Annonce
Elbobladet

Når smitten er løs: Mange holder det inden for familien

Birgitte Sachmann er hygiejnesygeplejske hos Fredericia Kommune. Foto: Søren Gylling
Det er ikke ualmindeligt, at smittekæder holdes afgrænset inden for en familie, en skoleklasse eller kreds af kolleger. Det skyldes effektiv smitteopsporing og disciplineret selvisolation.

Fredericia: Det sker tit, at coronasmittede spreder smitten til deres familie. Men det sker heldigvis også tit, at smitten ikke kommer videre derfra.

Det fortæller hygiejnesygeplejeske Birgitte Sachmann ved Fredericia Kommune.

Som det kan læses her på siden, fortæller fredericianske Gitte Christiansen, at hun var så uheldig at smitte hele fire generationer i sin familie, selvom hun var meget forsigtig. Men også, at effektiv smitteopsporing, disciplineret selvisolation og opfølgende tests gjorde, at smitten så vidt vides ikke nåede videre fra hendes familiemedlemmer og ud i samfundet.

Annonce


Folk bliver simpelthen så glade, når de hører, at det er lykkedes at standse smitten fra dem.

Birgitte Sachmann, hygiejnesygeplejeske


- Det er både historien om uheldig smittespredning og en positiv historie om effektiv smitte-stop. Den er et eksempel på noget, vi ved med sikkerhed: Smitteopsporing virker, og selvisolation virker, siger Birgitte Sachmann.

Hvor tit ser I den bevægelse: At smitten rammer alle i en boble, men så ikke spredes videre?

- Det er svært at sige, hvor tit det sker, for der kan godt være tilfælde, vi ikke kender til. Men vi hører jævnligt om eksempler på det. Både i familier, på arbejdspladser og skoleklasser, der bliver ramt af smitte - men ikke spreder det videre. Og folk bliver simpelthen så glade, når det viser sig, at de ikke har bragt smitten videre. Det bekymrer mange smittede sig meget over, siger Birgitte Sachmann.

Hun roser de pågældende for deres indsats mod smittespredning. For via god disciplin med hensyn til både sin coronaboble og øvrige hensyn, kan man gøre en effektiv forskel på smittens spredning.

- Selvfølgelig er man nær med nogen. Men ved at have styr på det kan man standse den her slags tilfælde, inden de spreder sig til andre, siger hun.

Hvad er nær kontakt?

Afstand er afgørende vigtigt for at begrænse smitte. Men Birgitte Sachmann ved godt, at man ikke holder to meters afstand til sine familiemedlemmer i husstanden.

- Men man kan godt holde afstand på arbejdspladsen. Lad nu være med at blive smittet på jobbet, siger hun.

Har jeg været i nærkontakt?

Definitionerne på nærkontakt er blevet ændret nogle gange. Men den seneste definition fra Sundhedsstyrelsen er, at du er nærkontakt, hvis:

  • Du har i mere end 15 minutter været tæt på en smittet person inden for to meter (for eksempel ved samtale).
  • Du bor sammen med en smittet person.
  • Du har haft direkte fysisk kontakt (for eksempel ved kram) med en smittet person, eller ubeskyttet og direkte kontakt til sekreter fra en smittet person (for eksempel blevet hostet eller nyst på af en smittet person eller har rørt ved personens brugte lommetørklæde eller mundbind).
  • Du har været sammen med en smittet person inden for to meter i en af nedenstående situationer, hvor der er øget risiko for smitte som eksempelvis:
  1. Aktiviteter med kraftig udånding, for eksempel sang, høj tale og råb.
  2. Aktiviteter, der indebærer fysisk anstrengelse for eksempel fitness eller yoga.
  3. Ophold i lukkede rum med dårlig ventilation.

Det betyder meget for den enkelte at undgå smitte, og det betyder meget for smittespredningen generelt, at få standset de smittekæder, der måske ikke er opdaget endnu.

- Man kan ikke vide sig sikker på, om kollegaen er smittet eller ej. Han eller hun kan tit ikke mærke det, og smitten kan sprede sig, uden at vedkommende har symptomer. Derfor er det også meget vigtigt, at alle overholder selvisolationen, indtil de er testet negativ to gange. Hvis man ophæver isolationen for hurtigt, kan det gå galt, siger Birgitte Sachmann.

Annonce
Annonce
Elbobladet

Rift om vilde frø og planter

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Elbobladet

Opvaavni tilbage i Fredericia

Elbobladet

Ugens hund: Rollo er hypnotisør

Annonce