Annonce
Elbobladet

Morfin-byen: Justitsministeren vil ikke røre sagen og heller ikke tale om den

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil ikke ændre reglerne for straf til morfin-pushere. Det er for dyrt og vil fylde fængslerne. Han vil heller ikke tale med ElboBladet om emnet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsen vil ikke straffe morfin-pushere hårdere. Blandt andet fordi det vil være for dyrt og vil udfordre pladsen i fængslerne.

Annonce

Fredericia: Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil ikke tale om de morfin-udfordringer, Fredericias narkomarked kæmper med. Og han vil ikke svare på, om han har tænkt sig at levere den politik, der måske kan være med til at afhjælpe problemet.

Fra oktober og foreløbig et godt stykke ind i januar har ElboBladet skrevet om morfin-udfordringerne i Fredericia. Flere gange undervejs har redaktionen bedt om et interview med justitsministeren. Men hver gang har svaret været et nej. Enten med henvisning til ferie, travlhed eller blot et ubegrundet nej. Senest er nej'et blevet gentaget via presse- og kommunikationsrådgiver Christina R. L. Hansen onsdag 16. januar.

ElboBladet vil blandt andet gerne have ministerens svar på, om straffelovens "bagatel-grænse" for morfin-pushere skal sættes ned - sådan som det lokale politi efterlyser.

Et sådan lovgivningsmæssigt initiativ vil kunne medføre en øget strafmasse og deraf afledte økonomiske konsekvenser.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i skriftligt svar til Trine Bramsen (S)
En del af Fredericias store, illegale morfin-handel er baseret på, at ellers lovlydige borgere sælger deres medicin videre på det sorte marked. Det er blandt andet disse midler, der skaber afhængighed. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

For dyrt at straffe hårdere

ElboBladets artikler har fået flere folketingsmedlemmer til at tage fat i morfin-emnet. De er gået til ministeren med spørgsmål - og dem skal han svare på.

Senest har Søren Pape Poulsen besvaret spørgsmål fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen. Hun spurgte skriftligt, om ministeren vil ændre loven, så ulovligt salg og videresalg af morfin sidestilles med for eksempel heroin og kokain - i modsætning til i dag, hvor det er strafmæssigt "billigere" at pushe morfin end at pushe anden narko. Den strafmæssige forskel anføres af det lokale politi som en udfordring i kampen mod morfin-handlen.

I sit svar skriver justitsministeren, at en opjustering af straffen ved morfin-handel vil "medføre en skævvridning af straffesystemet" og at sådan en ændring "vil kunne medføre en øget strafmasse og deraf afledte økonomiske konsekvenser".

I folketingssalen svarede ministeren i december til Dansk Folkepartis Peter Kofod, at han "kunne være bekymret for pladsen i fængslerne", hvis morfinpushere skulle straffes hårdere end i dag.

Det vil med andre ord være for dyrt - og vil fylde fængslerne - at justere loven som efterlyst. Det svar fra ministeren ærgrer Trine Bramsen sig over.

ElboBladet har i de seneste måneder skrevet flere artikler om Fredericias morfin-problem og talt med misbrugere, pårørende, politiet, politikere og eksperter. Men uden at kunne få justitsministeren i tale. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce

Morfin er "billigere" end narko

Som straffeloven er indrettet i dag, kan en narkohandler straffes med helt op til 16 års fængsel ved grov og gentagen handel med for eksempel heroin eller kokain. Det sker via straffelovens § 191.

Ved morfinhandel aktiveres § 191 først, når en pusher har forhandlet over 3.000 enheder. Det gør i den sammenhæng ingen forskel, om enhederne er svage eller livsfarligt stærke. Det er den "bagatel-grænse", Trine Bramsen, Peter Kofod og lokale Susanne Eilersen (DF) har spurgt ind til.

Det lokale politi oplyser, at bagatel-grænsen skaber en ubalance mellem morfinens farlighed og den straf, morfin-pusherne risikerer ved at sælge stofferne.

Indtil videre ser det ikke ud til, at justitsministeren vil ændre bagatelgrænsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

På den 2. side: Går du med maske?

Annonce