Annonce
Elbobladet

Det synes folk i gågaden om Black Friday

I uge 48 holdes der black week, mens selve black friday finder sted 27. november. Foto: Gustav Roesbjerg Mygind
ElboBladet har været en tur i gågaden for at høre om folks holdning til Black Friday. En handelsdag, der både skaber glæde og panderynker hos folk.
Annonce
Sejer Sørensen og Lene Sørensen Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Hvad synes I om konceptet "Black Friday"?

Sejer Sørensen: Det er noget pjat, for vi har ikke de samme tilbud, som det Black Friday står for i USA.

Lene Sørensen: Vi havde januar-udsalg før, og det var fint. Men når det nu er her, så vil jeg mene, at det er kundernes fordel

Forventer I at skulle købe noget på dagen?

Sejer Sørensen: Jeg tænker, at jeg vil kigge på tilbuddene, som jeg plejer.

Lene Sørensen: Jeg bruger det. Jeg har sat mig ind i, hvad folk skal have i julegave, og så ser jeg, om jeg kan få det billigere den dag. Det bliver nok mest på nettet, at jeg kommer til at handle, men jeg køber det også gerne hos de lokale butikkers nethandel. Jeg har desværre oplevet at få dårlig behandling i butikkerne, og vi har bedre returret og rettigheder, når vi køber på nettet, så det er det, jeg går efter.

Søren Sørensen Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Hvad synes du om konceptet "Black Friday"?

Alle de unge mennesker, som jeg kender, går til det, men det siger ikke mig noget. Jeg handler, når det passer mig.

Forventer du at skulle købe noget på dagen?

Nej, jeg bliver derhjemme og lader alle andre om det.

Sune Kaiser Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Hvad synes du om konceptet "Black Friday"?

Konceptet i Danmark kan ikke leve op til de amerikanske standarder. Så jeg er skuffet over, at man ikke får flere procenter på dagen, ligesom der har været ufattelig meget snyd med det i forskellige butikskæder, hvor man sætter priserne op inden dagen, så det ligner, at man sparer en masse, uden at det er tilfældet. Det er noget fis. Generelt synes jeg dog, at konceptet med at have én dag om året, hvor man virkelig kan hente lidt rabat, er fedt. Hvis det altså batter.

Forventer du at skulle købe noget på dagen?

Ja, det gør jeg - også selvom jeg er skuffet over det. Sidste år sparede jeg vel 1000 kroner på julegaver, så jeg plejer at bede om ønskelisterne nu her og så købe en masse julegaver på dagen.

Nana Giebel og Louise Christensen Foto: Gustav Roesbjerg Mygind

Hvad synes I om konceptet "Black Friday"?

Louise Christensen: Jeg synes, det er frygteligt hypet, og noget værre overforbrug. Det kan jeg slet ikke forholde mig til - sådan noget forbruger-svineri.

Nana Giebel: Jeg kender ikke så meget til det.

Forventer I at skulle købe noget på dagen?

Louise Christensen: Nej, men jeg tænker ligeså meget, det handler om tiden med corona, for der er som regel flere mennesker ude at handle til Black Friday, og det har man jo ikke lyst til, hvis man skal vise samfundssind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce