Annonce
Elbobladet

Globetrotter: Kaffe og oplevelser i Nigril-bjergene

I Nigril bjergene – eller de blå bjerge – lever Nigrilfolket stadig ret afsondret. De har deres eget sprog og er næsten selvforsynende. Foto: Jørgen Leon Knudsen
En helt særlig kaffe naturel og en varm nedtur.
Annonce

Indien, Nigril-bjergene: I år 2000 tilbragte jeg et par måneder i det sydlige Indien. Det var februar og køligt vintervejr. 25–30 grader døgnet rundt. I Ooty, der en bjergby i Nigrilbjergene, møder jeg Zinni, hvis etnicitet jeg ikke kan bestemme. Han er formentlig lokal, men minder mig mest om en aboriginer. Mørk med stort krøllet hår.

Zinni blev min uovertrufne guide i et par dage. Vi drog ud i bjergene for at besøge nogle af de oprindelige bjergboere. Disse folk taler hverken engelsk, hindi, tamil eller kanada, der ellers er de mest anvendte sprog her. De tilhører en lille gruppe, der kun talte nigril – det oprindelige sprog heroppe, som min guide selvfølgelig forstod og talte.

Indgangsåbningen i det smukke traditionelle hus var lav, - bare en god meter i højden. Ikke fordi folk her var særligt små. Men du kommer ind i huset på en meget ydmyg måde. Der var ingen vinduer, kun lyset fra døråbningen oplyser det store rum. Ingen møbler. Kun én stor forhøjning hvor hele familien sov om natten. I det fjerneste hjørne var der et dunkelt ildsted. Her sad en ældre kone på gulvet og bryggede kaffe.

Jeg havde ikke drukket kaffe i 20 år, min mave vil ikke acceptere det, men jeg nænnede ikke at afslå. Det ville være uhøfligt. Kaffen smagte fortræffeligt, og min mave protesterede ikke. Den gamle kone havde selv dyrket, plukket, ristet og forarbejdet kaffen. Ingen kunstige ingredienser.

Min tur ned fra Ooty foregik med et lille tog anført af et ældgammelt damplokomotiv. Det gik nedad over et utal af broer og igennem små tuneller. Turen tog 3½ time og kostede 10 rupii.

Ved et stop på en af de små stationer blev jeg inviteret til at køre med i lokomotivet. Det var noget af en oplevelse – varmt og beskidt. Det var givetvis nøje instuderet og beregnende at invitere en turist ombord, men det var en helt ubetalelig oplevelse. De tre spasmagere på lokomotivet reddede sig da også en ekstra dagløn (de fik 20 kroner hver). Min bagage? - jo den stod stadig urørt i kupéen, da vi nåede ned.

Jørgen Leon Knudsen er en usædvanlig berejst herre. Han skriver en serie i Elbobladet med anekdoter og oplevelser fra de over 60 lande, han har besøgt. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Elbobladet

Syng Sammen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Treldevejens Genbrug er åbnet

Elbobladet

Du store kineser

Elbobladet

Der blev sat priser ved Røde Kors

Annonce