Fiji: I 2010 tilbragte jeg nogle uger på Fiji. Efter et par dage i Nadi syntes jeg, at nu måtte der ske noget. Så jeg lejede en bil. Det vil sige: Det var nu den venlige servitrice, der gjorde det. Hun var vist altmulig-dame der på stedet.
Bilen skulle leveres klokken ni næste morgen. Det blev den. Det skulle være en ny bil, men det var det ikke. Den skulle være i orden, men det var den heller ikke. Nej, den var sådan set OK - bortset fra, at fordøren i førersiden ikke kunne låses udefra og kun vanskeligt kunne åbnes. Jeg har dog en del erfaring med gamle biler, og der er næsten ikke det, et stykke gaffatape ikke kan klare. Så nu kunne bilen åbnes, og så levede jeg med, at den skulle låses indefra fra passagersiden.
Det skulle bare være en kort tur i den nærmeste omegn. Det blev det ikke. Jeg havde kun en meget grov skitse - mere detaljerede kort over øens vejnet fandtes vist ikke.
Jeg kørte nordpå fra Nadi gennem store sukkerrørsplantager til Lautoka, der meget passende også kalder sig Sugar City og derfra videre til Ba. Jo, det hedder byen. Fra Ba skulle der i følge kortet gå en vej ind mellem de "lave" bakker på den østlige side af øen og retur til Nadi.
Jo tak, der var ganske mange veje, men ingen skilte. Ved en vejgaffel stoppede jeg op for at sondere landskabet. En ældre mand dukkede op ‘Bula!’ - Jeg gengældte hans hilsen - ‘Bula’. Det føles lidt idiotisk, at stå og sige Bula til pæne folk, men det er nu engang det, man gør her, når man vil være venlig - og folk her ER meget venlige. Vi falder i snak, og jeg spørger om vej til Navala - et af de få stednavne jeg havde fra kortet. Jeg aner ikke, hvad det er, men det ligger i den retning, jeg skal.
Det viste sig, at jeg var på rette spor, og manden får et lift et par kilometer. Han virkede både flink og sympatisk. Alle her er i øvrigt umådelig venlige og høflige. Folk hilser eller vinker, når du kører forbi. Og kommer du gående, hilser de også - ikke bare med – ‘Bula’ - men ofte også ved at give hånd. Alle vil gerne konversere.
