Fredericia: Der venter en kanonsalut, ligesom underholdningen er på plads, når årets første krydstogtskib, MSC Preziosa, anløber 3. maj - efter planen klokken 7, inden det sætter kursen mod Rønne klokken 17. Der kommer veteranbiler, ligesom der på dagen vil være marked på J.B. Nielsens Plads.
- Så de ting, der var før corona, skal man gerne kunne genopleve, fortæller Lone Østergaard.
Hun er turisme- og krydstogtkoordinator hos Visit Fredericia og har løbende fulgt med i, hvordan antallet af anløb med tiden er steget. Da vi for godt en måned siden skrev om krydstogtsæsonen, var der planlagt 10 anløb.
Her skabte krigen i Ukraine en vis usikkerhed, da de skibe, der lægger til i Fredericia, plejer at sejle videre til Baltikum og Skt. Petersborg i Rusland.
Da mange rederier ikke ønsker at lægge til kaj i Rusland, har det ført til ændringer. I dag er antallet af anløb dog steget til 14, da rederiet AIDA har planlagt fire anløb i Fredericia.
- Der er helt sikkert nogle skibe, som kommer her, fordi man har lagt ruter om. Det, hører jeg, også er tilfældet i Aarhus og Skagen, men det (stigningen af anløb, red.) kan være en kombination af flere ting, såsom at rederierne har overvejet, hvornår de ville melde noget ud, fortæller Lone Østergaard.
Sådan ser den nuværende anløbsplan ud
- 3. maj, MSC Preziosa, 3900 passagerer
- 4. juni, Norwegian Getaway, 3955 passagerer
- 14. juli, Island Princess, 2214 passagerer
- 9. august, Disney Magic, 2500 passagerer
- 11. august, AIDAvita, 1296 passagerer
- 15. august, Arcadia, 1952 passagerer
- 18. august, Ocean Majesty. 621 passagerer
- 21. august, Balmoral, 1275 passagerer
- 23. august, MSC Preziosa, 3900 passagerer
- 25. august, AIDAvita, 1296 passagerer
- 27. august, AIDAvita, 1296 passagerer
- 12. september, Island Princess, 2214 passagerer
- 20. september, AIDAvita, 1296 passagerer
- 23. september, MSC Preziosa, 3900 passagerer
Hun mener selv, at sæsonen tegner til at blive rigtig god.
- Det ser ud til at blive den næststørste sæson. Vi har tidligere været oppe på 19 anløb, men 14 anløb er også rigtig fint, og det er dejligt, at vi er tilbage på noget, der ligner almindelige vilkår, siger hun og lægger samtidig vægt på, at der er en del større skibe blandt de 14 anløb.
Dobbelt op på Disney
Og faktisk kan antallet af anløb meget vel stige til 15 inden for de nærmeste dage.
Disney-skibet, Disney Magic, ser nemlig ud til at anløbe to gange. Oprindeligt var det kun planlagt til at være den 9. august. Men rejsebureauet Pirate and Mermaid Vacation skriver, at ændringer har ført til, at skibet også anløber i Fredericia den 16. august.
- Jeg har hørt en fugl synge om det, men dels har datoer før rykket sig, og så er det rederierne, der selv skal give en officiel melding, før vi foretager os noget, siger Lone Østergaard og tilføjer, at Disney Magics andet anløb fremgår af en nylig liste, som hun har fået fra ADP.
- Vi skal selvfølgelig give en ekstra skalle, når det kommer. Vi glæder os til det arbejde, der venter forude.
Lone Østergaard, turisme- og krydstogtkoordinator hos Visit FredericiaDet ser ud til at blive den næststørste sæson. Vi har tidligere været oppe på 19 anløb, men 14 anløb er også rigtig fint, og det er dejligt, at vi er tilbage på noget, der ligner almindelige vilkår.