Annonce
Elbobladet

En coronaramts bekendelse

Susanne Charlotte Knudstorp har skrevet denne uges præsteklumme. Privatfoto
Annonce

Og vi har sunget sammen – på afstand. Sunget med Phillip Faber i tv og radio hver morgen. Og sunget sammen til morgensamling med Thomas Buur. Vi har sunget sammen på afstand fredag aftner, mens vi så billeder fra flere steder i landet, hvor personer stod uden for deres bopæl og sang med. Der var bl.a. fra Parkkollegiet i Aarhus og Regnbuen i Erritsø – to steder, hvor jeg har boet. Det var lidt sjovt.

Og vi har hyldet vores dronning Margrethe den Anden, da hun blev 80 år, ved at synge sammen – igen på afstand. Vi har de sidste to måneder sunget som aldrig før.

Og alligevel savner jeg så gevaldigt at komme op i Lyng kirke og synge. Synge salmer til gudstjenesterne og alle de andre tjenester, vi har i kirkerummet. Synge sange fra Højskolesangbogen, når vi samles til café, syng-sammen arrangementer og når vi hver torsdag synger i voksenkoret under vor kyndige dirigent. Jeg savner at sidde og stå sammen med de andre og høre vor fælles sang. Jeg savner at mærke fysisk, at jeg er sammen med andre, at jeg er en af flokken.

Mit behov for at være en ener er så rigeligt blevet opfyldt i denne tid!

Når jeg synger med Phillip Faber, så synger jeg af karsken bælg. Det resulterer i, at jeg ikke kan høre Phillip. Men vi begynder og slutter samtidigt! Det er straks lidt sværere, når vi synger sammen på tv på fredage. Da er der forskellige forsangere, som fortolker sangene. En fortolkning bliver altid individuelt udtrykt. Mange af forsangerne har ikke Phillip Fabers pædagogiske evne til at lede til fællessang. Sådan er det.

Jeg tror, vi har fået øjnene op for, hvad sang gør ved os. Og jeg håber, at sangen vil lyde, også når vi får mere normale tilstande her i dette samfund. Når vi synger sammen, udviskes de mange forskelle, som både kan give os stolthed og ære, men så sandelig også udsathed og fiasko. Sangen kan løftes i flok, så alle mærker, at de har lige ret til og ikke mindst ansvar for at bære.

Vi kan synge sammen om sorg og ængstelse og måske mærke, at tyngden letter lidt. Vi kan synge glæden ud i verden, så dens ekko rammer os igen og igen. Vi kan synge os til et fællesskab, som ikke lå lige for. Vi kan holde modet, håbet og troen oppe i fællessang. Alt det kan vi med fællessang. Lad os aldrig glemme dette!

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Går du med maske?

Annonce