Fredericia: - Det bliver godt. Altså, virkelig godt, siger Anders Østergaard og lyser op i et smil.
Den fredericianske erhvervsmand er især kendt for sit engagement i olie- og shipping-virksomheden Monjasa, men han har også en anden ild i sjælen. Nemlig sin glæde over Fredericia og lyst til at skabe noget, byen ikke i forvejen har. Og det er han godt på vej til.
- Nogle spiller golf i deres fritid. Jeg gør det her, siger han og peger ind mod lokalerne i den kommende natklub, Aha.
Natklubben Aha skulle egentlig have åbnet i påsken 2020, men den plan spændte corona ben for. Siden har håndværkere kunnet arbejde med grundighed og god tid for at indrette de helt særlige og gennemtænkte lokaler, der får indgang fra Axeltorvs sydvestlige hjørne - der hvor Hollywood Hard Rock i sin tid lå.
Anders Østergaard og resten af holdet bag den kommende natklub vil ikke afsløre for meget inden den store åbning. Blandt andet derfor er kameraer ikke tilladt i lokalerne, hvor håndværkerne stadig er i gang.
Selvom Anders Østergaard er forretningsmand, er Aha-projektet ikke tænkt som en egentlig forretning.
- Jeg regner ikke med at tjene penge på Aha. Men det er selvfølgelig heller ikke planen at tabe penge. Jeg gør det her for fornøjelsens skyld og for at give Fredericia et sted, hvor jeg selv vil elske at komme. Jeg tror, at mange bliver glade, når de ser det, siger han og viser avisens mand rundt - uden kamera.
Det mangler byen
Fra sine rejser rundt i verden har Anders oplevet steder af den slags, han nu er ved at skabe i Fredericia. Stilfuldt og eksklusivt uden at være snobbet. Gennemført uden at være overpyntet. Med styr på detaljer og prioriteter.
- Fredericia og mange andre danske byer mangler et sted, hvor folk kan gå hen ved 22-tiden efter at have været ude at spise. Mange steder begynder nattelivet jo først efter midnat. Men her kan man gå hen lige fra restauranten og fortsætte en god, hyggelig aften, siger han.
Anders ØstergaardIndreretningen, stilen og musikken vil vække minder om en tid, hvor man havde overskud til at være nærværende.
Aha får levende musik, bestyret af et fast husorkester og ansat kapelmester. Udefrakommende gæstestjerner kan også være på plakaten og gerne spille sammen med Aha's husorkester.
- Der er tænkt på enhver detalje. Eksempelvis bliver lyden leveret af Meyer Sound, som er blandt de absolut bedste indenfor lyd design- og udstyr. Og den sendes rundt i lokalerne, for optimale forhold alle steder. Vi laver ikke et egentlig dansegulv, for folk kan danse, lige hvor de vil, siger Anders, der forsikrer, at stedet ikke vil lukke så mange ind, at oplevelsen bliver for tætpakket.
I den store bar vil flere bartendere stå klar, og værtinder vil bevæge sig rundt blandt gæsterne, der også kan afgive bestillinger fra deres plads og få leveret til deres borde. Også garderoben har fået et ekstra service niveau. Her kan gæster for eksempel få et skab til håndtasken samt få ladet telefonen op.
- Indretning, stilen og musikken bygger grundlæggende på 80'ernes stemning og vil vække minder om en tid, hvor man havde overskud til at være nærværende. Når man er på Aha, skal tiden stå stille, og man skal kunne mærke hinanden og oplevelsen. Det bliver så godt, siger Anders.
Som situationen er lige nu, tør han ikke sætte dato på, hvornår de første gæster kan træde ind over logoet, der er lagt ned i gulvet ved indgangen. Men han glæder sig til, at tiden er inde.
- Så skal Fredericia få sig en Aha-oplevelse, siger han.