids-følsomme, at vi er nødt til at sende dem billigt ud ad døren. Vi får nok travlt med at bytte julegaver i den første tid, siger han.

Bog & Idé har ikke fyret folk under nedlukningen, men Carsten Bank Friis har hjemsendt personalet på lønkompensation.

3 Vega Garn

Tina Prytz-Hansen hos Vega Garn har haft travlt med ekspeditioner via diverse net- og telefonkontakter. Hun glæder sig til igen at have fuldt fokus på selve butikken i Vendersgade. Foto: Søren Gylling

Hos Vega Garn i Vendersgade er der travlt.

- Vi har haft travlt under nedlukningen. Selvom vi ikke har haft kunder inde i butikken, har vi handlet ved døren, og kunder har henvendt sig via telefonen, Instagram, Facebook og den slags, siger indehaver Tina Prytz-Hansen.

Travlheden har gjort, at Vega Garn faktisk har haft det godt under nedlukningen. Men travlheden med at skulle holde øje med de mange forskellige kontaktflader gør, at Tina alligevel glæder sig til at kunne fokusere på det rigtige ansigt til ansigt-møde med kunderne.

- Jeg glæder mig. Måske vi finder en lille flag-allé at sætte op, siger hun.

Tina forventer ikke at genåbningen vil udløse en bølge af kunder i butikken.

- Folk passer jo på, så det bliver nok stille og roligt. Vi vil også selv være forsigtige. Jeg forestiller mig for eksempel ikke, at vi har flere end fem kunder inde ad gangen, siger hun.

Vega Garn har hverken fyret eller hjemsendt ansatte under nedlukningen.

- Men vi har forkortet vores åbningstid og lukket klokken tre om eftermiddagen, siger Tina Prytz-Hansen.

4 Støvsuger Experten

Claus Lindegaard hos Støvsuger Experten glæder sig til at se kunder i sin butik i Danmarksgade. Han frygter, at danskerne har fået nye indkøbsvaner under nedlukningen, og at "en lavine af lukninger" er på vej, hvis ikke kunderne vender tilbage til de fysiske butikker. Foto: Søren Gylling

Hos Støvsuger Experten i Danmarksgade er indehaver Claus Lindegaard i dén grad klar til at byde kunderne indenfor i sin butik.

- Det går ikke godt her i butikken. Slet ikke, siger han.

Mens der har været stille i den fysiske butik, har Claus haft travlt med at betjene og levere til erhvervskunder - både sidste år og under den aktuelle nedlukning. For eksempel har han solgt en del grej, der bruges til at desinficere erhvervsmæssigt. Så meget, at 2020 faktisk bød på en omsætningsfremgang for ham.

Claus forestiller sig ikke at lancere store slag- og køtilbud i forbindelse med genåbningen.

- Dels har jeg ikke råd til det. Dels er mine varer jo ikke påvirket af årstider og den slags: Afløbsrens er afløbsrens, siger han.

Claus frygter, at 2020 og den seneste nedlukning har givet danskerne nye indkøbsvaner - og at det vil ramme butikkerne hårdt.

- Jeg er bekymret for, at danskerne har vænnet sig til at handle i Bilka og på nettet. Hvis jeg har ret, kommer vi til at se en lavine af konkurser. Jeg håber, at jeg tager fejl, siger han.

Selv er hans butik ikke i fare for at skulle dreje nøglen om. Men under den seneste nedlukning har han haft to deltidsansatte hjemsendt på lønkompensation.

5 Miami og Tøjeksperten

Elev Mathias Schjødt hos Miami og Tøjeksperten er klar til at byde indenfor på butikkens nye gulv. Foto: Søren Gylling

Hos Miami og Tøjeksperten i Gothersgade ser indehaver Ole Mortensen frem til at byde kunderne indenfor i en butik, som er delvist nyindrettet.

- Vi har blandt andet lagt nyt gulv og fået en del nyt inventar, siger han i telefonen, mens avisens kamera klikker elev Mathias Schjødt på det nye gulv.

Bortset fra et par rester fra vinter- og efterårskollektionen forestiller han sig ikke at byde på store slagtilbud i forbindelse med genåbningen.

- Men vi har sørget for at have de nye varer på plads, så der er noget spændende nyt for kunderne at komme ind til.

Hos Miami og Tøjeksperten er ingen blevet fyret under nedlukningen, men alle ansatte har været hjemsent på lønkompensation. Og så har butikken endda udvidet staben med en enkelt, nyansat ekspedient, der startede midt under nedlukningen.

- Jeg glæder mig meget til at åbne igen. Jeg elsker jo mit arbejde, siger Ole Mortensen.

6 Vero Moda

Katrine Due Andersen (til venstre) og butikschef Majbritt Poulsen hos Vero Moda i Gothersgade. Foto: Søren Gylling

Hos Vero Moda i Gothersgade har butikschef Majbritt Poulsen og medarbejder Katrine Due Andersen travlt med at gøre klar til genåbning.

Egentlig har de været klar længe, men når nu der tilsyneladende er udsigt til, at det rent faktisk endeligt bliver til noget, kan de mærke, at klargøringen bliver ekstra intens.

- Vi er coronatrætte, siger Katrine.

- Men samtidig fulde af energi og klar, siger Majbritt.

Vero Moda har ikke haft onlinesalg under nedlukningen. Ingen ansatte er blevet fyret, men har i stedet været hjemme på lønkompensation.

- Så jeg har fået samlet alle mine puslespil, siger Katrine med et grin.

Det er ikke planen at byde på store køtilbud i forbindelse med genåbningen.

- Vi kører de planlagte, normale udsalg, men vil ellers ikke tiltrække for mange mennesker på én gang. Vi forventer at få mange julegave-bytninger. Og så tror jeg, at fredericianerne er klar til at komme ud at bruge nogle penge. Det er jeg i hvert fald selv, siger Majbritt.

Embed: Læserløfte Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Et øjeblik: Se - en dukselilje

Annonce