Annonce
Elbobladet

Haveejer? Det skal du gøre inden frosten

Det er ikke alle havens planter, som er lige modstandsdygtige overfor sne og nattefrost. Dahlia - eller georginer - kan eksempelvis slet ikke lide det. Genrefoto: Stine Munk Jensen/Ritzau Scanpix
Både regn, frost og store temperaturskift er problematisk for flere planter. To gartnere giver her deres bud på, hvordan du frostsikrer planterne.
Annonce

Det danske efterår er en omskiftelig størrelse, der både kan byde på Indian Summer og lune temperaturer - eller det stik modsatte.

Hertil kommer, at det danske klima generelt er blevet mildere, og det er flere år siden, vi for alvor havde mange dages sne og frost.

- Derfor kan man ikke sige præcis, hvornår og hvor meget man skal frostsikre planterne. Det er en afvejning, siger Berit Rørbøl, der er anlægsgartner, landskabsarkitekt og havefaglig rådgiver i Videncentret Bolius.

Som tommelfingerregel vil det være en god ide at tage de allermest frostfølsomme knolde op af jorden nu.

Dahlia - eller georginer - kan slet ikke lide frost.

- De er også følsomme over for store vandmængder, som kan få knoldene til at rådne. Så for at beskytte dem mod frost og regn skal de op nu, råder Berit Rørbøl.

Eksoter såsom citrontræ, oliventræ og appelsintræ er også sarte.

Især hvis de er plantet i krukker og derved står over jordniveau.

- Krukkeplanternes rødder er mere udsatte over for kold blæst og almindelig nattefrost, fordi de netop står over jorden. Så de kan sagtens blive påvirket af frost, selv om selve havejorden ikke er frosset endnu, siger Berit Rørbøl.

De første dage med nattefrost vil det ofte være tilstrækkeligt at dække planterne til og rykke dem ind under et halvtag.

Men ved flere dages bidende frost er det typisk ikke nok.

- Så skal de helt ind - helst i en kælder, en udestue eller et orangeri, hvor det ikke er alt for varmt, siger Berit Rørbøl.

Annonce

Følg med i vejrudsigten

Her spiller geografi også en rolle, tilføjer Jesper Carl Corfitzen, der er gartner, havearkitekt og selvstændig haverådgiver.

- Bor man indlands - midt på Sjælland, Fyn eller Jylland - skal man være allermest varsom med frost. Mens dem, der bor kystnært mod øst, sagtens kan være heldige at gå fri af den værste nattefrost, siger han.

Jesper Carl Corfitzen har selv ladet sine oliventræer, laurbær, agaver og yucca-planter stå overdækket udendørs de seneste år.

Undgå vand og frost i planterne

Vand er en lige så vigtig risikofaktor som frost i vintermånederne. Undgå at planterne søber i vand, så ryk dem gerne under halvtag eller ind i garagen.

Sørg for, at der er dræn, lecakugler eller sten i bunden, så vandet kan løbe fra. På den måde minimerer du risikoen for frostsprængninger og rådne rødder.

Undgå store temperaturskift. Hvis du vælger at rykke planterne indendørs, så gør det gerne, mens der stadigvæk er lidt plusgrader i luften. Det værste, du kan gøre, er at rykke planten direkte fra frossen vinterluft og ind ved en varm radiator i stuen. Tilvænningen skal ske langsomt.

- Det er indtil videre gået fint, men der kan jo komme en december med intens frost. Derfor skal man løbende følge med i vejrudsigten, siger Jesper Carl Corfitzen.

Annonce

Pak krukken ind

Hvis du overdækker, er det vigtigt, at du pakker selve krukken godt ind i lærred, plast eller fiberdug og stiller den under halvtag.

Det er ikke tilstrækkeligt kun at dække jorden, understreger Jesper Carl Corfitzen.

- I Spanien dør oliventræerne jo ikke, fordi der falder lidt sne. Det skyldes, at jorden holder på varmen. Sådan er det ikke i en krukke, som derfor skal pakkes ekstra godt ind og skærmes fra store vandmængder, siger han.


I Spanien dør oliventræerne jo ikke, fordi der falder lidt sne. Det skyldes, at jorden holder på varmen. Sådan er det ikke i en krukke, som derfor skal pakkes ekstra godt ind og skærmes fra store vandmængder.

Jesper Carl Corfitzen, gartner, havearkitekt og selvstændig haverådgiver


/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Frokostjazz i Tøjhuset

Elbobladet

Peugeot 208 ser ud til at holde hjem

Elbobladet

Se fotos: Axeltorv er klar til jul

Annonce