SUV: Hyundai har premiere på en opdateret Kona med benzin- og dieselmotor, og for at gøre det mere attraktivt at bestille et eksemplar online, lover importøren, at alle, som vælger at få bilen til prøvekørsel hjemme og efterfølgende køber , får en besparelse på godt 2000 kroner.
Priserne på nyheden begynder ved 189.995 kroner - det er det samme som forgængeren kostede, men der er kommet mere udstyr i den faceliftede version. Selv i laveste udstyr Pure er der otte tommer touchskærm, bakkamera, eCall, trådløs smartphoneintegration, vognbaneassistent og andet. For 25.000 kroner erhverves Essential med 10,25 tommer digital instrumentering, varme i rat og forsæder, nøglefri betjening og andet.
Topmodellen Advanced har lyd- og varmedæmpende forrude, LED-lys i kabinen, blind vinkel sensor, LED-for og baglygter, mørktonede ruder og andet. Den koster 229.995 kroner.
For en udbetaling på 14.995 kroner og en månedlig betaling på 2595 kroner kan der leases en 1.0 120 T-GDi Essential.
Ny diesel
Der er kommet en ny motor til programmet - det er en 1.6 136 hk mild hybrid dieselmotor Den er opgivet til 20,4 km/l med både seks trins manuel gearkasse og syv trins dobbeltkobling. Begge gearkasser kan vælges til benzin.
Hvis man vil have Kona med el eller hybrid, så kan man endnu ikke komme ud at køre i den opdaterede version. Hvornår modelprogrammet er komplet og hvad de nye versioner kommer til at koste, kan der endnu ikke siges noget om.