Annonce
Elbobladet

Jobkrisen kradser: Undgå at få stress som ledig

Mange virksomheder har været nødsaget til at fyre medarbejdere under coronakrisen. En af dem er Københavns Lufthavn, der har skåret 511 stillinger. (Arkivfoto)
Hvis jobbet ryger, så giv dig tid til at trække vejret, og find sammen med andre, der står i samme situation.
Annonce

Sommeren igennem har en ordning om lønkompensation holdt hånden over mange ansatte i trængte virksomheder.

Nu er ordningen udløbet, og selv om der er vedtaget en erstatning, så vil en del danskere få stukket en fyreseddel i hånden i den kommende tid, skønner Dansk Erhverv.

Og en fyring kan føre til både søvnløse nætter, lavt selvværd og et utal af bekymringer.

- Når man bliver opsagt, så resulterer det i en slags stress, og for nogle vil det føre til en decideret stressreaktion, siger Malene Gude, der er erhvervspsykolog i vikar- og rekrutteringsbureauet Randstad Danmark.

En del vil allerede blive ramt i den første uge efter fyringen, mens det først sker senere for andre.

- Reaktionerne er vidt forskellige fra person til person, forklarer Malene Gude.

Nogle kan ikke sove, mens andre sover hele tiden. Nogle reagerer ved at græde, mens andre overhovedet ikke reagerer.

Tillad dig selv at holde pause nogle dage efter fyringen for at mærke efter.

Gå lange ture, dyrk mindfulness og meditation - giv dig tid til at trække vejret.

- Hvis vi gør noget for vores krop og sind, så heler vi hurtigere og kommer godt videre, siger Malene Gude.

Annonce

Accepten kommer en dag

Når du har gået ledig et stykke tid, vil du nå et punkt, hvor du i højere grad accepterer, at din situation er, som den er.

- Men når man så begynder at få afslag på sine ansøgninger, så kan man godt falde tilbage i nogle af stressreaktionerne. Måske begynder man at få svært ved at sove igen, blive sortsynet og bekymre sig, siger hun.

Vær bevidst om, at det er helt normalt at få et tilbageslag. Og forebyg stress ved at få struktur i din hverdag.

Fakta

  • Accepter, at du ikke ved, hvornår du kommer i arbejde. Sæt dig nogle klare mål, og læg en plan for, hvad du vil gøre for at løse det.
  • Afsæt et tidsrum om dagen, hvor du er jobsøgende.
  • Sæt kravene til dig selv ned.
  • Få overblik over din økonomi, så den ikke bliver en stressfaktor. Ser det slemt ud, skal du overveje, hvordan du skaffer en større indtægt ved for eksempel at gå på kompromis med dine ønsker til arbejdsindhold.
  • Søg støtte og sparring i netværk og andre fællesskaber.
  • Undgå dårlig selvværdsfølelse. Definér dig selv som jobsøgende frem for ledig.
  • Sørg for at sove godt, da det vil få mængden af stresshormoner til at falde. Ved at dyrke motion styrker du desuden kroppens evne til at tackle stress.

- Mange kommer fra en fast studie- eller arbejdsdag, og når man så bliver jobsøgende, kommer det til at fylde om dagen, aftenen og i weekenden, siger Jannik Talleruphuus, der er karrierekonsulent i Akademikernes A-kasse.

Sæt et tidsrum af om dagen, hvor du arbejder på din jobsøgning, så du efterfølgende kan tillade dig at holde fri.

Tag fat i nogle i samme situation, så I kan være jobsøgende sammen. Det kan være, at I er flere kolleger, der er blevet opsagt i samme virksomhed, som kan danne et netværk.

- Ved at indgå i fællesskaber, så undgår man at føle, at alle andre går på arbejde, mens man er den eneste, der sidder i jobsøgningen. Det er man langtfra - og specielt ikke i den her periode, siger Jannik Talleruphuus.

Det kan desuden være en fordel at kigge mod de virksomheder og brancher, der - modsat mange andre - oplever vækst som følge af coronakrisen.

- Har man kompetencer, der skal bruges der, skal man se sit snit til at byde ind, siger han.

/ritzau fokus/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Drop-in-dåb i Fredericia Provsti

Elbobladet

En helt ny gammel motor

Elbobladet

Syng Sammen

Elbobladet

Lokal kunst i lokal bank

Elbobladet

Ny teknologi renser luften

Elbobladet

Treldevejens Genbrug er åbnet

Annonce