Kina - Guilin: Det er nyttigt at prøve en periode som ordblind eller analfabet. Det giver lidt indsigt og forståelse for dette problem. Faktisk er det en del værre her - i Kina 2014 - for du er havnet i en verden, hvor du end ikke kan læse et eneste af de mange skilte, og i tilgift er der langt imellem, at du møder nogen, som du verbalt kan kommunikere med.
Alle er søde og vil gerne være hjælpsomme. Det positive er, at analfabetismen kun er midlertidigt. Mine små medbragte kort med kinesiske tekster var en stor hjælp.
Til taxachaufføren i lufthavnen havde jeg fundet et lille kort med hotellets beliggenhed samt adressen på både kinesisk og engelsk. Vi vekslede faktisk ikke et eneste ord med hinanden. Kropssproget og den lille note var nok. Chaufføren havde sin lille søn med i bilen. Han var vel fem-seks år gammel. Jeg sad på bagsædet og den lille dreng foran, hvorfra han kunne iagttage det mærkelige væsen, hans far havde samlet op.
Jeg fandt på denne charmerende måde ud af, at jeg virkelig måtte se meget anderledes ud. Drengen skulle hele tiden hviskende og fnisende betro sin far om sine iagttagelser. Det faldt ham ikke ind, at jeg alligevel ikke forstod et eneste ord af, hvad han sagde. Men mimik og gestikulation fortæller mere, end vi ofte er bevidste om.
Således ankom jeg til Guillin, der efter kinesiske forhold er en ganske lille provinsby på størrelse med København. Landskabet her er meget specielt og helt usædvanligt. Det er næsten fladt - men er udstyret med små sukkertopformede bjerge, der danner et karstlandskab - altså bjerge af kalksten, som vand gennem tiderne har eroderet ned. Der er mange huler og grotter. Kun det hårdeste af klipperne står tilbage, resten er næsten fladt - fyldt op med sedimenterne.
I dette subtropiske landskab er disse bjerge fuldstændig dækket med vegetation og er her i det bynære område ofte udstyret med pagoder og udsigtsplatforme på toppen. De udgør et meget charmerende indslag i et i øvrigt meget grønt bymiljø.
Fakta
- Jørgen Leon Knudsen fra Fredericia har rejst i store dele af verden.
- Han har skrevet bogen 'Backpackerguiden - En grundlæggende rejsevejledning for "rejs-selv-folk"'.
- I serien her fortæller han om sine oplevelser rundt om på kloden.