Det er altid en sjov udfordring at rejse billigt.
Den sidste dag i september forlader jeg Orange Walk i Belize og begiver jeg mig af sted mod Tikal i Guatemala. Det meste af turen i Belize foregår med "chickenbusses", og jeg bliver i løbet af dagen udsat for fem forskellige køretøjer, mest gamle udrangerede amerikanske skolebusser.
Jeg når grænseposten Benque sidst på eftermiddagen. Her er ret øde, og kun en enlig taxa venter. Den charmerende chauffør forsøger ihærdigt at sælge mig mig en dyr taxatur til mit bestemmelsessted 50 kilometer herfra, Tikal i Guatemala.
Han forlanger 350 Quetsales. Men jeg ved, at turen skal kunne gøres for bare 25 Quetsales - men hvorfra og hvordan var ikke umiddelbart indlysende. Vejen videre frem er omgivet af jungle så langt jeg kan se, og det er snart mørkt.
- Hvad vil du ellers? spørger min ihærdige taxaven.
- Jeg går da bare, svarer jeg til stor moro for de omkringstående, der altid er forsamlet for at se, om taxatricket lykkes. Det gjorde det ikke denne gang, og jeg begynder at gå.
Jeg har set så mange steder i verden, at de stærke taxaorganisationer ofte har formået at fortrænge de billigere transportformer til mere ydmyge steder. Så, da der kun var én vej, vurderede jeg, at der snart ville byde sig en anden mulighed, så snart jeg begyndte at gå.
Efter en kort vandring blev jeg da også indhentet af en lokal mand, som tilbød en transport til Flores for 50 Quetsales. Jeg blev kørt halvanden kilometer til en lille bebyggelse og fik derfra et sæde i en minibus, der kørte mig lige til døren på mit logi. At fyren derved selv scorede 25 quetsales på mindre end tre minutter, har jeg det helt fint med.
En taxa havde gjort turen en anelse hurtigere og mig fattigere. Trængsel er ikke usædvanligt på disse breddegrader, men jeg havde mit eget sæde i den overfyldte minibus og var godt tilfreds.
De to damer på min venstre side kaglede løs på hele turen. Hønsene, de havde med i to sække under sædet havde til gengæld ikke så meget at sige, men det var vel heller ikke så mærkeligt - og slet ikke nødvendigt.
Jørgen Leon Knudsen fra Fredericia har rejst i store dele af verden.
Han har skrevet bogen 'Backpackerguiden - En grundlæggende rejsevejledning for "rejs-selv-folk"'
I serien her fortæller han om sine oplevelser rundt om på kloden.