Fredericia: Hver anden mandag eftermiddag mødes en gruppe bipolare i Kulturcaféen, Danmarksgade 32 i Fredericia. Bare for at snakke, hygge og drikke en kop kaffe eller the. Og det er rart, fortæller flere af dem, da ElboBladet kommer på besøg.
Gruppen er stablet på benene af Susanne Jensen. Hun er selv bipolar og har med egne ord følt sig "helt forkert, hele livet". Så hun nyder at mødes med andre i samme situation - nogen, der forstår.
- Vi begyndte at mødes i sommer. Man behøver ikke at tilmelde sig, og antallet af fremmødte svinger. Vi har mødtes fire-fem ad gangen, og en enkelt gang har vi været 13, siger hun.
Gruppen mødes mandage i ulige uger fra klokken 16-18. Næste gang er mandag 16. december.
Allerede mens ElboBladet taler med Susanne om gruppen, kommer de første "medlemmer" ind ad døren. Det er alle glade for gruppen, der giver dem mulighed for at tale sammen uden at skulle forklare sig - eller undskylde for deres udfordringer. Her kan man bare være - noget, en tilværelse som bipolar ellers gør alt for at forhindre en i.
Det er dejligt at snakke med nogen - uden at føle sig forkert.Susanne Jensen
Ulykkelig og selvskade
Susanne har en lang række indlæggelser bag sig. Allerede som teenager kunne hun mærke, at der var noget galt. Så galt, at hun planlagde selvmord.
Først i 2006 fik hun sin diagnose: Bipolar - eller maniodepressiv.
- Mange syntes, at det måtte være forfærdeligt at få den diagnose, men jeg var glad: Nu vidste jeg pludselig, hvorfor jeg nogle gange løb rundt på væggene. I begyndelsen holdt jeg dog diagnosen lidt for mig selv. Men på det seneste har jeg talt meget om det. Det er jo mig, og jeg skammer mig ikke, siger hun.
Sygdommen har haft store omkostninger for Susanne, der for eksempel bliver synligt rørt, når hun fortæller om at have mistet kontakten til et af sine børn. Hun har også haft et misbrug, der opstod som selvmedicinering.
- I perioder, hvor jeg var i bedring, blev jeg overmodig og overtog selv styringen af min medicin - og så gik det altid galt, og jeg endte på den lukkede afdeling. Nu er der styr på min medicin, og jeg går til spinning - noget, der virkelig gør en forskel for mig.
I perioder, hvor nedturen tog magten, tyede Susanne til selvskade. Det mest ekstreme tilfælde var, da hun stod op en nat og skar en finger af.
I lang tid har Susanne løjet om årsagen til, at hun i dag mangler en finger. Men nu er finger-stumpen en påmindelse om altid at passe sin medicin, kende sig selv og være opmærksom på at holde en sund balance i livet uden at forpligte sig over evne i den række af frivillige aktiviteter, hun brænder for.
Tabu og uvidenhed
Susanne og de andre i gruppen oplever ofte, at andre mennesker ikke ved ret meget om livet som bipolar. Den uvidenhed fører til tabuer og andre uheldige situationer, som det kan være svært at finde sig til rette i.
- Også derfor er det rart at mødes med ligesindede her, siger Susanne.
Møderne er afslappede og uden dagsorden. Der er ikke tale om et selvhjælpsprogram, men om simpelthen bare at tale sammen. Og lytte. Ikke kun om sygdom, men også om alt muligt andet.
- Alle er velkomne. Og man behøver ikke at melde sig til på forhånd. Bare kom, siger Susanne.
