Annonce
Elbobladet

Morfin-byen: Jeg er tit til begravelse

34-årige Nicolai fra Fredericia skriver en sidste hilsen på sin kammerats kiste. Foto: Peter Friis Autzen

Et liv med misbrug og narko har sat sit præg på Nicolai og Pia. Og folk i deres omgangskreds er begyndt at dø.

Annonce

Fredericia: - Jeg kommer normalt ikke sådan et sted her. Men på det sidste er det begyndt at ske mere og mere, siger 34-årige Nicolai.

Han står ved indgangen til Trinitatis Kirke i Fredericia, hvor hans kammerat, Jeppe Risom Meier, skal bisættes efter at have tabt kampen mod stofferne. De to var jævnaldrende.

Nicolai, som ikke ønsker sit efternavn i avisen, har et liv af misbrug bag sig. Og når han på det seneste har været mere i kirke end ellers, skyldes det de mange begravelser i hans omgangskreds.

- Det er farligt at rode rundt med den slags. Folk dør af det. Og jeg har også selv taget skade af mit misbrug, siger Nicolai, der både kan mærke fysiske og psykiske skader.

- Jeg har været misbruger, siden jeg var 10 år. Jeg blev stoffri for et halvt år siden og har også lige lagt hashen på hylden, siger Nicolai og sender blikket ned langs kirkerummet til Jeppes kiste.

Pia Strøm Mikkelsen tænder et lys for sin kammerat, der døde af en overdosis. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Kammeraten Jeppe

Jeppe Risom Meier havde selv et langvarigt narkomisbrug, som han fortalte åbent om i ElboBladet, da han i oktober advarede mod byens morfin-marked.

- Jeppe var en kammerat. Det er meget trist, at det skulle ende sådan her, siger Nicolai og hilser på et par andre sørgende, der ankommer til kirken for at skrive en hilsen på Jeppes kiste.

Nicolai skriver også. Nogle lægger små hjerter på kisten. Mange fotograferer og græder. Rækken af blomster strækker sig hurtigt i hele kirkens længde.

Mange kom for at skrive på Jeppe Risom Meiers kiste og lægge blomster. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Hold dig fra det

Også Pia Strøm Mikkelsen skriver på Jeppes kiste.

Hun er 42 år og er for nylig flyttet fra Silkeborg til Fredericia.

- Jeg har været misbruger, siden jeg var 12 år. Jeg startede med hash og har også været på alt det andet - bortset fra sprøjten. Alt andet. Det hele. Hvad jeg har oplevet og overlevet..., siger hun og går tænksomt i stå midt i sætningen.

- Man skal holde sig fra det lort. Det skal man bare, siger hun og tilføjer, mens hun peger på journalistens notesblok:

- Sæt streg under skal. Man skal holde sig fra det. Vi skal have en by uden stoffer og en by uden bander.

Pia Strøm Mikkelsen skriver sin hilsen. Foto: Peter Friis Autzen
Nicolai tænker på sin kammerat og skriver sin hilsen. Foto: Peter Friis Autzen
Mange af hilsenerne på kisten handlede om, at "vi ses snart". Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Mormors jordbærhimmel

Annonce