Annonce
Elbobladet

Hvor er fotovognen henne, når vi har brug for den?

Journalist Marianne Husted, Fredericia Dagblad/Elbobladet. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Jeg har på det seneste udviklet mig til den type bilist, der sidder rødglødende bag rattet og bruger sprogets værste gloser, når trafikken er tæt, regnen siler ned, og båt-nakker mener, de har en gudsbenådet ret til at kaste sig ud i hasarderede overhalinger med en attitude, som om vejene alene er bygget til dem.

Selvfølgelig vil der være meget trafik, når vi hver især helst transporterer os i egen bil. Når busforbindelser ikke altid passer med arbejdstiderne i de store erhvervsområder med mange ansatte. Og når der sjældent ligger et togstop i nærheden af, hvor folk har deres arbejde.

Masser af trafik er jo også et positivt tegn. Det siger noget om, at det går godt i samfundet. At folk er i job, håndværkerne har travlt, og vi gerne kører langt efter spændende job.

Men det er som om, at trafikkulturen ikke har tilpasset sig, at vi altså er blevet flere på vejene. Det er jo med trafik, som det er med vand. Den søger derhen, hvor der er nemmest mulig passage. Og derfor kan man også lige pludselig på en mindre vej opleve, at bilerne kører i trængsel, og børn på vej i skole må vente længe på at krydse vejen.

Det er som om, at trafikkulturen ikke har tilpasset sig, at vi altså er blevet flere på vejene.

Men det er ikke kun det. Der bliver også trykket hårdt på speederen - både på mindre og større veje. For eksempel på motortrafikvejen mellem Fredericia og Vejle.

Og når "Omvendt-Kasket-Karl" eller hvem det nu måtte være, kaster sig ud i overhalingsbanen, så modkørende må bremse hårdt op - og det samme må bilister i hans egen bane, ja, så var det rart, om fotovognen havde været i nærheden. I yderste konsekvens kan denne form for kørsel ikke alene koste buler, men også menneskeliv. Det fotograferende politi har jeg mødt adskillige gange på Egeskovvej ind og ud af byen, hvor bilerne ikke er i trængsel, og hvor der køres pænt uden disse hasarderede overhalinger. I øvrigt stiller bilen ofte op uden for myldretiden.

Og hvorfor alle disse trafikregistreringer i de seneste knap fire måneder? Jo, undertegnede har været udlånt til andre spændende opgaver i Horsens og Vejle - og derfor været en flittig bruger af vejene. Nu er jeg tilbage i Fredericia, hvor jeg igen hopper på cyklen og noterer mig, at der er fin plads på den indre bys veje.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Går du med maske?

Annonce