Fredericia: En glohed lufthavn i Nordspanien. Du har tømmermænd, flyet er aflyst, og nu render du ind i en irriterende, selvfed og stortalende blærerøv. Kan det overhovedet blive værre? Ja! … for det var ham, der løb med din kone!
Hermed er scenen sat til komedien "Eks-mænd", når Fredericia-Middelfart Teaterforening byder på forestilling 25. februar klokken 19.30.
Teaterforeningen skriver, at "Eks-mænd" er en humoristisk fortælling "om to mænds rejse gennem Europa på slidte dæk og halvtom tank. De to har absolut intet til fælles … på nær: rygproblemer, manglende stedsans, en eks-kone og en tætpakket midtvejskrise i bagagen."
Fra teaterforeningen lyder det, at "med deres helt særlige humoristiske timing og figurtegning fortsætter Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard deres succesfulde parløb – her i en road comedy om afveje og omveje, sandheder og løgne."
Forestillingen sættes op i Fredericia Teaters store sal. Producent: Folketeatret