Fredericia: For foreløbig sidste gang skal Årets Frederik eller Frederikke findes.
Hvem har gjort sig fortjent til en af de længstlevende hædersbevisninger i Fredericia samt et personligt maleri udført af den lokale kunstner, Preben Andersen?
Fredericia Museums Venner uddeler på sin generalforsamling 12. marts prisen, som altid motiveres med et indlæg i årets Fredericiabogen. Således også her i 2020, men som tidligere omtalt i Fredericia Dagblad er 2020-udgaven, der kommer til efteråret, den sidste i bogens nuværende form.
Et årsskrift skal gentænkes frem mod 2022, har udgiverne besluttet. Det er Fredericia Kommunes kultur- og idrætsudvalg, Fredericia Museums Venner, Museerne i Fredericia og Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn. I mellemtiden arbejdes der på et nyt storværk om Fredericias historie 1970-2020.
Vi har fået fire-fem bud ind indtil videre, men der må gerne komme mange flere.Fmd. f. Fredericia Museums Venner, Ole Engberg
Allerede bud
Årets Frederik eller Frederikke kan føre sin historie tilbage til 2001.
Hvert år lige siden har museumsvennerne hædret en person, der har gjort noget for andre – socialt, kulturelt eller menneskeligt for eksempel – eller udbredt kendskabet til Fredericia. Et menneske, der fortjener tak for sit engagement og som udpeges efter indstilling fra sine medborgere i Fredericia.
- Vi har fået fire-fem bud ind indtil videre, men der må gerne komme mange flere, lyder det fra formanden for Fredericia Museums Venner, tidligere sognepræst i Bredstrup-Pjedsted Ole Engberg.
Så alle opfordres til at sende forslag afsted. Gennemtænkte nomineringer - men hurtigst muligt.
Tidligere vindere
2001 Jørn Weiss, lokalsenderen Det lille fjernsyn i Bredstrup-Pjedsted.
2002 Mogens Zarling, ambulancelæge.
2003 Minna Sandahl Christensen, for sit arbejde med lydavis til blinde og svagtseende.
2004 Marianne Thomsen, patientforeningen Mine rettigheder.
2005 Finn Reif, ældres talerør og for træning af hjertepatienter.
2006 Johannes Lund Nielsen, fmd. for 6. Juli Komitéen.
2007 Torben Venndt, medinitiativtager til kunstneren Bjørn Nørgaards altertavle i Christianskirken.
2008 Frida Zederkof, frivillig i madcenter.
2009 oberst Henning Høngsmark, guide på voldene og historieformidler.
2010 Arlette Andersen, Auschwitz-overlever og formidler af Holocaust.
2011 Bo Lundgreen, frivillig i bl.a. frivilligcenteret i Fredericia.
2012 Søren Møller, Fredericia Teater, musicalakademiet.
2013 Anne Marie og Tage Mogensen fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling.
2014 Rosa Engelbrecht, formidler af reformert historie.
2015 Kamma Varming, lokalhistoriker og aktiv på museumsgården Kringsminde i Egeskov.
2016 Esther Kofoed, leder af KFUM's Soldaterhjem.
2017 Helle Lillethorup, leder af Det Bruunske Pakhus og Tøjhuset.
2018 Torben Hansen, leder af værestedet Solstrålen.
2019 Jonna Heebøll, ildsjæl og fmd. for beboerforeningen i Skærbæk.