Annonce
Kultur

Et chok for livet – kort før befrielsen 4. maj 1945

Anne Marie Petersen og Dorthe Kvist Christiansen oplevede besættelsen på nærmeste hold. Billedet her er - formodentligt - fra perioden. Privatfoto
Det kunne have fået fatale følger for dengang 27-årige Anne Marie Petersen, hvis tysk politi under besættelsen i de første dage af marts 1945 under en ransagning i hendes hjem havde fundet informationer, der kunne have knyttet hende til modstandsbevægelsen. Dorthe Kvist Christiansen, der var en lille pige på fire år i foråret 1945, fortæller her om en episode fra besættelsens sidste måneder, der for altid satte sig i hendes mor.

Det er 4. maj i dag. Det er en dato, som forbindes med frihed. Netop denne dag for 77 år siden var ensbetydende med, at Danmark atter var et frit land efter fem års tysk besættelse. Det var sommer, og der var glæde overalt. Men det var ikke alle danskere, der fik lov til at opleve begejstringen over, at Anden Verdenskrig var et afsluttet kapitel. I krigens sidste tid blev der slået hårdt ned på de danskere, der kæmpede mod den tyske besættelsesmagt. Modstandsfolk blev arresteret og mange henrettet – også i de sidste måneder af krigen.

81-årige Dorthe Kvist Christiansen er datter af Anne Marie Petersen, der var uddannet gartner og blomsterbinder, og mor til skribenten bag denne artikel. Som en lille pige på fire år oplevede hun, hvad konsekvenserne var, hvis man stod i forbindelse med modstandsbevægelsen under besættelsen. Dorthes mor var ikke involveret i modstandsbevægelsen og de lokale sabotageaktioner, men hun arbejdede på et stort handelsgartneri på Calvinsvej i Fredericia. Gartneriet spillede en vigtig rolle i modstandskampen. Gartneriet var ejet af gartner Hans Christian Just Petersen, der under krigen blev tilknyttet forskellige jernbanesabotagegrupper i Fredericia – blandt andet den såkaldte ”Taulovgruppe” – en gruppe på seks modstandsfolk knyttet til Taulov Station.

Begravet og gemt under planter i gartneriet på Calvinsvej var et stort lager af våben, som tysk politi afslørede i de første dage af marts 1945. Følgerne af denne afsløring og den efterfølgende aktion oplevede Dorthe Kvist Christiansen sammen med sin højgravide mor Anne Marie Petersen en dag, hvor de havde været ude i byen på nogle ærinder. De kom hjem til deres lejlighed i Dalsborg ved Axeltorv til en chokerende oplevelse.

Annonce

Det er uvist, hvor meget viden Dorthe Kvist Christiansens mor havde om de gemte våben på gartneriet og om sabotageaktiviteterne, men efter at det tyske politi havde afsløret det skjulte våbendepot, blev der anbragt ti sprængladninger ved gartneriet, som efterfølgende blev sprængt i luften.

Gartneriejer Hans Christian Just Petersen blev arresteret 3. marts, og i forbindelse med aktionen havde det tyske politi været i gang med at finde frem til de personer, som var involveret i sabotageaktionerne.

Anne Marie Petersen, som var ansat på gartneriet, var én af de personer, der skulle tjekkes, også selvom hun formentlig ikke var i arbejde på grund af sin graviditet på det tidspunkt. De tyske politifolk brød ind i hendes lejlighed på 4. sal og gennemroede den, men heldigvis fandt de ikke noget, der kunne knytte hende til modstandsbevægelsen. Men oplevelsen den dag glemte Dorthe Kvist Christiansen og hendes 27-årige mor Anne Marie Petersen aldrig.

- Min mor og jeg havde været ude i byen for at købe lidt ind. Vi kom hjem, gik op ad trappen, og så kunne vi se, at der havde været nogen inde i vores lejlighed. Der lå sengelinned, madrasser og andre ting smidt ude på trappeafsatsen. Enkelte ting var trillet ned af trappen. Tyskerne havde gennemrodet alt. Skuffer og skabe, det var ligesom efter et indbrud. Det gjorde indtryk. Det var en episode, som jeg ikke kunne tale med min mor om, for jeg var jo en lille pige, og jeg vidste ingenting, men der er ingen tvivl om, at min mor vidste, hvorfor lejligheden var blevet gennemrodet. Hun fik et voldsomt chok.

Min mor og jeg havde været ude i byen for at købe lidt ind. Vi kom hjem, gik op ad trappen, og så kunne vi se, at der havde været nogen inde i vores lejlighed. Der lå sengelinned, madrasser og andre ting smidt ude på trappeafsatsen. Enkelte ting var trillet ned af trappen. Tyskerne havde gennemrodet alt.

Dorthe Kvist Christiansen

Episoden gjorde dybt indtryk på Dorthe Kvist Christiansens mor. Den sad i hende meget længe. Ikke mindst fordi hun blev klar over, at hvis tyskerne havde fundet den mindste forbindelse til modstandsgrupperne, eventuelt bare et enkelt flyveblad, som der var mange af dengang, var hun blevet arresteret, taget med og måske blevet henrettet sammen med hendes chef, Hans Christian Just Petersen, og andre modstandsfolk.

- Min mor var meget rystet og berørt. Ikke mindst fordi hun havde en meget stor sympati og respekt for Just Petersen. Hun omtalte ham mange gange som det dejligste, mest venlige, opmærksomme og ærligste menneske, hun havde kendt – at sådan et menneske bare skulle henrettes, forstod hun ikke.

12. april 1945, 12 dage efter at Dorthe Kvist Christiansen mor havde født, og hun selv var blevet storesøster, blev den 59-årige Hans Christian Just Petersen sammen med medlemmer af ”Taulovgruppen” ført til Vestre Fængsel i København, dømt til døden 18. april og henrettet dagen efter 19. april i Ryvangen sammen med otte unge mennesker i alderen fra 21 til 28 år – godt 14 dage før befrielsen 4. maj 1945.

Blandt de unge mennesker, som Hans Christian Just Petersen blev henrettet sammen med, var den 21-årige Iver Peder Lassen, søn af den fredericianske dyrlæge Niels Lassen og hans kone. I et kort afskedsbrev, der formentlig var skrevet 19. april i bilen på vej til henrettelsen i Ryvangen, skrev Iver til sine forældre:

Kære far og mor, lille mor!

Nu er jeg på min sidste rejse, men jeg er ikke bange, for jeg går hjem til min himmelske fader. Jeg har bekendt min synd for gud og mennesker – og tilgiv mig alt, som gud har tilgivet mig.

På gensyn i himlen. Hilsen

Jeres dreng Iver.

Annonce
Elbobladet

På den 2. side: Lyserød eksplosion lige fra morgenstunden

Annonce
Elbobladet

Præstens klumme: Grøn er håbets farve

Annonce
Elbobladet

Vær med til at sikre en god folkeafstemning: Bliv valgtilforordnet

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Du risikerer at blive spurgt: Hvad skal vi sælge Fredericia på til turisterne?

Elbobladet

Nu kan du godt finde mountainbiken frem: Nyt spor for alle indviet

Elbobladet

S-profil i Fredericia er ny mand i spidsen for sosu-skoles bestyrelse

Elbobladet

Natklub-ejer er stolt efter prisuddeling i Barcelona

Elbobladet

Julie havde en elevtid fuld af prøvelser - nu er hun udnævnt til årets bedste lærling

Elbobladet

Præstens klumme: Da kunstneren blev præst for præsten

Elbobladet

På den 2. side: Skraldespand og some-brydere

Annonce