Annonce
Elbobladet

Lys for hjemløse og fokus på udsathed i Fredericia

Korshærspræst Merete Ørskov fortæller om et omfattende program med fokus og info omkring hjemløshed og udsathed i Fredericia. Det er i uge 46. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Fredericia: Foran rådhuset i Fredericia vil der mandag 11. november klokken 20 blive tændt 41 lys i lanterner - ét for hver hjemløs i kommunen. I de andre større, danske byer vil der på samme måde være tændt lys for deres hjemløse, så i alt vil 6.431 lys skinne for mennesker, som ikke har et hjem.

Kirkens Korshær arrangerer lystændingen, og den bliver indledningen til en uge med fokus på de, der kæmper med misbrug, psykiske lidelser, hjemløshed og ensomhed.

- Det er så vigtigt, at de mest sårbare borgere får en stemme. Vi tror måske, de er svage mennesker, der bare skal tage sig sammen. I virkeligheden er det folk, som har haft langt større modgang, end de fleste af os andre ville kunne klare, siger Merete Ørskov, der er Korshærpræst i Fredericia.

Inden lystændingen kan man for 50 kroner se Thomas Vinterbergs prisbelønnede film ”Submarino” i Panorama klokken 17:45. Det sker i et samarbejde med Fredericia Kommunes Strategi for Udsathed og Trinitatis Sogn.

Filmen handler om Nick og hans lillebror, der oplever en tragisk hændelse, mens deres mor er sanseløs af druk. Den realistiske historie illustrerer, hvor svært det er at bryde den sociale arv.

Den fredericiansle sanger, Frank Clifforth, bidrager til ugens program. Han har selv en fortid med misbrug og andre udfordringer. Arkivfoto: Morten Rode
Annonce

Fokus hele ugen

Fokus på hjemløshed og udsathed fortsætter resten af uge 46.

- Kirkens Korshær og Trinitatis Sogn kalder ugen for ”Udsatte-Uge i Kirken: Hvad gør vi?”, og der bliver noget at opleve for enhver fra de helt små til de ældste, siger Merete Ørskov.

Tirsdag er der åbent hus i varmestuen i Danmarksgade 79 klokken 15:30-17. Her kan man få en snak med personalet og en kop kaffe samt opleve en oase for byens hjemløse, hvor der både er æbletræer og høns, brændeovn og klaver.

Onsdag er der fokus på udsathed i ”Godnathistorier” for børnefamilier i Trinitatis Kirke klokken 17:15.

Torsdag fortæller korshærspræsten om sit arbejde i sognecaféen for de ældre klokken 10, mens Frank Clifforth fortæller og synger for de unge og deres forældre klokken 19-20:30 i Trinitatis Kirke.

- Det er bare så vigtigt, at unge i dag får at vide, hvor hurtigt det kan gå galt, hvis man fester med hash og hurtige stoffer. Derfor har vi inviteret Frank Clifforth, der er fredericianer og kendt fra X-Factor. Han kom som helt ung ud i misbrug og hvad deraf følger af kriminalitet, vold og ensomhed. Men han har kæmpet sig fri af det, og i dag arbejder han for, at andre ikke skal opleve det samme, siger Merete Ørskov.

Arrangementet er støttet af Y´s Men v. Landsoldaten og i Erritsø, så det er gratis at deltage. Men Kirkens Korshærs arbejde koster penge at udføre. Derfor slutter Udsatte-Ugen med en husstandsindsamling søndag 17. november klokken 11 med mødested i varmestuen. Man kan tilmelde sig her: www.danmarkmodfattigdom.dk . PFA

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Går du med maske?

Elbobladet

Lav hyldesaft uden risiko for sygdom

Elbobladet

Ny genbrugsbutik på vej i Fredericia

Annonce