Annonce
Elbobladet

Klar til at dø af kræft: Døden har været ude efter mig mange, mange gange

- Det måtte jo ske en dag, siger Hans Erik Dreymann fra Brejning. Han har snydt Døden mange gange, men denne gang går den ikke. Han har uhelbredelig leverkræft. Foto: Peter Friis Autzen
Hans Erik Dreymann har snydt Døden mange gange. Men nu går den ikke længere. Det ved han.
Annonce

Brejning: - Jeg har sagt nej til kemo. Jeg fik kemo sidste gang, jeg havde kræft, men det gav mig bare en masse lortesygdomme. Jeg vil ikke have kemo igen. Det betyder, at jeg skal dø denne gang. Det ved jeg godt, siger Hans Erik Dreymann og hælder lidt kaffe i sin kop.

Han er træt. Maven blev kræft-opereret sidste år. Mavesækken er væk, og der er grænser for, hvor meget han kan spise og drikke ad gangen.

Uret i stuen slår. I det ryddelige, lyse Brejning-hjem er der billeder af børn op børnebørn. Forårets sol skinner ind mellem lamelgardinerne ved terrassedøren. Det ligner måske sommer, men det er stadig pivkoldt.

Hans Erik har oplevet meget i sit liv. Mere end de fleste andre.

- Jeg ville gerne opleve mine børnebørn blive ældre, det er klart. Men der er jo ikke noget, jeg mangler at opleve. Lidt mere ville bare være dejligt, siger han.

Døden har adskillige gange været ude efter Hans Erik. Hver gang har han snoet sig uden om.

- Men denne gang går den ikke. Det ved jeg godt, siger han og fortæller, hvad han kan huske om nogle af de gange, han snød Døden.

Der er sådan set ikke noget, jeg mangler at opleve. Men lidt mere ville være dejligt.

Hans Erik Dreymann

Annonce

Med en snor om maven

Første gang, Hans Erik kan huske, at Døden sendte bud efter ham, var da han var fire år og boede på Ærø.

- Min mor har bundet en snor om maven på mig - og den anden ende om et træ. Det gør hun for at sikre sig, at jeg ikke løber ud på vejen. Men hendes øjemål kikser, og snoren er for lang.

Resultatet bliver, at lille Hans Erik kravler over hegnet ud til vejen. Snoren er for kort til, at han kan nå ned på jorden på den anden side af hegnet. Et kort øjeblik dingler han i den stramme snor, hvorefter den løsner sig og smutter af ham - heldigvis uden at han får løkken om halsen.

Han falder det sidste stykke ned og lander på hovedet først direkte ned i et kloakdæksel.

- Efter den tur blev jeg holdt i kortere snor.

Annonce

Jernbeslag i hovedet

Som ni-ti-årig dreng står Hans Erik igen på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

- Jeg er på boldpladsen og står ved et af målene. Jeg får øje på et stort jernbeslag, der rager ud fra et hjørne. Da en af de andre rammer overliggeren med et hårdt skud, vælter målet ned over mig og rammer mig direkte i hovedet med det store jernbeslag. Blodet sprøjter. Lægen giver mig et plaster på og siger, at resten skal løbes væk.

Hans Erik får besøg af Niky Thomsen, der har et par Slots-pilsnere med. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Brækker nakken

Som 18-årig kører Hans Erik galt på motorcykel.

- Jeg kommer kørende en tidlig oktober-morgen og skal have motorcyklen til syn. En bil kører ud foran mig, og jeg bliver kastet fremover og flyver over i en kaffeautomat, købmanden har hængende ved siden af sin butiksrude. Ruden smadres også, da jeg rammer den. Bagefter bløder jeg som et svin fra det ene ben og fra hovedet, siger han.

Den lokale læge vil sy Hans Eriks hovedbund med ni sting.

- Han siger "du behøver ingen bedøvelse - du er jo bedøvet af slaget". Jeg er helt uenig med ham, men der er intet at gøre. Så han syr bare løs.

Efter ulykken skal et forsikringsspørgsmål afgøres, og Hans Erik ender med at skulle erstatte en dåse sild i købmandens vindue. Dåsen var blevet bulet ved ulykken. Resten af udgifterne klares af forsikringen.

- 10 år senere gør en læge mig opmærksom på, at min fjerde halshvirvel har været brækket. Det skete ved motorcykelulykken - men ingen opdagede det dengang.

På væggen i sit sømands-hjørne har Hans Erik blandt andet dette kolorerede foto af det første skib, han gjorde tjeneste på - og et kik på hans ungdommelige sømands-ansigt.
Annonce

SOS - bemand pumperne

Som voksen var Hans Erik stukket til søs som førstemester på en coaster.

- Det er først i 70'erne. Vi skal fra Frankrig til Middelhavet. I Den Engelske Kanal bemærker vi, at skibet ruller på en mærkelig måde. Det gynger som et pendul. Til sidst ryger alt ombord rundt. Styrmanden er uerfaren og har ikke drejet skibet op imod bølgerne, som man skal i så hårdt vejr. Nu er lasten forrykket og skibet ude af balance. En bølge kommer på tværs af de andre og slår to gange imod en åben dør agter. Styrtøjet svigter, og skipper udsender SOS, siger Hans Erik.

- Vi skiftes til at stå i "hullet" og bemande pumpen. Vandet står så højt, at skuffer og andet sejler rundt inde i skibet. Skibet ligger på skrå, og jeg kan se fisk ud gennem koøjet. Skipper siger til mig, at "hvis vores billetter er trukket, så er de trukket nu". Men pludselig kommer to britiske fartøjer og skaber læ. De gyder olie på vandet, og det får vandet til at falde til ro. Vi klarer den, men må sejle til Southampton i stedet for Stillehavet. Skipper står af i Southampton. Han vil ikke være med mere.

Kaffe på terassen skal der til - kræft eller ej. Men efter et par minutter bliver det for koldt, og Hans Erik må indenfor i varmen igen. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Sort arm

Første gang, Hans Erik som sømand krydser ækvator, er på vej til Biafra i det nuværende Nigeria. Det er få måneder efter Biafra-krigen.

Ækvator-færden bliver fejret på behørig vis. Hans Erik har stadig diplomet hængende på væggen.

- Kokken har tilberedt et særligt gyseligt, rituelt måltid. Til gengæld for smagen får jeg noget endnu værre at skylde efter med, husker Hans Erik.

Menuens tvivlsomme kvalitet får ham til at snuppe noget salat fra køkkenet. Men han bliver opdaget af kokken, der forsvarer sine råvarer med så stor kampånd, at hans kniv strejfer Hans Eriks hånd.

- Såret vil ikke hele. Efter lidt tid er jeg sort langt op ad armen. Så jeg bliver sat på en flyver for at komme hjem i behandling. Jeg deler flyet med 150 pilgrimme, der skal til Mekka. Det var en usædvanlig tur.

Annonce

Skarpskytter i Beirut

I begyndelsen af 80'erne er Hans Erik i Beirut, Libanon, for at arbejde med montering af et supermarked.

- Der er uro i landet, og mange er nervøse. Men en mand fra ambassaden fortæller os, at vi bare skal holde os til det område, hvor vi arbejder. Så skal alt nok gå. Men jeg er gammel sømand og vil gerne se havnen, hvor en stor del af områdets ubehageligheder ellers finder sted. Jeg prajer en taxa, om vi kører afsted. Efterhånden som havnen nærmer sig, bliver omgivelserne mere og mere skumle - og chaufføren sveder af angst. Til sidst beder jeg ham vende om igen, siger Hans Erik.

Den første aften efter arbejde vil Hans Erik og kollegerne finde et sted at spise.

- Vi går fire mand hen ad gaden og kan ud af øjenkrogen se mundingen på et dobbeltløbet gevær, der følger os. De sigter på os. Det bliver man lidt nervøs af. Dagen efter følger geværet os igen - men kun halvdelen af vejen. Tredje dag vinker gevær-mændene til os, og ambassademanden siger "det betyder, at de nu har undersøgt, hvem I er, og at de har styr på jeres relationer tre generationer tilbage." Det var en anspændt tid, og mange havde kløe i aftrækkerfingeren. En biograf i området blev sprængt i luften. Men vi gik ikke i biografen.

- Da vi skal rejse hjemad igen, er folk begyndt at flygte fra Beirut. Ambassademanden har en plan B-flugtrute klar til os, hvis ikke vi kan flyve hjem. Men det lykkes heldigvis.

Annonce

Stykgods og pornoblade

Livet som sømand i tiden før de store containerskibe var anderledes end i dag. Besætningen kom nogle gange til at låne lidt af forsendelsen - for eksempel et par sko i ny og næ, indtil kunderne fandt på at sende et læs venstresko med ét skib og de tilhørende højre-sko med et andet.

Kontrollen af mandskab og gods var heller ikke så tætmasket som i dag.

Hans Erik vil ikke kloge sig på, om der var ulovligheder med om bord på hans skibe. Men det var fast rutine, at hvis en tolder på kajen iførte sig kedeldragt for at gennemrode skibet, lagde sømændene straks pornoblade frem i kahytter og på toiletter.

Den slags blade var ikke lovlige andre steder i verden, og tolderne blev let distraheret og forsinket af de illustrerede, danske blade.

Sømand af verden

Sømandslivet varede seks år for Hans Erik. Allerede på sit første skib mødte han kærligheden.

- Vi sejlede fra Lissabon til USA. Vi var 31 ombord - over halvdelen talte kun spansk. En aften var der fest, fordi en kollega på et andet skib havde giftet sig med en amerikansk pige. Hun havde en veninde med til festen. Hende giftede jeg mig med året efter. Men det var en fejl. Vi kunne ikke tale sammen. Hun ville ikke til Danmark, og jeg ville ikke til USA. Det skulle vi nok have talt om inden vi giftede os. Vi skiltes i god ro og orden efter halvandet år. Skilsmissen kostede 400 dollars, og vi deltes om regningen, siger Hans Erik.

I forbindelse med en efteruddannelse i Fredericia mødte han så sin Lillian. Hende giftede han sig med og flyttede til Brejning.

Tiden med langfart på havet var forbi, men Hans Erik fulgte stadig sin næse og mavefornemmelse.

- Jeg har vel haft omkring 25 forskellige jobs. Og faktisk været glad for dem alle, siger han.

Lillian døde for knap to år siden. Hun og Hans Erik har to sønner og fem børnebørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Mormors jordbærhimmel

Annonce