Fredericia: Her i ElboBladet har vi gennem længere tid haft en lokalpatriotisk artikelserie under fællestitlen "Fredericia på landkortet". Med en snert af klædelig humor har vi i serien beskrevet forskellige sammenhænge, hvor Fredericia har fortjent mere synlighed.
Og så dukker der pludselig et 26 år gammelt Europakort op. Sådan et kort, der har hængt i mange klasseværelser. Sådan et kort, der op gennem 90'erne blev forældet flere gange, når grænser blev flyttet, tilføjet eller fjernet. Og se så dér: Lige i verdens centrum står anført én af Trekantområdets byer. Kun én. Den vigtigste. Jyllands hovedstad: Fredericia.
Det er næsten ærgerligt, at kort som disse forsvinder fra flere og flere klasseværelser, når nu de så klart viser verdens rette sammenhæng.
Fredericia på landkortet
ElboBladet har i den seneste tid bragt flere artikler under temaet "Fredericia på landkortet".
Serien rådyrker den lokalpatriotisme, mange føler for deres hjem- og fødeegn. Lokalpatriotisme er godt til at skabe og styrke sammenhold og fællesskab, men den skal helst følges med lidt humor for ikke at blive uklædelig.
Indtil videre har serien omtalt tv-vejkort, hvor Fredericia ikke er markeret. Og Carlsberg, der brygger alle sine pilsnere i Fredericia, men alligevel skriver "København" på dem. Muligheden for at få Landsoldaten eller Volden på mønt har også været beskrevet. Og muligheden for at få Fredericia omtalt i pop- og rocksange eller i film og tv-serier. Seriens tidligere artikler kan genfindes på ElboBladet.dk.
Serien fortsætter.
Europakortet fra 1995 er fremstillet af det tyske kort-firma Justus Perthes Verlag fra Gotha, godt 500 kilometer syd for Fredericia. Så de kan næppe anklages for inhabilitet i deres konklusion om, at Fredericia er Trekantområdets vigtigste by.
Forlaget gik ned i 2016. Men det er en anden snak.