Fredericia: Hvis du ikke allerede er helt vild med natur, så er der rig mulighed for at blive det i 2020, som er Naturens År. Under overskriften "Vores Natur" inviteres danskerne med ud naturen. Det sker sideløbende med, at en ny TV-serie om Danmarks natur ruller over skærmen på DR.
Fredericia fejrer også Naturens År. Så sent som i 2018 blev Treldeskovene udpeget som national naturkanon.
- Naturens År og de oplevelser, som følger med, falder helt sikkert i god jord hos fredericianerne, der generelt er glade for at komme ud og bruge naturen. Jeg håber, at det kan få flere til at hoppe i gummistøvlerne, for Fredericia har mange skønne naturområder, som helt bestemt er et besøg værd, siger Christian Bro, der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune, i en pressemeddelelse.
Hele programmet for Naturen År 2020 i Fredericia kan ses på Fredericia Kommunes hjemmeside. Året byder blandt andet på en række foredrag og workshops for både store og små.
Naturpark Lillebælt og Fredericia Kommune er desuden vært for Naturstafetten i uge 30. Hele ugen kommer til at handle om den vilde vidunderlige natur med et hav af oplevelser.